Vores kære bror,
“Vi har også fastlagt visse faser og stationer for Månen; den kredser og kredser, indtil den til sidst bliver tør, gul og buet som en gammel, tørnet daddelgren. Heller kan Solen nå Månen, heller kan natten forhånds komme før dagen. Hvert af disse himmelske legemer flyver og hviler i sin bane…”
(Yasin, 36/39, 40)
Og hvad angår Månen, så har Vi fastlagt dens faser.
Den flyder ikke jævnt som solen. Vi har fastlagt visse opholdssteder for den og en bestemt tid for hvert ophold.
Det er en planet.
Hver dag kommer den til et bestemt sted, og den vises på en bestemt måde afhængigt af det sted. Araberne har talt månestjernerne som følger:
Šartan, Butayn, Surayya, Dabarān, Hek’a, Hen’a, Zira’, Nasra, Tarf, Cebe, Zubra, Sarfe, Avva, Simak, Gafir, Zubana, Iklil, Kalb, Šavla, Na’im, Belde, Sa’düz-Zabih, Sa’dübula’, Sa’düs-Suud, Sa’dül-Ahbiye, Fer’uddelvil, Muahhar, Reša.
Hver nat slår de lejr i en af disse, og deres lys (skønhed) vokser og vokser indtil fremtiden, og derefter aftager det, indtil det i den sidste lejr – som er før genforeningen – bliver meget tyndt og buet.
Indtil han til sidst vender tilbage til at være den gamle skurk.
URCÛN:
Det betyder den krøllede gren af en frugtstand. Især den nederste gren af en daddel-frugtstand, som er den ældste, altså fra sidste år, er tyndere, mere krøllet og farverigere. Denne metafor er af en overraskende skønhed. Den viser ikke kun den første og sidste form af halvmånen, som man fejlagtigt kan tro, men den viser også en linje af den bane, som Månen bevæger sig i rundt om Jorden i løbet af en måned, mens den passerer disse stjernehus.
Ved at kalde det gammelt, er der også forestillet det rum, som Månen indtager i hver af dens positioner på denne bane, og de gamle astronomer ville ikke have kunnet forstå den subtile analogi. Denne ordning er så smuk og denne opdeling af opgaver er så passende, at (…)
ikke heller er det passende, at solen skal slå ned over månen.
(…)
når natten ikke kan tage over for dagen.
(…)
De svæver alle i en sfære (bane).
De kolliderer ikke med hinanden, opgaverne er fordelt så smukt og ordentligt.
(Yesbehune) “De svømmer”
Ved at bruges i flertal antydes, at der ikke kun menes solen og månen, men alle himmelslegemer. I denne henseende henviser denne vers, som peger på nye astronomiske love, til en lignende vers i Surah An-Naba (21:33), se forklaringen af denne vers.
“Hvad er det for en sfære, som solen svømmer i alene? Er det ikke en bane, og skal den så ikke have en planet?”
kan man spørge. Selv om man kan kalde kredsløbet for bane i betydningen af det sted, hvor den roterer om sin akse, er det åbenlyse, at solen, som beskrevet ovenfor og som hadithen viser, bevæger sig mod et andet stabilt sted, et centrum, under tronen, og at den sfære, den svømmer i, derfor skal betragtes som dens bane og bevægelsessted.
(Elmalılı M. Hamdi YAZIR, Hak Dini Kur’an Dili)
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
