Vores kære bror,
–
Disse vers er vers 67 og 68 i Surah Al-Anfal.
– Disse vers blev nedskrevet efter slaget ved Badr, da fangeblebet fra krigsfangene var indløst og de var blevet løsladt, og det blev meddelt, at det foretagne var forkert. Imidlertid blev de troende derefter trøstet i vers 69, hvor det understreges, at den indløste fangetog og løsesum nu var lovlig.
Denne advarsel er et tydeligt bevis på, at Profeten Muhammed (fredesvænnen) var en sand profet. For denne advarsel er et bevis på, at befalingen kom ovenfra. Måske er en af de vigtigste grunde til denne advarsel netop at fremhæve dette punkt.
I slaget ved Badr blev omkring halvfjerds fjendtlige krigere taget til fange. Disse var fjender af islam og havde til hensigt at udslette islam og dens tilhængere. Dersom de var blevet dræbt i slaget, ville de skader, de kunne have begået, været forhindret, og antallet af islams fjender ville have været reduceret. Alligevel tog de muslimske krigere dem til fange i stedet for at dræbe dem. Ifølge Ibn Hisjam…
(Sire, II, 269)
Profeten nævnte navne som Abbas, hans onkel, og Abu’l-Buhturi, og sagde, at de var kommet til Badr imod deres vilje, og han bad om, at de ikke skulle dræbes. Det fremgår af, at denne anmodning spillede en rolle i, at nogle af profetens følgere tog fanger i stedet for at dræbe fjenden.
Da krigen var slut og man begyndte at drøfte, hvad der skulle ske med krigsbyttet og krigsfangerne, fremkom to forskellige synspunkter på krigsfangerne. Lad os følge sagen videre i en hadit, som Muslim har overleveret.
Umar fortæller:
“Profeten spurgte Abu Bakr og mig: ‘Hvad mener I om disse fanger?’ Abu Bakr svarede: ‘De er mine fætre og slægtninge, og jeg mener, det er passende, at du tager løsepenge af dem. På den måde vil løsepenge styrke os mod de vantroende, og måske vil de i fremtiden, med Allahs vejledning, blive muslimer.’ … Jeg sagde: ‘Jeg mener ikke som Abu Bakr. Jeg mener, du skal tillade os at slå dem ihjel; lad os slå Ali, Akil og min slægtning ihjel, for de er de vantroendes ledere og fremmeste mænd.’ Profeten foretrak Abu Bakrs mening frem for min. Da jeg kom til dem næste dag, fandt jeg dem siddende og grædende, og da jeg spurgte: ‘Hvorfor græder I to?’, sagde Profeten: ‘På grund af det, som deres venner har bragt over mig ved at tage løsepenge!’ og (visende på en nærliggende træ) ‘Jeg så straffen nærme sig dem som dette træ’.”
(Muslim, Jihad, 58)
Reglen om at alle fjender skulle dræbes uden at blive taget til fange, skyldtes utvivlsomt en historisk betinget nødvendighed, nemlig at beskytte islam. Det var ikke en evig gyldig regel fra Gud. I krig kunne fanger også tages, og disse ville derefter blive behandlet i overensstemmelse med retfærdigheden.
(Muhammad, 47/4)
Guds evige og skriftlige dekret.
(bøgerne ifølge teksten)
Det var dette. Og vers 69 udtrykker denne generelle regel og meddeler, at de kunne spise den erobrede krigsbyrd med fredelig samvittighed:
“Spis nu af den bytte, I har erobret, og spiser den på lovlig og god måde, og frygt Gud; Gud er jo meget tilgivende og barmhjertig.”
Årsagen til, at han advarede og endda fordømte muslimerne, var deres manglende indsats i denne krig, og at nogle af dem, påvirket af følelser af slægtskab eller af et ønske om magt og indflydelse, som erobring ville give, satte deres religion og liv på spil for at beholde deres midlertidige tilværelse i denne verden. Deres straf for disse fejl udeblev, dels fordi det var i overensstemmelse med den generelle regel, dels fordi det var i overensstemmelse med Guds sædvane.
“Der var ingen ulovlige, uretfærdige forbrydelser og straffe.”
Han lovede desuden, at han ville tilgive alle synder for dem, der deltog i slaget ved Badr.
Det er også overleveret, at da de troende havde slået de vantroende og dræbt en stor del af dem, og de tilbageblevende vantroende flygtede, fulgte de troende efter dem og tog dem til fange, idet de dermed afveg fra profetens (fred og velsignelse over ham) vej. Profeten (fred og velsignelse over ham) fik først kendskab med, at de var gået hen til at tage fanger, da de troende vendte tilbage til ham. Profeten (fred og velsignelse over ham) tog selv ingen fanger, og han befalede heller ikke, at der skulle tages fanger. Det er også sandsynligt, at profetens (fred og velsignelse over ham) gråd skyldtes, at nogle af de troende ved at foretrække at tage fanger i stedet for at dræbe de vantroende, som Gud havde befaledet, havde fortjent en guddommelig straf.
(se Razi, Mefatih, fortolkningen af de relevante vers)
Klik her for mere information:
– SLAGET VED Badr.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
