Vores kære bror,
Lad os først se, hvad Koranen siger:
1) “Han er Herre over de to øst og de to vest.”
(Ar-Rahman, 55/17)
som nævnes i verset, der lyder:
“to øst – to vest”
udtrykket henviser til flere sandheder:
“Øst og vest, afhængigt af, om dagene bliver længere eller kortere i sommer- og vinterperioden.”
betyder det.
(Zemahşerî, IV/445; Beydavî, VI/139)
I overensstemmelse hermed nævnes i verset begge sider af sæsonerne, og begrebet øst og vest, som eksisterer hver dag mellem disse to yderpunkter, overlades til menneskenes overvejelse.
2) “Ved Ham, der er Herre over øst og vest!”
(Maarıc, 70/40)
I den vers, der er oversat, bruges ordene øst og vest.
“Øst-Vest”
er brugt i flertal. Dette indikerer, at solen har mere end én øst og vest.
Fordi Jorden er sfærisk, findes der en øst og en vest i forhold til hver halvkugle. Et punkt, der betragtes som øst, kan også betragtes som vest, og et punkt, der betragtes som vest, kan også betragtes som øst.
(Ibn Aşur, XXVI/247; Yazır, VII/370-371)
3)
Koranen er en bellig (betydelig) bog. Bellig er i overensstemmelse med de aktuelle omstændigheder. Derfor er det, at Koranen primært taler til menneskene i sin egen tid, en nødvendighed af bellig. Ikke kun i den tid, men i cirka fjorten århundrer troede folk, at solen steg op i øst og sank i vest, som det var synligt. Nu ved vi, at der er mere end én øst og vest. De to vers, hvis oversættelser er givet ovenfor, peger på disse to sandheder.
-I overensstemmelse med dette princip er det sådan, at de udtryk, som profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham) brugte, er formuleret i en stil, som både de tidligste mennesker og folk fra alle tider, samt mennesker og videnskabsfolk i de seneste århundreder, kan forstå.
Således, profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham)
“Når solen går ned, knæler han under tronen.”
Udtrykket “Øst og Vest” tolkes af almindelige mennesker som solens opgang og nedgang om morgenen og aftenen. Videnskabsmænd derimod forstår det som, at der er mange øst og vest, og at solen i hver nedgangspunkt beder under tronen om lov til at blive genfødt.
Dog er det sådan, at uanset hvor man er i verden i dag – bortset fra polerne og de tilstødende områder – opfatter folk i alle regioner begreberne øst og vest ud fra solens bevægelse i deres egne regioner. Og denne opfattelse er korrekt. Det er det, man kan se med det blotte øje.
Den relevante haditsteksling lyder som følger:
“Jeg gik ind i moskeen, da solen stod ned. Profeten (fred og velsignelse være med ham) sad der. Han sagde til mig:”
‘Abu Zar, ved du, hvor solen er på vej hen?’
sagde han. Jeg,
‘Kun Gud og hans profet ved det’.
sagte jeg. Han svarede:
‘Han går for at bede om lov til at foretage prostration, og han får lov. Som om han en dag vil…
‘Væk op her!’
man vil sige, at han vil genopstå fra det sted, hvor han faldt.”
Rasulullah (fred og velsignelser over ham) sagde derefter
‘Solens stråler strømmer mod det sted, de er tilstrømmet til.’
(Yasin, 36:38)
læste han verset op.”
(Tirmidhi, Fiten, 22.)
Forklaring:
1.
Denne hadit giver en forklaring på et emne, som har optaget menneskene siden de tidligste tider.
“Hvor går solen hen om aftenen?”
For nutidens menneske er denne spørgsmål ikke længere interessant. Her er det profeten Muhammed (fredesvæn over ham), der stiller spørgsmålet til Abu Dharr (r.a.) og giver svaret. I andre overleveringer er det Abu Dharr, der stiller spørgsmålet, og profeten Muhammed (fredesvæn over ham) giver svaret.
2.
Der findes forskellige fortolkninger af teologer angående profetens (fred og velsignelser over ham) svar. Vi kan forstå haditten på følgende måde: Koranen angiver, at al skabning beder.
(Isra, 17/44)
Han nævner dem, der tilbeder solen, i særdeleshed.
(Al-Hajj, 22/18)
Nogle lærde har besvaret spørgsmålet om, hvordan skabningerne beder, på følgende måde:
“Det er de iboende handlinger, det vil sige, hvis man har udført det, man er skabt til at gøre, så har man udøvet tilbedelse.”
De har sagt: Solen udfører sin tilbedelse, sin prostration, ved at udbrede lys i hvert øjeblik. At den for os synligt går ned, betyder, at den ophører med at udbrede lys til os. Men det betyder, at den rejser til andre kontinenter på jorden for at udføre den samme opgave (prostration).
At den bevæger sig under Arsh kan også forstås på følgende måde: Siden Arsh omfatter alle himmelverdener, kan det slet ikke siges, at den bevæger sig under den. Den sol, som vi ser over os om dagen, på horisonten i forhold til os, er synlig om dagen, men synlig om natten, hvilket indikerer en relativ afstand og en tilstand af usynlighed. I dette tilfælde er dette sandsynligvis det mest tilfredsstillende svar for folk, der ikke har kendskab til kosmografi.
3.
At solen rejser fra det sted, hvor den går ned, er et tegn på dommedag, og henviser til, at solen vil rejse fra vest. Nogle tolker begivenheden med solen, der rejser fra vest, som en metaforisk fortolkning og mener, at islam vil komme på denne måde. Men selvom denne idé ikke er forkert, mener vi ikke, at man bør ignorere den sande betydning. Fordi en hadith kan have mere end én betydning.
Når solen stiger op fra vesten, vil alle tro. Men da vil viljen og frie valg ikke længere have nogen betydning, og døren til fortrydelse vil være lukket. Derfor vil tro og gode gerninger, som udføres af dem, der før ikke troede, på den dag ikke blive accepteret og vil være uden værdi.
(Muslim, Iman, 248; Ibn Majah, Fitn, 32.)
Fordi det vil være for sent.
Med solens opgang fra vesten vil tilbedelse og prøvelse ophøre, og viljestyrken vil forsvinde. Døren til fortrydelse vil være åben indtil da.
(Ibn Mace, Fiten, 32.)
vil lukkes, og det vil da heller ikke længere nytte at omvende sig. I henvisning til dette emne, siger Bediüzzaman, at når solen stiger op i vesten, vil mennesket miste sin vilje og frie valg.
“Er der ingen fristelse, kan der ingen valg være. Og det er af denne hemmelige visdom, at mirakler er sjældne og sjælden givet. Og i fristelsens verden er tegnene på dommedag og tegnene på den kommende tid, ligesom visse uklare passager i Koranen, skjulte og åbne for tolkning. Kun solens opgang fra vest tvinger alle åbenlyst til at bekende sig, og da lukkes døren til omvendelse, og omvendelse og tro er da ikke længere accepteret. Fordi de, der bekender sig som Abu Bakr, vil stå sammen med de, der bekender sig som Abu Jahl.”
(Şuâlar, s. 884).
I haditserne
“Solens Østlige Opstigning”
, som i den sande betydning er blevet behandlet og nævnt i haditten, der er overleveret af Abu Dharr (ra) og som er nævnt ovenfor.
Bediuzzaman, hvis fortolkninger vi igen henter, mener, at solen vil stige op fra vesten i den bogstavelige forstand, altså fra den vestlige retning, og at der ikke er brug for en allegorisk fortolkning.
“Det er bare det, der er”
og tilføjer:
“Al-Allah ved, den tilsyneladende årsag til, at solen vilstige fra vest, er, at Koranen, som er som fornuften i jordklodens hoved, forsvinder fra dens hoved. Jorden bliver gal/til besindelsesløs og – med Allahs tilladelse – rammer et andet planet, hvorefter den vender sin bevægelse om og, med Allahs tilladelse og vilje (ønsket), ændrer sin rejse fra øst til vest til vest til øst, og solen begynder at stige fra vest. Ja, hvis den kraft, der binder jorden til solen og himlen til jorden, nemlig Koranen, som er Allahs stærke reb, bryder, løsner jordklodens reb sig, bliver den en løssluppen vandrer og på grund af sin modsatte og uregelmæssige bevægelse stiger solen fra vest. Og som følge af kollisionen, med guddommelig befaling, vil dommedag indtræde…”
(Stråler, s. 496-497)
“Der vil gå kort tid mellem det øjeblik, solen stiger op i vest, og dommedag indtræffer.”
I hadithen nævnes det også, at to personer vil sprede deres stof for at foretage en handel, men de vil ikke kunne afslutte handlen og samle deres stof op, at en anden mand vil malke sin kamels mælk, men ikke drikke den, at en anden vil forberede en vandtrug til at drikke sine dyr, men ikke vil kunne drikke dem, og at en anden vil føre et stykke mad til sin mund, men ikke vil kunne spise det, før dommedag indtræffer.
(Bukhari, Fiten, 25; Musnad, II, 313.)
Det skal dog ikke forstås sådan, at alt dette vil ske inden for få timer. Det er, ligesom visse andre ting, en metafor, der skal illustrere tidens korthed.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
