Kan man fornemme, at man skal dø, lige inden man dør?

– Vil Azrael (as) vise sig for ham?

Vores kære bror,

Når mennesker dør, genkender de dem, der er i nærheden, med vanskelighed, eller kan de dem slet ikke genkende. Selv om man antager, at dette skyldes svækkelse af de intellektuelle evner i dødens øjeblik, er det ikke tilfældet. Måske er det snarere, at visse ting, som de levende absolut ikke kan og vil forstå, åbenbares for den døende person, og at hele hans eksistens trækkes ind i hans eget indre. De ansigtsudtryk og ord, der ses hos den døende og som de omkringstående ikke forstår, har også med denne indre tilstand at gøre. Det vil sige, de har med det at gøre, som den døende ser, men som de omkringstående ikke kan se.

Ifølge en hadit, som Abu Ja’far Muhammad ibn Ali (d. 117/735), en berømt teolog fra den generation efter Sahaba (Tabi’in), har overleveret, vil en person ved dødens øjeblik blive vist sine gode og onde gerninger, og i det øjeblik vil personen vende sig mod det gode og lukke øjnene for det onde. I fortolkningen af verset i Qiyama-suren: “(hans gerninger, som han har sendt frem og som han har udsat)” (Alle hans gerninger vil blive ham meddelt.)1, har Suyuti (d. 911/1505) overleveret, at Hasan al-Basri (d. 110/728) sagde:

2

Da Profeten (fred og velsignelse over ham) kom til en døende Ansar-mand og spurgte ham, hvordan han havde det og hvad han så, sagde manden, at der var to ting forberedt for ham, en hvid og en sort. Profeten (fred og velsignelse over ham) spurgte ham, hvilken af de to var ham nærmest. Manden sagde, at den sorte var nærmest, og bad Profeten (fred og velsignelse over ham) om at bede for ham. Profeten (fred og velsignelse over ham) bad for ham, og manden meddelte derefter, at den sorte ting var fjerne. Dette er et bevis på, at en person i sine sidste øjeblikke ser sine gerninger. Den sorte ting, som manden så, repræsenterede hans onde gerninger, mens den hvide repræsenterede hans gode gerninger.

Berā’ ibn Azib, om versene fra Sūrat al-Ahzāb:

(til Gud) (til de troende) (fra enhver sorg)4

han siger om verset:

5

Når dødsengelen kommer for at tage en persons sjæl, hilser han først, og derefter vises personen hans sted i det hinsidige. Fra dette øjeblik indser folk deres tilstand i graven og i det hinsidige, som det er overleveret, at Ali sagde:6

I en hadit, der overleveres fra Jabir ibn Abdullah (d. 74/693), citerer Profeten (fred og velsignelser over ham) en af de beduiniske araber, der boede i ørkenen, en vers fra Surah Yunus:

7

Da han blev spurgt om betydningen af verset, forklarede han, at den omtalte gode nyhed i det hinsidige i verset refererer til den gode nyhed, som den troende modtager i øjeblikket af sin død.8

I en hadis, som den hellige Aisha (d. 57/676) har overleveret, har Profeten (fred og velsignelser over ham) fortalt, at alle ved dødens øjeblik vil se deres plads i det hinsidige. Den troende vil glæde sig over at møde Gud, mens den u-troende vil finde det ubehageligt. Da Profeten (fred og velsignelser over ham) sagde: “(hvis han elsker det)”, “(hvis han ikke bryder sig om det)”, sagde Aisha: Han sagde: “(i dødens øjeblik)”.9 I en anden hadis, som Aisha også har overleveret, sagde Profeten (fred og velsignelser over ham): at det at høre sine egne sidste ord,10 er et tegn på, at man har set sin plads i paradis.

I Koranen findes klare henvisninger til de gaver, glæder og straffe, som mennesker vil møde i dødens øjeblik. Dette vil afhænge af de handlinger, de har foretaget i dette jordiske liv, og af det gode og onde, de har begået. (De, der er fremragende i det gode) I vers 11 nævnes den trøst, der vil komme i dødens øjeblik (et paradis med uendelige gaver). (De, der benægter det) I vers 12 nævnes den straf, der vil komme i dødens øjeblik, og i det hinsidige venter helvedes straf på dem.13 Mujahid, en af de tidlige tolker af Koranen, (v. 100/718) i Fussilat-suren:

(og de, som har begået gode gerninger,) (i dødens øjeblik)14

Nogle har sagt, at den tilstand, der omtales i verset, finder sted i dødens øjeblik.15 Andre fortolkere mener, at denne glædelige nyhed kommer på tre tidspunkter: i dødens øjeblik, i graven og ved dommedag.16

Alt dette er et bevis på, at de troende, som er af de gode og de frelste, vil blive modtaget af englene med barmertelse og glædelige nyheder i dødens øjeblik.

I Surah Al-Mu’minun (Kapitel 23) i Koranen omtales det, at de utroende og de troende, der ikke har opfyldt deres pligter fuldt ud, vil blive bedt om at vende tilbage til verden, når de ser deres plads i helvede, og at englene vil meddele dem straf ved dødens øjeblik.17

Dermed begynder belønning og straf i det øjeblik, personen ved dødens øjeblik ser sin plads og føler glæde eller smerte.18 Fra det øjeblik er døren til fortrydelse lukket, og selv tro er ikke længere accepteret efter at have set sin plads.19 Fordi Koranen roser de troende ved at kalde dem20. Tro efter at have set straffen i det hinsidige er ikke accepteret, da det ikke er tro på det usynlige. Farao forsøgte jo også at tro i sit sidste øjeblik, mens han druknede, men det blev ikke accepteret af Gud.21 I Surah Gafir er det også klart angivet, at troen på dem, der siger “vi troede, efter at vi så straffen”, ikke vil gavne dem.22

1) Kıyame, 75/13.

2) Suyûtî, Şerhüs-Sudûr, bind 33 a, nr. 7253; bind 170 a, nr. 7371/3.

3) Samme værk, samme sted.

4) Ahzab, 33/44.

5) Hasan el-Idvi, 17 år.

6) Suyûti, ibid. 35 b; 171 b.

7) Jûnus, 10/64.

8) Suyûti, ibid., bind 35, s. 171b.

9) Bukhari, Sahih, Rikâk, 41, bind VII, s. 191; Ibn Majah, Sunan, Zühd, 31, bind II, s. 1425; Tirmidhi, Sunan, Cenâiz, 67, bind II, s. 247, (oversættelse) Tirmidhi har om denne hadith sagt: “Den er hasan-sahih”.

10) Buhari, Sahih, Rikâk, 41, bind VII, s. 192.

11) Al-Waqi’ah, 56/88-89.

12) Al-Waqi’ah, 56/92-93.

13) Suyûti, ibid. 34 b; v. 171 a.

14) Fussilat, 41/30.

15) Mujahid ibn Jabr, Tafsir Mujahid, bind II, s. 571, Pakistan, u.d.

16) Suyûti, ag.ev 35 b; v. 172 a

17) Al-Mu’minun, 23/99-100: Når så den dødelige stund kommer over hver enkelt af de polytheistiske troende, vil de sige: “Min Herre, send mig tilbage til verden, så jeg kan leve op til den tro, som jeg har forladt, og så jeg kan gøre gode gerninger…”

18) Se Nisa, 4/97; Enfâl, 8/50; Nahl, 16/32; Abdulkerim el-Hatib. Allah og Mennesket, s. 460, Beirut, 1975.

19) ar-Razi, Muhammed b. Abi Bakr, al-Hidaya, Emali Sharh) v. 69 a, Konya Yusufağa Küt, Nr. 7048; Şa’rani, ages 16

20) Al-Baqara, 2/3

21) Jûnus, 10/90-92.

22) Al-Mu’min 40/84-85: “Da de så, hvor voldsom vor straf var, sagde de: ‘Vi tror på, at Gud er én, og vi benægter det, vi satte ham lig med.’ Men da de så vor straf, var deres tro dem til ingen nytte. Dette er Guds sædvane med sine tjenere. Og de vantroende er her bedraget.”

(Livet i graven, Prof. Dr. Süleyman Toprak)

Med hilsen og velsignelser…

Islam i spørgsmål og svar