Kan du forklare verset “Üd’ûnî estecib lekum. / Bøn til Mig, så vil Jeg imødekomme jer.” (40:60)?

Svar

Vores kære bror,

Mestren Bediüzzaman udtrykker dette emne på følgende måde:

“Hvis du siger: ‘Vi beder mange gange, men vores bønner bliver ikke hørt. Men verset er generelt… det udtrykker, at der er et svar på enhver bøn.'”

“At svare er ét, at imødekomme er et andet. Til enhver bøn er der et svar; men at imødekomme, altså at give det, der er bedt om, er underlagt Allahs visdom. For eksempel: Et sygt barn beder:”

‘Hekim! Se på mig.’

Læge:

‘Lebbejk!..’

der…

‘Hvad vil du have?’

giver svar. Barn:

‘Giv mig den medicin.’

Han siger: “Lægen enten giver ham præcis det, han vil have, eller han giver ham noget bedre, som er bedre for ham, eller han ved, at det vil skade hans sygdom, og giver ham intet.”

“Her er”

Gud, den Almægtige, den Allvise.

Fordi Han er til stede og opmærksom, besvarer Han slavernes bønner. Han forvandler vildskab og ensomhedens skræk til tryghed med sin tilstedeværelse og svar. Men ikke med menneskets egoistiske og begærlige dominans, men måske med kravet fra den guddommelige visdom, giver Han enten det, der er bedt om, eller noget bedre, eller Han giver ingenting.”

(Ordene, Det 23. Ord)

Der findes desuden haditser om dette emne, og i en hadit, der overleveres fra Abu Hurairah (r.a.), siges det, at Profeten (s.a.w.) sagde:


“Enhver af jer vil få sine bønner opfyldt, medmindre han eller hun er utålmodig. Men der er nogen, der er utålmodige og siger:”

‘Jeg bad til min Gud, men han tog ikke min bøn til sig.’


En anden overlevering fra Muslim lyder som følger:


“En bedesøgende vil få sit ønske opfyldt, medmindre han beder om synd eller om at bryde familiebandene.”

(til accept)

fortsetter.”

I Tirmizis overlevering lyder det dog som følger:


“Den, som beder til Gud, vil Gud besvare. Denne besvarelse vil enten ske her i verden, eller den vil blive opbevaret til den hinsidige verden, eller den vil ske ved at hans synder lettes i det omfang, han har bedt. Det er dog på den betingelse, at han ikke har bedt om synd, eller om at slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæbende slæb


(Tirmidhi, Da’awat 145)

Som det fremgår af haditten, bliver ens bøn opfyldt, medmindre man beder om ting, der er syndige eller forbudte.


…Jeres Gud har sagt: Lad mig høre jeres bønner, så vil jeg besvare dem.

Fordi der nævnes både bøn og tilbedelse, har tolkere af Koranen forklaret det på to måder, da bøn enten skal tolkes som tilbedelse eller tilbedelse som bøn:




For det første

,


Som det fremgår af mange steder i Koranen, kan bøn (dua) oversættes som tilbedelse; det betyder: Tilbed mig og tjene mig, så vil jeg give jer belønning og gode ting. Ifølge denne fortolkning, som er overleveret fra Ibn Abbas, Dahhak og Mujahid,

“anmodning”

ikke ved hjælp af sprog, men i tilføjelse til det

“faktisk efterspørgsel”

Det betyder, at det er en betingelse. På denne måde passer følgende forklaring til denne betydning:

Fordi de, der vender sig bort fra tilbedelse

det vil sige dem, der af stolthed ikke vil tilbede mig,

De vil helt sikkert ind i helvede i morgen, ydmygede og foragtede.




For det andet,




“Bed mig, så vil jeg give jer det, I beder om.”

Det betyder, at I skal bede mig, så vil jeg give jer, og det er det, der er overleveret fra Suddī og det, som man umiddelbart forstår. Men i henhold til dette skal tilbedelse fortolkes som bøn.


Det er den subtile forskel, der ligger i at udtrykke det på denne todimensionelle måde.

Det udtrykker, at tilbedelse kræver bøn, og bøn kræver tilbedelse; på den ene side er bøn som ryggraden i tilbedelse, og på den anden side er tilbedelse en af betingelserne for, at bønnen bliver hørt.

Dette gebet er meget vigtigt og bemærkelsesværdigt. Det indebærer først og fremmest en udtryk af menneskets begrænsede vilje og en afvisning af determinisme. Både i tilbedelsens betydning og i selve gebetet er det befaling at bede, og det er en betingelse for, at Gud besvarer gebetet, at mennesket beder. Og det er en sådan betingelse, at manglen af betingelsen medfører manglen af det, der er betinget af betingelsen, og dermed er det forbudt at afstå fra at bede.

“De vil ende i helvede”

som en advarsel. Derfor er befalingen obligatorisk, og hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt enhver bøn bliver hørt,


“Nej, men I kan kalde på Ham, og Han vil åbne det, I kalder på Ham for, hvis Han vil.”


(En’am, 6/41)

Som det fremgår af verset, er det registreret ved hjælp af en anmodning. Det vil sige, det er en betinget regel (kazıyye-i şartıyye).

(betinget udsagn)

Det er ikke en samling (af værker), men snarere en samling af forsømte ting.


“Kun gode ord kan løfte ham op, og gode gerninger løfter ham endnu højere.”


(35:10)

I henhold til versets betydning er det betinget af visse betingelser for accept. Derfor nævnes det her sammen med tilbedelse.

I Keşşaf citeres Ka’b som følger:

“Den Almægtige Gud har givet denne ummah tre egenskaber, som Han ikke har givet nogen af de profeter, som Han sendte til verden før dem. Hver profet…”

‘Du er mit vidne over for mit folk.’

sagde han, og det gælder også for denne umme.

‘I skal være vidner for menneskene.’


(Al-Baqara, 2:143)

sagde han.


“Der er ingen synd i det, som Gud har pålagt profeten.”


(Al-Ahzab, 33/38)

i overensstemmelse med versets betydning

“Det er ingen besvær for dig”

sagde han, og det gælder også for denne umme.

“Gud vil jer ikke påføre nogen uret.”




(Al-Maida, 5/6)

sagde han.

“Bed til mig, så vil jeg svare dig.”

sagde han. Og til denne umme

“Bønfald mig, så vil jeg imødekomme jer.”


(De troende, 40/60)

sagde han.


“Bønfald mig, så vil jeg imødekomme jer.”

Det kan også oversættes med: Råb til mig, så vil jeg svare jer. Det kan også oversættes med: Søg mig, så vil jeg lytte til jer, og I vil finde mig, og den, der finder mig, vil finde alt. Fordi

“Hans befaling er, at når Han vil have noget, så siger Han blot til det: ‘Vær!’, og det er.”


(Yasin, 36/82)

Det siges, at dette er den bøn, der aldrig afvises. Som det fremgår af visse nyheder…

“Den, der søger mig, vil finde mig.”

Det er blevet overleveret, at de, der er stolte og nægter at tilbede mig, det vil sige, de, der nægter at bede til mig og søge mig, vil blive ydmyget og fornedrede i helvede, langt fra mig.

(Elmalılı Hamdi Yazır, Hak Dini Kur’an Dili, Fortolkning af den relevante vers)


Med hilsen og velsignelser…

Islam i spørgsmål og svar

Seneste Spørgsmål

Dagens Spørgsmål