– Vers 284 i Koranens Sure 2 (Al-Baqara) angiver, at mennesket vil blive kaldt til ansvar for det, de har begået.
– Kan du forklare dette?
Vores kære bror,
Der findes to beretninger om, hvorfor denne vers blev nedskrevet:
Nogen
Det handler om at undertrykke vidnesbyrdet og at sige sandheden, som den er.
Den anden
denne vers er nedstigen om de troende, der tager de vantroende til venner og efterligner dem. For der er en tæt forbindelse mellem synd i hjertet og vantro.
Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører udelukkende Gud.
Alt, med sin sande natur og eksisterende orden, er Hans skabning, Hans ejendom. Det er under Hans kontrol og forvaltning. I hele universet kan intet tænkes at være skjult for Allahs viden. Han kender alt. Og da I er en del af dette, kender Han også alt, hvad I har indeni og udenpå, alt hvad I gør. Og uanset om I afslører det, der er indeni jer, eller holder det skjult, vil I i begge tilfælde blive afregnet af Allah for det. Derfor, begå ingen ondskab, hverken åbenlyst eller skjult. Udtrykket “alt, hvad I har indeni jer” er absolut og omfatter alle tilstande og handlinger af jeres ego.
Vilje, tilbøjelser og følelser, tanker og forestillinger samt alle slags minder og indbildninger, tvivler, overbevisninger, karaktertræk og dispositioner/fordomme og de tilhørende følelsesmæssige reaktioner, uanset om de er vilkårlige eller uvilkårlige, permanente eller midlertidige, gode eller onde i sjælen.
(i den indre verden)
Alt, hvad der findes, er omfattet af dette. Men frem for alt er konteksten i verset, altså den sammenhæng, hvori ordene bruges, forbundet med onde ting som at skjule vidnesbyrd og ikke sige det, man ved, så de gode synes at være fri for at blive kaldt til ansvar på grund af deres ydre udseende.
Et andet punkt.
“de, som er iblandt jer”
Fordi det er et fast, stabilt tilstand, bærer det en klar betydning for følelser, tanker og hensigter, der er dybt forankrede i jer og har taget form af en beslutning, ser det ud til, at det ikke gælder for flygtige og ubestemte følelser, der kommer og går.
I tredie omgang
Fordi at holde noget hemmeligt og afsløre det er viljestyrt, relaterer det til handlinger og adfærd, der er forbundet med menneskers vilje, og til de hensigter og forestillinger, der ligger bag dem; det, der er uvilligt, er udelukket. For at blive kaldt til ansvar er ikke nødvendigvis forbundet med afsløring eller hemmeligholdelse. Fordi det, at hensigter bliver afsløret eller forbliver hemmelige, er op til deres eget skøn. Dette sker absolut med hensigt og vilje. Det vil sige, alle handlinger og indre tilstande, der udføres viljestyrt, kræver, at man bliver kaldt til ansvar.
Om de, der ikke er sådanne, forbliver skjulte eller bliver afslørede, afhænger af Guds vilje. Men da ondskab er ondskab, er den i sig selv årsag til straf og smerte. Derfor er dens afsløring, uanset hvordan det sker, en anden form for straf for mennesker. Og det er en uundgåelig straf. At blive kaldt til ansvar heri sikrer heller ikke frelse, det vil sige åndelig befrielse. Det eneste, der kan sikre det, er Guds skjulte beskyttelse og tilgivelse. Derfor kan mennesker ikke undslippe afhængigheden af Guds tilgivelse og nåde. Kort sagt, intet kan skjules for Gud.
(Elmalılı, fortolkning af den relevante vers)
En hadit, som Muslim har nedskrevet, kaster lys over fortolkningen af verset ved at vise, hvordan Sahaberne forstod det, da det blev afsløret. Beretningen kan kort resumeres som følger:
Da denne vers blev nedskrevet, syntes Sahaberne, at det, de forstod af den, var vanskeligt, og de kom til Profetens tilstedeværelse, knælede og
“O, Allahs budbringer! Vi er blevet befaling til at udføre de handlinger, som vi er i stand til, som f.eks. bøn, faste, hellig krig og almisse (zakat).”
(Vi har intet at indvende imod dette)
Nu er denne vers kommet til jer, men vi har ikke kræfterne til at efterleve den!”
sagde de. (eller: sagde de det.) Profeten Muhammed
“Skal I sige: ‘Vi har hørt, men vi har ikke lydt’, ligesom de, der fulgte de to bøger før jer? Nej, I skal sige: ‘Vi har hørt og lydt. Vi beder dig, o vor Gud, om din tilgivelse, og til dig er vor vej.’ ”
(Muslim, Iman, 199)
han sagde det, og de sagde det samme, og jo mere de gentog denne sætning, jo mere blev deres tunger vant til det. Derefter kom vers 285 (som roser deres holdning), og derefter vers 284, som klargør og i visse henseender korrigerer Sahabas misforståelse af dette vers.
“Gud lægger ingen byrde på nogen, som han ved, at han ikke kan bære…”
Vers 286 i den ovennævnte passage er blevet nedskrevet.
Muslim citerer efter den ovenfor omtalte overlevering også følgende haditser, der er tæt forbundet med samme emne:
“Allah har tilgivet det, som hans ummah har oplevet, medmindre de har sagt eller gjort det selv.”
(Muslim, Iman, 201-202)
“Når min tjener har til hensigt at gøre noget godt, så nedskriver jeg en god gerning for ham; og når han det gør, så nedskriver jeg en god gerning for ham, som kan blive fordoblet op til 700 gange. Når han har til hensigt at gøre noget ondt, men ikke gør det, så nedskriver jeg ingen synd; men når han det gør, så nedskriver jeg én synd.”
(Muslim, Iman, 204-207)
Da Sahaberne kom til Profeten og sagde, at der af og til dukkede nogle onde tanker op i deres tanker, som de ikke kunne forklare, og som drejede sig om troen, svarede Allahs budbringer dem:
“Han er selve troen.”
(Muslim, Iman, 209)
For at kunne forstå de gengivne vers og haditser i en sammenhæng, der ikke indeholder indbyrdes modsigelser, er det nødvendigt at betragte dem som en helhed, i overensstemmelse med princippet om, at “folk vil blive holdt ansvarlige for ting, som de kun har tænkt i deres hjerter og som de endda ikke har udtrykt, og som vil blive straffet af Gud, hvis Han så ønsker.”
-som Gud har forklaret-
“Det er ikke synd at tænke onde tanker, hvis man ikke handler på dem; ligesom ting, der kun passerer i ens sind, og som man ikke har kontrol over.”
(ikke nok til)
“Manglende ansvar for sine tanker”
Det er nødvendigt at forene disse bestemmelser. For at opnå dette har fortolkerne givet forskellige fortolkninger.
Det er overleveret fra Ibn Abbas, at denne regel vedrører at skjule vidnesbyrd og falsk vidnesbyrd. Efter at de ovenstående vers har befalo at nedskrive gælden, at vidne og at stille pant, så er det i dette vers, at det angives, hvad parterne i gælden vil opleve, hvis de svigter deres tillid. Verset vil sige: “Gud kender alt fuldstændigt; for Han er skaber, ejer og hersker over alt. Hvis et vidne skjuler det, han ved, eller taler ufuldstændigt, så kender Gud det og vil handle derefter.”
Følgende forklaring, som vi præsenterer som en opsummering af Ibn ‘Ashur, er et godt eksempel på, hvordan man kan forstå og vurdere vers og hadither som en helhed, uden at de modstrider eller ophæver hinandens betydning: Det, der passerer gennem menneskets sind, er kun en
“husk”
så
(forestilling, fantasi, fødsel)
Der er ingen tvivl om, at man ikke er ansvarlig for dette. Fordi det er ikke i menneskets magt at kontrollere og forhindre det. Den hadit, der siger, at “folk ikke er ansvarlige for det, der passerer igennem deres sind”, vedrører denne tanke.
Hvis “tanken” ikke bare har flimret forbi, men er blevet overvejet, tænkt igennem og nået til et stadie af hensigt og beslutning, så har det også sine nuancer afhængigt af emnet:
a)
Hvis disse ting er som tro, afvisning, afgunst, ondskab, had –
som af natur er uudtrykte, som ikke omsættes i handling, som forbliver i hjertet og sindet
– Det er indlysende, at psykologiske tilstande, følelser og beslutninger medfører ansvar.
b)
Hvis hensigten og beslutningen vedrører en “handling”, for eksempel at tyve, og man har besluttet at tyve, men derefter har man opgivet det uden ydre indflydelse eller hindring, så er det nævnt i en hadit, at man endda vil blive belønnet for det.
c)
Hvis den onde hensigt og beslutningen er blevet opgivet på grund af en ekstern indflydelse eller hindring, er der to modsatrettede meninger om, hvorvidt personen skal straffes, som om han eller hun havde begået handlingen.
(Diyanet-fortolkningen, Korantolkeningen, fortolkning af vers 284 i Sure Al-Baqarah)
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
