Vores kære bror,
Hjertestop
Det beskrives som en tilstand, hvor et hjerte, ved at blive hårdt og mørkt af vantro og oprør, bliver umodtageligt for tro.
Allahs budbringer (fred og velsignelse være med ham) sagde:
“Med hver synd opstår der en sort plet i hjertet.”
I en vers fra Koranen står der også:
“Gud vil aldrig tilgive, at der sættes andre guder ved hans side; men han tilgiver, hvem han vil, andre synder end disse.”
(Nisa, 4/48)
Som vi forstår af denne hadit og vers, er den største mørke, der mørklægger hjertet, shirk, altså at stille andre partnere til Allah. Når en person forsvarer shirk og bekæmper de troende i denne sag, bliver dette mørke i hjertet dag for dag mørkere og bredere. Det spreder sig gradvist til hele hjertet. Det bliver så godt som umuligt for den person at acceptere iman og tawhid. Som Nur-forfatteren udtrykker det,
“Han/Hun er ikke længere værdig til at modtage godhed og velgørenhed.”
Den nævnte vers er nedstigen angående de polytheister, der opponerede mod og kæmpede mod Allahs budbringer (fred og velsignelser over ham). Og det var fordi polytheismen fuldstændig herskede i deres hjerter, og der ikke var plads for monotheisme.
“Hjertets segling”
Det er på denne måde udtrykt. De, for hvem døren til vejledning er lukket, er de polytheister, der er nået dette punkt. Ellers er det ikke sådan, at døren til vejledning lukkes for enhver, der begår synder, begår uret eller begår polytheisme. Ellers, hvordan ville vi forklare, at titusinder af mennesker, der tidligere tilbad afguder, konverterede til islam i den lykkelige æra? Hvis hjertet af enhver, der begår polytheisme, var forseglet, ville ingen polytheist kunne blive muslim. Det vil sige, de, hvis hjerter er forseglet, er de, for hvem det er umuligt at vende tilbage til monoteisme. Og de falder i denne afgrund ved at misbruge deres frie vilje.
Vi vil gerne kort nævne et meget vigtigt punkt:
I Nur Külliyatı behandles vantrold i to dele: Adem-i kabul og kabul-ü adem.
Ikke-accept,
altså
“ikke at acceptere de sande principper af troen”
om, eller vedr.
“Det er ligegyldighed, det er at lukke øjnene og det er en uvidende ubeslutthet.”
kaldes.
Acceptance of death
i
at forsøge at bevise sin vantro og bekræfte sin falske overbevisning
Det er tale om denne anden gruppe, som deltager i kampen mod de troende på hedenskernes side.
Det er netop for disse ting, at hjertet bliver beseglet.
”
Mere
Vi siger dette, fordi selv blandt disse mennesker er der nogle, som finder vej til rette tro og vælger islam. De, hvis vantro er fuldstændig åbenbar, er det ligegyldigt, om du har advaret dem (om Allahs straf) eller ej; de vil alligevel ikke tro. Men denne advarsel og manglen derpå er ikke det samme for dig; det er ikke “ligegyldigt for dig”, men “ligegyldigt for dem”. Du har nemlig opfyldt din pligt, vist og forklaret Allahs bevis, og fortjeningen tilhører dig, mens synden tilhører dem. Og hvad angår ligegyldigheden, årsagen til at de ikke troede: Det skyldes, at den ophøjede Allah har forseglet deres hjerter og ører. De har mistet evnen til selvstændigt at opfatte, overveje og finde sandheden, til at lytte og høre, selv om de ikke vil, og til at vise god vilje.
De har et oprindeligt hjerte, men de har mistet dets oprindelige styrke og har tilegnet sig en anden vane, som dækker det med deres dårlige vaner. Dette har Gud, den Almægtige, tilladt. Nu vender de sig kun til sig selv, til deres egne ønsker og begre, til deres personlige og egoistiske mål. Alle aktiviteter og evner i disse hjerter, som var skabt til at forstå sandheden, er druknet i begærelser af egoet, og de er stædigt lukket af for de gudsagtige sandheder, selv for fremtidige fordele, og de er kun interesseret i deres nuværende ønsker.
“Har vi jer ikke givet tid nok til at modtage den vejledning, I har brug for?”
(35:37)
I henhold til verset har de fuldført den tænkeprocess, som Gud har givet dem, og vantro er nu blevet deres fuldstændigt åbenbarede fortjeneste, karakter og anden skabelse. De tænker hverken over sandheden, beviserne fra sjælen som hjertet, eller over et evigt åbent åndeligt og rationelt mirakel som Koranen, og de lytter hverken til det, vil heller ikke lytte til det, det passer dem ikke at vide det, og selvom de vidste det, ville de ikke acceptere det. Udover dette har de også en slør over øjnene…
I den synlige verden kan de, selv om de ville se, ikke se de klare beviser, der er synlige for øjet, som f.eks. jordens form, mineralernes sammensætning, planter og dyr, anatomi osv., for deres øjne er slørede. De er indhyllet i sløret af uvidenskab, begær, ondskab og egoisme. De ser f.eks. hver dag på himlen, de ser det smukke landskab, der behager deres hjerte, men de ser og tænker ikke over, hvordan og ved hjælp af hvad, det lille øje, den lille pupille i dette lille øje, kan opfatte det store, fjerne landskab udenfor, som er så langt og vidt væk. Når de er sultne, skynder de sig til brød, men de tænker og ser ikke over, hvordan de opfatter brødet udenfor og hvordan og ved hjælp af hvad de kan opnå harmoni og tilpasning til det… På denne måde er de berøvet alle tre grunde til viden, som er nødvendige for at forstå sandheden: hjerte og sind, sunde sanser og evnen til at høre budskabet.
– Hvordan forsegler man et hjerte?
Som bekendt sker forsegling på ting som kuverter, beholdere, dække og døre. Menneskers hjerter er som kuverter og beholdere for viden og information. Alt det, vi forstår, er gemt derinde. Øret er som en dør, hvorigennem det hørede kommer ind. Især nyheder om det skjulte, om fortiden, fremtiden og nutiden, og begreberne i bøgerne, bliver kendt gennem hørelsen. Derfor ligner forseglingen af hjertet forseglingen af en kuvert, og forseglingen af øret forseglingen af en dør. Profeten Muhammed (fred og velsignelse over ham) har i sine hadither sagt, at:
“Når synden begås for første gang, dannes der en sort plet, en sort ar i hjertet. Hvis den, der har begået synden, angrer og beder om tilgivelse, skinner hjertet igen. Men hvis synden gentages, vokser pletten, indtil den til sidst dækker hele hjertet som en slags skal, som beskrevet i sura Mutaffifin.”
‘Nej, det, de har tjent og tjener, er som rust, der har lagt sig på deres hjerter.’
(83:14)
“Rayn” i verset er det samme.”
(se Tirmizi, Tefsiru Sûre, 83, 1; Ibn-i Mace Zühd 29)
Denne hadit viser, at synder, hvis de fortsætter, dækker hjerterne som en skal. Da sker det, som verset nævner, at Gud stempler og præger dem. Den smitsomme plet trykkes ind i hjertet. I starten er det som blæk, der er spildt på et blankt, glansfuldt papir, og som kan fjernes, men derefter bliver det uudsletteligt. Med andre ord, en vane bliver en anden karakter. Den kan hverken slettes eller fjernes, og da er der ingen vej tilbage til troen, og ingen middel til at slippe fra vantro.
At man opnår denne segling og dette pres er menneskets fortjeneste, men skabelsen af det er fra Gud.
Derfor er det her, at tilskrivningen af “hatm” (segling) til Gud ikke er en metafor, men en sandhed, som Ahl-i Sunnet forstår, og der er ingen tvang (jabr). Denne hadit og vers forklarer smukt spørgsmålet om vane i moral. Den forklarer smukt, at værdien af moral og religion ligger i kontinuitet og vane. Dette punkt er hemmeligheden bag opdragelse. Forskellen mellem at insistere på en synd og ikke insistere på den fra et religiøst synspunkt ligger her. Det faktum, at at betragte synd som tilladt og det forbudte som tilladt er kuffar (noget som kun Gud kan gøre), hænger også sammen med dette. I spørgsmålet om tro er konsekvensen af denne vane, denne anden karaktertræk, denne faste disposition for kuffar, det samme som det er for de troende i spørgsmålet om handling.
Man bliver vant til det gode ved at dyrke det. Det onde bliver til en uatskillelig anden karaktertræk ved gentagne handlinger.
Livets gang betyder at tilegne sig denne vane. Ved den oprindelige skabelse har den menneskelige vilje ingen indflydelse. Men ved tilegnelsen af vanen er den første del vigtig. Alligevel er det Gud, der i sidste ende skaber. Derfor er der i disse sager ingen tvang som ved den oprindelige skabelse. Samtidig har mennesket ingen skaberrolle, det har kun en erhvervelse. Mennesket modtager det skabte på den ene side, og tilegner sig det skabte på den anden side; dets hjerte er Guds skabelse og vejen for Guds skabelse. Mennesket er ikke det oprindelige, men en repræsentant. Hvis Gud ikke havde givet dem et hjerte i starten, eller hvis han havde givet dem et hjerte, der var forseglet fra starten, så ville der have været tvang. Men verset siger ikke det.
Derfor er det at forsøge at påberufe disse vers som begrundelse for tvang, som nogle europæere gør, det samme som at misforstå versene.
Allerestene Gud, selvom Han ved, at disse vantroende ikke vil tro, stiller Han dem alligevel til ansvar for troen. Men da intet kan ske imod Guds viden,
“Er denne tro da ikke en uovervindelig tro?”
Spørgsmålet er blevet stillet. Men det skal forstås på følgende måde: Dette tilbud er ikke uoverkommeligt i forhold til den oprindelige skabelse, og det er skabt for den. Selvfølgelig er det uoverkommeligt i forhold til den anden natur. Men det er ikke skabt for den, det er blot kendt. I henhold til Korans visdom og islamiske principper er der ingen tvang i viden. Derfor,
“Der er ingen logisk nødvendighed”
som de også omtaler. Tvang og nødvendiggørelse er et udtryk for vilje og skabelse.
Guds
at man ved noget forud eller bagefter, betyder ikke, at man skal gøre det eller få andre til at gøre det.
Den, der ved, er ikke tvunget til at handle, og det, der er kendt, er ikke tvunget til at blive gjort. Selv om viljen skal omsættes i handling, afhænger det af kraft (magt) og, sammen med kraft, af skabelsen. Derfor finder vi hos os selv mange videnstyper og endda magt, der ikke er bundet til viljen og som ikke er omsat i handling.
Alt dette viser os
At vide, at ville, at have magt, at skabe – disse er en gruppe af Guds attributter. Derfor betyder det ikke, at Gud ved noget, at Han tvinger nogen til at gøre det. Og Gud skabte seglet efter den anden egenskab, tjernens vilje, og den nævnte magt, og det nævnte tilbud blev til sidst midlertidigt og variabelt ubrugeligt. Dette er både muligt og har skete. Og det er passende, at det sådan er.
Kort sagt, skæbne er ikke tvang.
Disse,
Gud
Han har ikke begået ulyd, fordi han vidste det, men Gud har vidst og forudbestemt, at de ville blive ulydige og begå ulyd.
Dette er let at forstå, hvis man overvejer betydningen af den ufejlsbare dom. For dem er der ingen frelse, men stor straf. For de mangler den tro og ubetingede tro på det hinsidige, som er beskrevet ovenfor. Når man nævner Gud, Guds bog, profeten og det hinsidige, vrider og slår de forsegte hjerter sig, de forsegte ører summmer, de forsegte øjne ryster og slår ud til alle sider. Efter døden venter dem også helvedes straf.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
