Vores kære bror,
Det er ligegyldigt, i hvis navn ejendomsretten er registreret. Der kan være mange grunde til, at ejeren af ejendommen kan overføre ejendomsretten til en anden.
Hvis din far var ejeren af grunden og/eller bygningen, har du ret til en andel, når han dør. Hvis din far gav dig ejendommen på betingelse af, at du skulle give dine brødre og søstre deres andel, når du solgte den (f.eks. hvis han sagde, at du skulle give dem deres andel, hvis du solgte den), skal du overholde disse betingelser.
Efter denne korte introduktion, lad os komme til detaljerne:
Uden et officielt dokument er det ikke nok blot at påstå, at faderen i sin levetid har givet et barn en ejendom i gave. Det skal enten bevises med vidner, eller arvingerne skal frivilligt acceptere denne påstand. Mangler vidner, eller accepterer arvingerne påstanden ikke på grund af manglende vidner, sværges arvingerne en ed om, at de ikke var bekendte med denne gaveoverdragelse. Efter eden bliver alle arvinger, i henhold til arvelov, ejere af deres respektive andele.
Nogle eksempler på fatwaer om emnet er:
Ja, hele arven efter den afdøde mor deles mellem arvingerne i henhold til de sharia-bestemte andele. Dommen vil ikke falde til fordel for den, der hævder gave, medmindre han kan bevise sin påstand i overensstemmelse med sharia-reglerne. (el-Fetava’l-Mehdiyye, 5/96)
Ellers skal arvingerne sværge på, at de ikke vidste dette. (Buğyetu’l-Musterşidin, s. 367)
En gave fra fader til søn af den pågældende ejendom er ikke gyldig alene ved registrering i ejendomsregisteret, medmindre det kan bevises af vidner, at faderen har givet ejendommen til sønnen som gave, eller medmindre det accepteres af de øvrige arvinger. Det skal nemlig bevises, at han har givet ejendommen til sønnen som gave.
For eksempel, ifølge Hanafi-madhhab, hvis en mand planter en vinrank for sin søn og siger: “Jeg giver dette til min søn,” så er det en gave. Men hvis han siger: “Jeg har plantet dette i min søns navn,” så er det ingen gave. (Reddu’l-Muhtar, 5/689)
Ifølge den shafiitiske madhhab er skriftlige dokumenter kun religiøs bevis i alle kontrakter, meddelelser og erklæringer, hvis det udtrykkeligt fremgår, at det er givet som ejendom. Er det ikke udtrykkeligt klart, at det er givet som ejendom, er arvingerne ikke forpligtet til at handle derefter. Det er nemlig ugyldigt og har ingen religiøs bevisværdi. (Buğyetu’l-Musterşidin, s. 385)
På den anden side kan det heller ikke sluttes, at den pågældende søn har fået huset som gave, ud fra de dispositioner, han har foretaget i huset, og ud fra det faktum, at han har boet i huset, mens hans far levede og efter hans fars død. Ligesom det ikke betyder, at en grund er givet som gave til en anden, blot fordi den ene har lovet den anden at disponere over grunden, og den anden fortsætter med at disponere over den. På samme måde, hvis en far giver sin søn et vist beløb i dirhem, og sønnen handler med det og tjener profit, og faderen dør, så vil man se på, om det var givet som gave; i så fald er alt givet som gave, men hvis det var givet med henblik på handel, så er alt arvegods. (Düreru’l-Hukkam, 2/403)
Til sidst: Hvis den, der hævder gaveoverdragelsen, ikke kan bevise sin påstand ved at fremvise vidner, sværger arvingerne på, at de ikke har kendskab til, at huset er blevet givet i gave. (Buğyetu’l-Musterşidin, s. 122)
– Hvis faderen har givet sit hus i gave til sin søn, skal gaven bekræftes af retfærdige vidner eller de øvrige arvinger, som skal anse påstanden for tilstrækkelig. Ellers accepteres påstanden om gaven ikke, og alt ejendel fordeles mellem arvingerne i overensstemmelse med islamiske principper.
– Medmindre den, der giver gaverne, udtrykkeligt angiver, at det er en overdragelse af ejendomsretten, dvs. at det er en gave, sker gaverne ikke blot ved registrering af ejendomsretten i ejendomsregisteret i den berørte søns navn.
– Det kan ikke sluttes, at sønnen har arvet huset, blot på grund af de besparelser, han har foretaget i huset, og på grund af, at han har boet i huset, mens faderen var i live og efter hans død.
– Gaven er gyldig, hvis den person, der har modtaget gaven, kan bevise, at hans far gav ham huset i gave, mens han levede, og han modtog det i overensstemmelse med religiøse regler. I så fald har de andre arvinger ingen ret til at kræve en andel.
– Hvis den person, der hævder at have modtaget en gave, ikke kan bevise sin påstand ved at fremvise vidner, sværger arvingerne på, at de ikke har kendskab til, at huset er blevet givet som gave. I så fald tilhører huset arven og deles mellem arvingerne i henhold til religiøs deling.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
