Vores kære bror,
Den hellige ånd, åbenbaringsenglen
Ånden fra Jerusalem,
Ordet er dannet ved sammensmeltningen af ordene “ruh” og “Kudüs”. Begge ord er af arabisk oprindelse.
“Sjæl”
; ordet bruges i betydninger som: liv, kilde til erkendelse og bevægelse, modsætning til materie, åndelig tilværelse, åbenbaring, Guds ord, Koranen, kraft, åbenbaringsengel, Gabriel, følelse, sansning og lignende. (Rašid el-İsfahânî, el-Müfredât) Garibil-Kur’ân, Ægypten 1961, “ruh” md.).
Dog ingen kender den sande betydning af sjælen udover Gud. For dette er nemlig, som den Almægtige Gud har meddelt:
“De vil spørge dig om sjælen. Säg: Sjælen er i min Herres besiddelse. Jer er kun givet en lille smule viden.”
(Isra, 17/85).
“Jerusalem”
Ordet stammer fra “kuds”, som betyder hellig, velsignet og fri fra enhver form af ondskab. Det er ved sammensmeltningen af disse to ord, at vi får det nuværende ord.
“den hellige ånd”
Det betyder en hellig og ren ånd, som ikke kan blive besmuttet af nogen form for skavse, englen af åbenbaringen, Gabriel. (Elmalılı Hamdi Yazır, Hak Dini Kur’ân Dili, V, 3125).
Sjæl
Ordet forekommer flere steder i Koranen og har forskellige betydninger.
Ruh-ul-Kudüs
udtrykket forekommer kun fire steder. Der har været forskellig fortolkning af dets betydning i de vers, hvor det optræder. Imidlertid mener flertallet, at det betegner englen Gabriel, som er budbringeren af åbenbaringen. Her er en oversættelse af et af de vers, hvor udtrykket “Ruhul-Kudüs” forekommer:
“Vi gav Moses Skriften, og efter ham sendte vi profeter. Vi gav Jesus, søn af Maria, tydelige beviser og støttede ham med den hellige ånd (Gabriel).”
(Al-Baqara, 2:87).
Vi kan opsummere de forskellige meninger, som de lærde har om Ruhul-Kudüs, som nævnes i denne vers, på følgende måde:
1.
Ruhul-Kudüs er et af de hellige navne på Gud.
2.
Det henviser til Koranen, som er den hellige bog, og ifølge en anden opfattelse til Bibelen.
3.
Ruhul-Kudüs betyder “Guds ånd”.
4.
Det betyder Gabriel, englen der bragte åbenbaringen. De fleste lærde deler denne opfattelse. Ordet er brugt i denne betydning i forskellige hadither og i digtning. (et-Taberî, Camiu’l-Beyân, Mısır 1954, I, 404 vd.; el-Kurtubî, el-Camiu li Ahkâmil-Kur’ân, Mısır 1967, II, 24; er-Râzî, et-Tefsirul-Kebir, III, 177).
Ifølge de lærde, der deler denne opfattelse, forekommer følgende vers i:
Ruhul-Kudüs betyder også Gabriel.
:
“Vi har givetvis givet visse af budbringerne fortrin frem for andre. Gud talte til nogle af dem, og han ophøjede andre i grad. Og vi gav Jesus, søn af Maria, klare beviser og støttede ham med den hellige ånd.”
(Al-Baqara, 2/253);
“Gud sagde: ‘Jesus, søn af Maria, husk min nåde mod dig og din moder, da jeg støttede dig med den hellige ånd (Gabriel).’ ”
(Al-Maida, 5/110);
“Sig: Han sendte den ned med Ånden fra det hellige (Jibril), fra sin Herre, for at styrke folket og for at være en vejleder og glædelig budbringer til de troende.”
(Nahl, 16/102).
Ruhul-Emin
er synonymt med Ruhul-Kudüs, og betyder altså også Gabriel. Det forekommer kun ét sted i Koranen:
“Han sendte den ned, den trofaste ånd (dvs. Gabriel).”
(Shu’ara, 26/193).
Ved at betragte disse ord, der stammer fra Korans sprog, kan man forstå, at Rûhu’l-Kudüs betegner Gabriel. Men i så fald kan følgende spørgsmål opstå:
“Selvom Gabriel nedsteg til andre profeter end Jesus (as), så er han her…”
‘Vi støttede ham med Ånden fra Al-Quds.’
Hvad er meningen med, at pronomenet i den guddommelige udtryk ikke engang omfatter profet Moses (as), men i stedet direkte henviser til profet Jesus (as)? Kan man ikke slutte af denne udtryk, at Ruhu’l-Kudus er en særlig ånd, der er forskellig fra Gabriel?
Ifølge fortolkerne er svaret
“Nej!..”
Betydningen af denne tilskrivelse er: Gabriel (as) har en anden slags tilknytning til Jesus (as), som ikke findes hos andre profeter. For det var Gabriel (as), der bekendtgjorde hans fødsel for Maria. Jesus (as) blev født ved hans pust (nifh), voksede op med hans opdragelse og støtte, og han var med ham, uanset hvor han gik. Som det fremgår af Mariasurah,
“Vi sendte ham vores ånd, og den ånd viste sig for ham i menneskelig skikkelse.”
(Mariam, 19/17)
Det er blevet befaledes. “Rûhanâ” i verset er Rûhullah, Rûhu’l-Kudüs, Jibril.
Desuden, som bekendt, har Israels sønner udtalt ord om Jesus (as) og hans mor Maria, der strider mod deres renselse og hellighed, og da de jøder er de primære modtagere af verset, er denne bekræstelse om Jesus (as) nævnt, ikke for at begrænse, men snarere for at rense Jesus (as) fra de beskyldninger og bagvatteringer, som jøderne har fremsat. Derfor er ordet <taharet> (طهارة), der betyder renselse og renhed, nævnt.
“Ånden fra Jerusalem”
navnet er foretrukket.
Det er også værd at nævne her, at Jesus (as)
“Ånden fra Jerusalem”
Det er bekræftet, men det er ikke kun Jesus (as), der er bekræftet af den Hellige Ånd.
“Sig: Den hellige ånd har den nedsendt fra hans Herre i sandhed.”
(Nahl, 16/102)
Som det er blevet sagt, er det også Rûhu’l-Kudüs, der nedstiller Koranen til Profeten Muhammed (fred og velsignelse over ham). Det er dog et velkendt faktum, at det er Gabriel (as), der nedstiller Koranen til ham. Derfor er Rûhu’l-Kudüs Gabriel (as). I kraft og styrke er det Gabriel, mens det er Rûhu’l-Kudüs, der repræsenterer renhed og hellighed.
Ifølge digteren Hassan bad profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham) for ham og bad i sin bøn,
“O Gud, styrk Hassan med den hellige ånd.”
Hassan sagde dette og nævnte Abu Hurayra som vidne. (Bukhari, Salat, 68; Muslim, Fadail al-Sahaba, 151, 152; Nasa’i, Masajid, 24. Se også Jibril).
Som bekendt er nogle vers i Koranen muhkam (klare og tydelige), mens andre er mutashabih (tvetydige). For eksempel,
“Hun har ikke født og er heller ikke født.”
(Al-Ikhlas, 112/3),
“Det er udelukket, at Gud skulle få børn.”
(Mariam, 19/35),
“Intet er som det.”
(Al-Shura, 42/11).
Verserne er utvetydige. Det vil sige, de udtrykker en absolut dom, og der er ingen plads for fortolkning eller forskellige tolkninger af dem.
„Jesus, søn af Maria, var blot en budbringer og et ord fra Gud. Han indåndede ham i Maria, og han var en ånd fra Gud.“
Vers 171 i sura An-Nisa (4:171) er en mutashabih-vers.
At Jesus (fredes velsignelser og saluter over ham) var et ord fra Gud, uden at have en far, direkte.
“Kun: Bliv”
er blevet fortolket som skabt ved hans befaling, og ligeledes
“At han har en sjæl”
er også betragtet som en ære, altså en venlig gester fra Gud til sjælen. Som det fremgår af vers 21 i Surah Al-Anbiya,
“Vi indåndede af vor ånd i hende (Maria), og vi gjorde hende og hendes søn til et vidunder for verdenerne.”
som det er foreskrevet. I verset nævnes
‘fra vores sjæl’
Udtrykket indebærer også en ære, en kompliment. Gud,
‘Jeg har givet jer fisk fra mit hav, frugt fra min jord og lys fra min sol’
hvis han havde sagt det, burde vi have tolket disse udtryk som komplimenter til havet, jorden og solen. Udtrykket “af vores sjæl” skal også forstås som “af det væsen, som vi kalder sjæl”.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
