– Tid eksisterer ikke for Allah (cc). En synd eller oprørs handling fra en synders side vredes Allah (cc), men Allah (cc) ved jo, hvordan denne person vil brænde i helvede og hvilken straf han vil lide. Han kender og ser altså allerede manifestationen af retfærdigheden. Vi kender Allahs (cc) forskellige attributter: den, der giver udsættelse, den, der ikke straffer straks. Men efter at resultatet er fastlagt…
– Lad os antage, at en person har syndet hele sit liv, men i sit sidste år omvendte sig i anger og greb sig fast ved det rette, og at han ved Gud (cc) tilgivelse for sine handlinger… Gud (cc) kendte hans ende, før han blev født, og resultatet var godt, han var Gud (cc) nær… Betyder det så, at Guds (cc) vrede over manden i hans syndige tid skyldes, at Gud (cc) skabte en handling, som Han (cc) ikke godkendte, og på grund af syndens skyld? … Fordi Guds (cc) retfærdighed vil alligevel ske.
Dommeren, den Retfærdige, den Barmhjertige, den Barmhjertigste
vil i sin egenskab som sådan give enhver det, som han eller hun bedst fortjener…
– Profeten (s.a.v.) så dem, der blev straffet i Miraj, fordi der ikke var nogen tid der… Hvordan kan man så beskrive, at Gud (cc) glæder sig og vredes?
Vores kære bror,
Gud bedømmer mennesker ud fra deres handlinger og adfærd. Det betyder, at Gud bedømmer mennesker ikke ud fra deres personlighed, men ud fra det, de gør.
Bediuzzaman’s udtryk
-kort sagt-
Selvom det er sådan, at enhver muslim skal besidde alle de kvaliteter, der kendetegner en muslim, kan det ikke altid ses i deres ydre adfærd.
Det er heller ikke nødvendigt, at enhver egenskab hos en kuffar (ikke-muslim) er kuffarisk og udspringer af hans kuffarisme… Det vil sige, at en muslim undertiden kan have en kuffarisk egenskab, og en kuffar kan have en muslimsk egenskab. Det er denne hemmelighed, der forklarer, at kuffar undertiden sejrer over muslimer i verden. Kuffar sejrer over de kuffariske egenskaber hos muslimer ved hjælp af de muslimske egenskaber, som de selv besidder.
(se Ordene, 725)
– Disse forklaringer viser, at Gud bedømmer alle handlinger, som en person foretager i løbet af sit liv, ud fra om de er gode eller onde. Hans kærlighed er rettet mod gode gerninger og gode handlinger; hans vrede er rettet mod onde gerninger og onde handlinger.
Gud elsker heller ikke de onde gerninger, som en person begår i sit liv, selvom han til sidst følger en vej, der fører til paradis. Omvendt ser Gud med velvilje på de gode gerninger, som en person begår i sit liv, selvom han til sidst begår handlinger, der fører til helvede, ja, selvom han dør som en vantroende.
– Det er som om, at en elev, der risikerer at blive tilbage i klassen ved årets slutning, får ros af læreren for de gode karakterer, han har fået i løbet af året. Til gengæld vil læreren selvfølgelig se positivt på de dårlige karakterer, som en elev, der består og går videre i klassen ved årets slutning, har fået i løbet af året.
– Det viser, at det, der elskes eller hades, er ikke personerne selv, men de handlinger, de foretager, og den adfærd, de udviser.
På samme måde, som Gud ikke godkender tyveri af en tyv, der til sidst havner i paradis, godkender han heller ikke handlingerne af en person, der til sidst havner i helvede.
-til illustration-
Han vil heller ikke se ned på de bønner, han har bedt, eller den almisse, han har givet.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
