Vores kære bror,
“Når en person dør, ophører alle hans handlinger, bortset fra tre ting (han vil ikke længere foretage handlinger, der giver ham belønning). De tre ting, hvis belønning fortsætter, er: sadaka-i cariye (etableringer, der kontinuerligt giver belønning, som moskeer, skoler, koranskole, hospitaler, vandspring osv.), nyttig viden (religiøs og verdslig viden, der undervises til gavn for menneskeheden, via elever, bøger og relaterede institutioner) og en from søn, der beder for ham.”
(Muslim, Testament, 14)
I den hadis, der er gengivet i ovenstående oversættelse, peges der på denne sandhed.
I en haditshistorie sagde profeten Muhammed (fred og velsignelse være med ham):
“Ingen tjener, der efter døden finder noget godt/en belønning hos Gud, ville ønske at vende tilbage til dette jordiske liv, selvom han fik hele verden og alt, hvad den indeholder. Undtagelsen er de, der er blevet martyrer. De længes efter at vende tilbage til dette liv og blive dræbt i Guds vej, fordi de har set den høje rang, som martyrdøden indebærer.”
(Bukhari, Jihad, 6).
Ud fra denne hadit kan man også forstå, at martyrer ikke kommer til verden for at begå gode gerninger.
Det er dog i overensstemmelse med Ahl-i Sunnets lære, at martyrer – ligesom andre hellige – til tider kan manifestere sig og vise sig for visse mennesker i verden og komme til deres hjælp.
“De, der er dræbt i Allahs vej;
“de døde”
“Säg ikke det. De er tværtimod levende. Men I er ikke klar over det.”
(Al-Baqara, 2:154),
“Tænk ikke, at de, som er dræbt på Allahs vej, er døde! Nej, de lever og modtager deres levebrød hos deres Herre.”
(Al-i Imran, 3/169)
De vers, der indeholder denne oversættelse, viser, at martyrerne har en anden position end andre afdøde, og at deres liv i grav/berzah-verdenen er meget forskellig fra situationen for andre afdøde.
I en hadis, som Imam Ahmad ibn Hanbal og mange andre har overleveret fra Ibn Abbas, har Allahs budbringer sagt:
“Da jeres brødre faldt som martyrer ved Uhud, placerede Gud deres sjæle i grønne fugle, så de kunne drikke af paradisets floder, spise af dets frugter og hvile under de gyldne lysekroner, der hænger i skyggen af Tronens skygge. Og da de smagte behagelighederne af deres mad og drikke og den skønne lethed af deres hvileplads,”
‘Ønskede kun, at vores brødre vidste, hvad Gud har givet os, så de ikke ville tøve med at deltage i hellig krig og ikke ville frygte krig.’
sagde de. Da sagde Gud: “Jeg vil bekendtgøre dette for dem på jeres vegne.” Og han sendte disse vers ned.
I en hadis, som Tirmidhi betegner som “hasen” (god) og Hakim og andre som “sahih” (autentisk), og som er overleveret fra Jabir ibn Abdullah, siges det følgende:
“Jabir (ra) sagde: Jeg mødte Allahs Profet (fred og velsignelse være med ham),
‘Hej Cabir, jeg ser, at du er ked af det, hvad er der galt?’
sagde han.‘
O, Allahs budbringer, min far er dræbt i krig og har efterladt sig en familie og gæld.
sagde jeg. Han svarede:
‘Skal jeg dig glædelige nyheder bringe om, hvordan Gud din fader har modtaget dig?’
‘Ja’
sagde jeg. Han svarede:
‘Allāh, den Allerhøjeste, har aldrig tale til nogen bag en sløret, men Han har givet din far livet og tale til ham ansigt til ansigt,
‘Min tjener, bed mig om, hvad du vil, så vil jeg give det til dig.’
sagde han. Han sagde også:
‘Min Gud, giv mig livet tilbage, så jeg kan dø en anden gang for din sag.’
sagde. Gud, den Almægtige, sagde:
‘De vender ikke tilbage til mig.’
sagde han. Og han sagde:
‘O Gud, lad dem, der kommer efter mig, vide det.’
sagde han, og da nedsteg denne vers fra Gud.”
Det er muligt, at begge hændelser fandt sted, og der er ingen modstrid mellem de to beretninger, idet den ene angår én vers, og den anden angår flere vers. Og de beretninger, der fortæller, at disse vers blev nedskrevet på grund af martyrerne i Uhud, er klare. Ligesom verset i Sura Al-Baqarah (2:154) blev nedskrevet på grund af martyrerne i Badr. Disse martyrer blev glædesbudet, at alle de troende, der ikke deltog i martyrdøden (dvs. de, der overlevede), til sidst ville blive fri fra frygt og sorg og blive lykkelige, og de glædedes og var muntre.
På denne måde udgør den fortsatte fred og lykke i religion og verden for de tilbageblevne altså en af årsagerne til den velstand og glæde, som martyrerne nyder. Med andre ord, de glæder sig over udsigten til, at de fremtidige martyrer, der kæmper i deres fodspor og endnu ikke har nået martyrdøden, til trods for den smerte og det besvær, de lider i dag, til sidst vil blive martyrer og fuldstændig befri fra frygt og sorg i denne verden og i det hinsidige, og vil blive lige så lykkelige som de selv. Derfor, hvis martyrerne var klar over tilstanden af dem, der tabte krigen, blev frataget martyrdøden og lider under fjendtlig besættelse, og især står i fare for at miste deres religion, ville martyrerne også blive bedrøvede.
Det vil sige, at Gud den Almægtige enten vil holde martyrerne ude af bekendtgørelse af disse begivenheder, eller han vil beskytte dem fra den sorg, som disse begivenheder ville fremkalde, og glæde dem med sin nåde. Fordi de, der dør som martyrer for Guds sag…
“dem som ikke frygter noget og som ikke vil blive ked af det”
er. (Elmalılı, Tafsir)
At Koranen angiver, at martyrerne ikke dør, betyder ikke, at de ikke går til gravlivet. Det vil sige, de er sig ikke bevidste om deres død. De tror, de lever stadig. Forestil dig for eksempel to mænd. De er sammen i en smuk have i en drøm. Den ene ved, at det er en drøm. Den anden er sig ikke bevidst om, at det er en drøm. Hvem nyder oplevelsen mest? Selvfølgelig den, der ikke ved, at det er en drøm. Den, der ved, at det er en drøm, tænker: “Hvis jeg vågner nu, vil denne oplevelse forsvinde.” Den anden nyder oplevelsen fuldt og helt. Almindelige døde nyder oplevelsen mindre, fordi de er sig bevidste om deres død. Martyrerne derimod nyder oplevelsen fuldt, fordi de ikke ved, at de er døde. (se Nursi, Mektubat, s. 6)
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
