– Jeg kan simpelthen ikke elske folk af kærlighed til Gud, og derfor misunner jeg ubevidst og imod min vilje nogle mennesker, som jeg holder af, hvis de viser hengivenhed til andre. Jeg venter det samme i gengæld, og når jeg ikke ser det, lider jeg af uendelig sorg, kval og åndelig angst.
– Nogle gange siger jeg, at hvis selvmord var tilladt, ville jeg begå selvmord på grund af den lidelse, jeg oplever. Kan du hjælpe mig?
Vores kære bror,
– Vi mener ikke, at vurderingen “Jeg kan simpelthen ikke elske folk af kærlighed til Gud” er korrekt.
Fordi det er ikke muligt at elske alle mennesker i lige grad, og det er heller ikke nødvendigt, at det skal have en effektiv virkning.
Men hvis du sammenligner en troende med en u-troende, vil du se, at du foretrækker den troende. Og det er af kærlighed. For eksempel, hvis du kun kan redde én af to mennesker, der drukner, redder du først den troende. Fordi det er en konsekvens af troen, som i det mindste findes i samvittigheden.
Derfor, hvis man tænker på det på en sådan komparativ måde, vil man indse, at man elsker sine troende brødre og søstre for Allahs skyld.
– Kærlighed er af naturen jaloux.
Men der er stor forskel mellem kærligheden mellem to personer af forskelligt køn og den kærlighed, der opstår ud af tro. I det første tilfælde kan der være jaløsi, men i det andet tilfælde må der ikke være jaløsi.
– Fra følgende udsagn af Bediüzzaman:
-omkring den vidtrækkende cirkel af kærlighed, der stammer fra troen, og som er så bred, at der ikke er plads til misundelse-
Vi håber, at vi kan lære af det:
“En af vores gamle venner havde en fjendskab med en anden mand. Ved siden af ham blev hans fjende beskrevet som en mand af gode gerninger, ja, endda som en hellig mand. Den mand blev hverken misundelig eller vred. Så sagde en anden:
‘Din fjende er modig og stærk.’
Vi så, at der vågnede en stærk misundelse og rivalisering i ham. Vi sagde til ham: ‘Vejledelse og retfærdighed er en kraft og en højde, lig en diamant i et uendeligt evigt liv. Du misundte ham ikke i denne henseende. Verdenske kræfter findes i okser og mod i dyr, men i forhold til vejledelse og retfærdighed er de som et almindeligt stykke glas i forhold til en diamant.’ Manden sagde:
‘Vi har begge satset på det samme mål, den samme position i denne verden.
For at komme dertil, er vores trin ting som styrke og mod. Derfor var jeg misundelig. De himmelske grader i det hinsidige er ubegrænsede.
Han kan være min fjende her, men der kan han være min inderlige og kære bror.”
(se Lem’alar, s. 157)
– At den, du elsker, elsker en anden, betyder ikke, at du *også* skal elske den anden. Fordi alle de rimelige handlinger, som den du elsker foretager, er behagelige for dig. Siden du elsker ham/hende, vil du også elske dem, som han/hun elsker. Og hvis du elsker den person af Gud, vil du også elske dem, som han/hun elsker, da de er forbundet med ham/hende af en åndelig kæde.
“For det første, da der ikke er misundelse, strid eller diskussion i åndelige anliggender, så er enhver af disse samfund, der indleder diskussioner eller konkurrence, ligesom de begår hykleri og falskhed i deres tilbedelse.”
(se Hutbe-i Şamiye, s. 98)
– Hvis vi elsker det, vi elsker, af verdslige grunde,
Vi kan hverken slippe af med dette kærlighedsspænde eller af den tilhørende jalusien. Vi er jaløse, fordi det, at den, vi elsker, elsker en anden, er i strid med vores verdslige interesser. Vi er bange for, at vores interesser skal deles eller ændre sted.
– Vær sikker på, at hvis vi inderligt og stærkt forankrer de grundlæggende principper af troen, især vores tro på Gud og det hinsidige, i vores hjerter, så vil vi, ligesom vi prioriterer Guds tilfredshed, heller ikke bytte paradisets velsignelser med nogen verdslig gevinst.
Vi vil rette den milde del af vores følelser mod verden, og den stærke del mod det hinsidige.
Desuden,
“Løsningen til at leve et lykkeligt verdsligt liv er at undgå at bruge de stærke følelser, der er givet til det hinsidige, på verdslige, forgængelige ting. Ligesom kærlighed har to former, en metaforisk og en sand, så har også stærke følelser som grådighed, stædighed og bekymring for fremtiden to former, en metaforisk og en sand; de metaforiske er meget skadelige og fører til dårlig karakter, mens de sande er meget gavnlige og fører til god karakter…”
(se Mektubat, s. 487)
) vil vi have lært.
Lad os heller ikke glemme M. Akifs råd:
“Stå på Gud, tag fat i din indsats, og lad dig lede af visdom!”
“Hvis der er en vej, så er det den, jeg kender ingen anden udvej.”
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
