– Skal vi stoppe og irettesætte en, der roser os?
– Er det for eksempel pralerier, hvis man siger: “Jeg tjener så og så mange penge om måneden, og jeg læser så og så mange sider om dagen”?
Vores kære bror,
Medh
praise,
medih
Medhin er ros med ord for gode gerninger. Medhins modsætning er zemm.
Zemm
Det betyder at tale negativt om nogen og afsløre deres grimme, manglerfyldte sider.
At rose dem, der fortjener ros, har været tolereret og endda opmuntret, da det kan føre til en øget fremgang af dyd og fuldkommenhed i samfundet. At rose dem, der ikke fortjener ros, er imidlertid en meget grim adfærd.
Når man roser en person, er der visse punkter, som den roserende skal være opmærksom på.
Disse ting skal man undgå: at overdrive i ros og afslutte med en løgn; at blande hykleri ind i det, der siges; og at rose tyranner og onde mennesker.
Da en person i profetens (fred og velsignelse over ham) nærvær forsøgte at rose en anden til stede, sagde profeten (fred og velsignelse over ham):
“Du skar din brors hals over uden brug af kniv.”
ved at sige dette, har han givet udtryk for, at det er forbudt at rose nogen ansigt til ansigt.
Når Abu Bakr (r.a.) blev rost, plejede han at løfte sine hænder i bøn af skam og frygt for Gud og bede:
“O Gud! Du kender mig bedre end jeg selv, og jeg kender mig bedre end andre. O Herre af Verdens! Giv mig de gode egenskaber og dyder, som folk tror, jeg besidder, og tilgiv mig de synder, som jeg har begået, men som folk ikke kender! Beskyt mig mod selvtilfredshed og arrogance, som følge af de gode egenskaber, de omtaler!”
Man skal være forsigtig med at rose, og man skal ikke rose i alle mulige situationer og til enhver tid. For Profeten Muhammed (fred og velsignelse over ham) sagde:
“Når I ser dem, der hele tiden roser den ene og den anden, så kast jord i deres ansigt.”
og erklærede, at enhver, der forsøgte sig på en sådan lovprisning, ville møde en ydmygende skæbne.
Mål i ros
Kærlighed fremkalder ros. En ros, der ikke er holdbar, har en negativ virkning på den roste person.
Overdreven ros,
Det kan hos den, det gælder, fremkalde arrogance, eller i andre tilfælde et ønske om hykleri og pral. De, der er vant til at blive rost, længter efter at blive lovprist, og de afslører deres hensigter ved at belønne dem, der lovpriser dem offentligt. De, der har gjort dette til en kunst…
“fortæller”
For at øge den belønning, han vil modtage, forsøger han at tilfredsstille den anden part ved at sige ting, som den anden vil lide.
Selvom det, som nogen siger, er sandt, når de roser en anden for de gode egenskaber og fortrædeligheder, som de besidder, er deres handling ikke rigtig. Fordi det, der er skjult i den anden person,
“selvkærlighed”
vil han afsløre sin sygdom. Til sidst vil han miste de gode gerninger og de gode handlinger, han har foretaget i årevis.
“riya”
Han/Hun vil blive brændt levende af flammerne.
En af de hellige ledsagere roste en person, der befandt sig i profetens (fred og velsignelser over ham) nærvær, for en god gerning, han havde foretaget. Profeten (fred og velsignelser over ham), der pegede på sandhed og retfærdighed,
“Det er synd om dig!”
(Som om)
du skar halsen over på din ven.
(Muslim, 8/227)
sagde han.
En troende, der overholder de islamiske regler, bør, hvis han vil rose en af sine trosbrødre og har gode ting at sige om ham, udtrykke sine ord i en samling, hvor denne person ikke er til stede. Ønsker han derimod at rose en person i hans nærvær, …
“Jeg mener, at han er sådan og sådan. Jeg forsøger ikke at frikende nogen over for Gud.”
(Ibn Majah, 2/1232)
skal man sige.
Profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham) hørte en mand tale om en anden og bruge overdrevne ord i hans lovprisning. Deraf,
“Sikkert vil I ham”
(ved at fremkalde arrogance)
“I har udslettet ham, eller I har stans ham i ryggen.”
(Muslim, VIII/228)
sagde han.
Profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham) fordømte stærkt det at rose en person med egenskaber, som han ikke besad, og for at forhindre dette,
“Sprinklet støv i ansigtet på de lyrespillere.”
(Feyzü’l-Kadir, 1/182)
har han givet ordre. Det er også forbudt at gøre dette uden at forvente en belønning og som en gest af gensidig venlighed. En hadit, der fastslår denne regel, lyder:
“Undgå indbyrdes stridigheder, thi det er jo i virkeligheden det samme som at sluge hinanden.”
(Ibn Mace, Edeb, 36)
er foreskrevet.
En mand kom til kalif Osman (ra) og begyndte at rose ham i hans ansigt. Mikdād ibn Aswad (ra), som var en af de fromme og befandt sig i Osmans nærvær, tog en håndfuld jord og kastede den i mandens ansigt. Da Osman spurgte ham, hvorfor han gjorde det, sagde Allahs budbringer:
“Når I møder fortællegreve, skal I drysse jord i deres ansigter.”
han gav besked, han gav svar.
Imam Abu Yusuf,
til Ja’far al-Barmaki, den daværende vizir, som var kommet for at vidne om begivenheden,
“Du var jo i går til stede hos kalif Harun.”
‘din tjener’
“Du sagde det. Hvis det, du sagde, er sandt, er vidnesbyrdet fra din slave ikke gyldigt. Hvis det, du sagde, ikke er sandt, er det ikke tilladt for en lyger at afgive vidnesbyrd.”
og afviste dermed at vidne.
Den, der hylder sig selv, nedvurderer andre.
At rose sig selv og at nyde andres ros er en sygdom i hjertet. Årsagen til at rose sig selv og nyde ros er, at man ser sig selv som bedre og højerestående. I vers 18 af sura Lokman står der (i oversættelse):
“Gud elsker ikke den, der er selvtilfreds og stolt.”
velkommen.
Den, der priser sig selv, nedvurderer, omendag han det er klar over eller ej, andre og betragter dem som ringere. For selvprisen stammer fra at se ned på og ringe på andre. Imens profeten Muhammed (fredesvænnen) sagde:
“At foragte sin trosbror er i sig selv en ond gerning.”
som det siges. Ligesom det er skadeligt at rose sig selv, er det også skadeligt og katastrofalt at elske at blive rost. For som det siges i en hadit:
“At elske ros gør et menneske blind og døv. Det ser ikke sine fejl og hører ikke de rette ord eller de givne råd.”
er blevet beordret
At være afholdt…
En af de gode karaktertræk, der udspringer af mod, er rolig sind. En rolig person glæder sig ikke over ros og bedrøves ikke over kritik. En sådan person behandler fattige og rige lige, han/hun skelner ikke mellem behagelige og ubehagelige ting, og hans/hendes indsats er urokkelig, uanset ændringer i omstændighederne og i frygtelige, vanskelige situationer.
Sefih;
Det betyder en person med ringe intelligens, som bruger sine penge på ting, som religion og fornuft ikke godkender. Hos en sådan person forværres disse dårlige vaner af og til af visse årsager. Han får penge uden at arbejde eller svede, og onde venner narre ham til at bruge disse penge, overbeviser ham om, at det ikke er mandigt eller klogt at spare eller investere, og fører ham dermed til sløseri. Derfor er vi befaled til at holde os væk fra onde venner. Mange rige børn bliver vant til sløseri og bliver ødelæggere. En af de ting, der øger ødelæggelse, er, at folk viser dem stor respekt, opmærksomhed og ros.
I vores religion er det forbudt at prale.
Om nogen betragter de gode ting og gaver han har som sine egne, uden at anerkende, at de kommer fra Gud, så er det skryt. Det er også skrevet i bøgerne, at det er hykleri at gøre gode gerninger i verden for at opnå andres kærlighed og ros, og at det er ulovligt at gå til fester, der afholdes for at skryte og vise sig frem. Men om nogen ved, at de gaver han har modtaget kommer fra Gud, og betragter sig selv som mangelfuld, så er det taknemmelighed. I en hadit:
“Det er at bekendtgøre de gaver, som Gud den Almægtige har givet, og at være taknemmelig for dem.”
(se Ibn Abdirabbih, al-Iqdu’l-Farid, 1/277)
er blevet besluttet.
Nogle praler med deres ejendom, position, skønhed og slægt. Men disse ting er forgængelige og forsvinder. I profetens (fredes velsignelser og salat over ham) tid, pralede to personer med hinanden, og den ene sagde til den anden:
“Jeg er søn af den og den. Og hvem er du?”
sagde han. Deraf fulgte profeten Muhammed med disse ord:
“To personer begyndte at prale med hinanden i profet Moses’ tilstedeværelse. Den ene nævnte ni generationer af sine forfædre. Gud åbenbarede til Moses: ‘Sig til ham, at de ni personer, som han praler med, er i helvede. Han selv er den tiende.'”
Det er vigtigt at huske, at:
Når en person, uanset tid og sted, takker eller roser en anden person for en god gerning, så er al tak og ros rettet til Gud. For det er Gud, der skaber, opdrager, fostrer, bemyndiger og sender alt godt.
Et andet vigtigt emne er:
Vi skal ikke nægte Guds gaver i trods af, at vi skal vise ydmyghed og ikke skryte. Igennem ydmyghed kan man undertiden komme til at benægte gaverne. Fra dette synspunkt kan ydmyghed i nogle tilfælde betyde at benægte gaverne. Andre gange kan det at nævne gaverne, det vil sige at tælle og beskrive dem, føre til stolthed og arrogance. Der er kun én løsning på dette: Vi må hverken benægte gaverne eller lade dem føre til stolthed og arrogance. Vi skal tælle de gaver, som Gud har givet os, men uden at tage æren for dem, gentage, at de kommer fra Gud, og øge vores taknemmelighed.
“For eksempel, hvis nogen tager dig i en perfekt kjole, og du bliver smukkere, når du har den på, og nogen siger til dig: “Du er blevet smukkere”, og du svarer: “Nej, jeg er ikke blevet smukkere, hvor er smagen?”, så er du respektløs over for den person, der har klædt dig på. Eller hvis du siger: “Ja, jeg er smuk, der er ingen smukkere end mig”, og ikke er taknemmelig, så bliver du stolt. Det gyldne middel er: “Ja, jeg er blevet smukkere. Men denne smukke kjole er ikke min, den tilhører den, der har klædt mig på.”
(se Nursi, Sikke-i Tasdik-i Gaybi)
Og for enhver gave,
“Alhamdulillah, Gud har givet mig denne gave.”
Ved at sige det, benægner vi ikke gaven, falder vi ikke i overmod, og vi opfylder vores pligt til at takke.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
