Kan du give mig detaljerede oplysninger om, hvilke situationer der udgør bestikkelse, og hvad bestikkelse er?
Vores kære bror,
Det er ikke passende at købe en specifik gave til ikke-muslimer. For eksempel en kalkun som julegave.
Gaveartikler, der ikke har en sådan egenskab, må modtages, hvis de er gaver, men må ikke modtages, hvis de indeholder bestikkelse.
Når det kommer til spørgsmålet om, hvordan vi kan afgøre, om de uddelte gaver er gaver eller bestikkelse:
I dag er nogle ting, der anses som lovlige og tilladte, blevet så misbrugt og afviget fra deres oprindelige form, at de næsten er uadskillelige fra det forbudte. Samtidig er nogle handlinger, som religionen kategorisk afviser, som fx rente og bestikkelse, blevet så indviklede og nuanceret, at de betragtes i sammenhæng med tilladte handlinger.
Det er imidlertid meget vanskeligt at undersøge disse slags problemer uden at blande dem sammen, men i stedet undersøge dem i forhold til deres sted, tid og situation. Derfor er det en af de vigtigste betingelser, at man har gode hensigter og lytter til stemmen fra hjertet, når man løser et problem og kommer til en konklusion.
Bestikkelse
Vores ordbøger definerer den omtalte ulykke på følgende måde:
“Det er en betaling eller gave, der gives til en embedsmand for at få ham til at udføre en lovlig eller ulovlig handling.”
Som denne korte formulering viser, er en bestikkelse i grunden en gave til en embedsmand.
Der er to grunde til, at nogen inciterer en embedsmand til at tage imod bestikkelse: den ene er materiel, den anden er moralsk. Den første og vigtigste er,
at embedsmanden har ringe religiøs overbærenhed,
Det skyldes, at frygten for Gud ikke har slået rod i hans hjerte, eller at den er meget svag. For alle accepterer, at bestikkelse ikke er en legitim indtægt, men anses for en ulovlig og uretmæssig kilde til indkomst. En embedsmand, der ikke lytter til stemmen i sit samvittighed, der ikke lytter til stemmen i sit hjerte, kan ikke længere slippe fri, når han først er ramt af denne “sygdom”.
En anden grund til, at en embedsmand med manglende moralske principper tager imod bestikkelse, er af materielle årsager.
De, hvis levevilkår er blevet vanskeligere, og som har økonomiske problemer.
Den embedsmand, der knap kan dække sine grundlæggende behov med sin løn, retfærdiggør med disse påskud, som han selv finder berettigede, sin ønske om at grave hænderne i borgerens lomme, afhængigt af situationen i det embede, han befinder sig i. Og hvis han først har vant sig til denne “indtægt” fra “intet”, begynder han med tiden at betragte den som sin ret.
Der er to grunde til, at embedsmanden er havnet i denne situation.
En gang
Staten skal betale sine ansatte en løn, der er tilstrækkelig til at dække deres behov, og som tager hensyn til de aktuelle omstændigheder. Dette skal forhindre, at embedsmænd havner i sådanne svære situationer.
For det andet
Funktionæren selv bør handle med mådehold og tilfredshed, i forhold til sine muligheder, og ikke betro sig til sådan “dårlig” penge. De funktionærer, som har Gudsfrygt i sig, gør netop det.
I dag ser nogle embedsmænd på den anden side bestikkelse som tilladelig, idet de tager i betragtning tyngden af deres arbejde, omfanget af det ansvar, de bærer, og den stilling, de besidder. De forsinker eller ignorerer endda borgeres anliggender, hvis de ikke modtager en bestikkelse.
Det er den psykologiske side af sagen.
Trods alt dette har staten fastsat en bestemt løn til embedsmanden. Hans ret er den løn, der er fastsat for ham. Udover dette er det, at en embedsmand med forskellige undskyldninger beder om eller tager noget fra befolkningen, ikke hans ret, men uanset hvilket navn det bærer, er det intet andet end bestikkelse.
Som nævnt i vers 188 af Sura Al-Baqarah
“Spis hinandens ejendomme ikke på uretmæssige grunde.”
Udtrykket, der betyder “afvise bestikkelse”, er et guddommeligt bud. Profeten (fred og velsignelser over ham) sagde, at den, der tager bestikkelse, og den, der giver den, vil blive forbandet af Gud.1 Han så også nogle ting hos en embedsmand, der vendte tilbage fra indsamling af zakat…
“gave”
da hanen til sin side tog, sagde han følgende:
“Det er mærkeligt, at han ikke ville se, om han ville have fået en gave, hvis han boede hos sin far eller mor (i stedet for at være embedsmand).”
2
Efter disse ord varsler profeten (fred og velsignelser over ham), at sådanne personer vil blive udsat for store straffe i det hinsidige.
Kalifen Omar ibn Abd al-Aziz bliver mødt af børn med tallerkener fyldt med æbler. De omkringstående minder ham om, at Abu Bakr og Omar accepterede gaver, og beder Kalifen om at acceptere de tilbudte gaver. Den store Kalif svarer:
“Gave var en gave for dem, men for de embedsmænd, der kom efter dem, var en gave en bestikkelse.”
3
Men ligesom i tilfældet med løgn, skal vi også nævne, at der findes en løsning, hvis man er tvunget til at tage imod bestikkelse. For der er tilstande, hvor man kan blive tvunget til at give det, som embedsmanden insisterer på, for at beskytte sig mod store uretfærdigheder. Derfor kan en person, der ikke kan afværge den uretfærdighed eller undertrykkelse, som han har lidt, selv efter at have benyttet alle lovlige midler, stå over for en situation, hvor han ikke kan få sin uretfærdigt borttagne ejendom eller sin retmæssige ejendom, som er i andres besiddelse, tilbage. I denne forbindelse siger Ibn Abidin:
“Det, som en person giver for at afværge undertrykkelse fra en tyrannisk hersker, enten fra sig selv eller sin ejendom, eller for at få sine rettigheder, anses ikke som bestikkelse for den, der giver.”
4
En person, der er tvunget til at tage imod bestikkelse i en sådan ekstrem nødsituation,
“Nødvendigheden gør det ulovlige lovligt.”
Han er i princippet ikke ansvarlig. Men for den, der modtager det, er det stadig en bestikkelse, og det er forbudt. Desuden må den person, der opnår sin ret på denne måde, ikke skade andre eller krænke deres rettigheder, mens han udfører dette arbejde.
Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem bestikkelse og gaver.
En gave, der betragtes som bestikkelse, gives af borgeren til embedsmanden, inden sagen er behandlet. Med hjælp af denne gave løser embedsmanden sin opgave, uanset om det er lovligt eller ulovligt, og bruger gaven som et middel og redskab. En gave derimod er noget, der gives uden forventning om materiel eller immateriel gengæld, uden at det er ønsket. Den, der giver gaven, har ingen hensigt med at få noget i gengæld, og føler ingen taknemmelighed overfor den, der modtager den. Gaven kommer udelukkende fra hjertet, af fri vilje.
For eksempel bringer en postbud en brev eller et telegram til en borger. Borgeren, som har modtaget glade nyheder, udtrykker sin begejstring til postbudet.
“tips, gaver”
under dette navn giver han noget. Her vil embedsmanden uanset om pengene gives eller ej, bringe brevet. Derfor kan man ikke sige, at disse penge er bestikkelse.
På den anden side,
En gave, der gives til en embedsmand efter, at det ønskede er blevet opnået, anses heller ikke som bestikkelse. I denne forbindelse nævner Ibn Abidin følgende synspunkt:
“Hvis en mand får et affære med sultanen løst ved hjælp af en af sultanens nære venner, og derefter giver denne mellemmand en gave, så er det ikke bestikkelse. Men hvis han beder om en gave, før affæren er løst, så er det haram (forbudt).”
Vi finder en lignende fatwa i el-Feteva’l-Hindiyye. Deri står:
“Det er tilladt at give noget som gave eller almisse til den, der finder noget tabt, og det er også tilladt for ham at modtage det.”
5
Men man må ikke åbne døren til denne tilladelse for vidt. I sådanne tilfælde kan man dog benytte sig af disse slags fatwaer for at finde en løsning. Disse viser, at islam altid har været rimelig og let at leve med, og at den ikke sværger folk til.
Fodnoter:
1. Ibn Majah, Ahkam: 2.
2. Bukhari, Hibe: 15.
3. Umdetu’l-Karî, 13: 154.
4. Reddü’l-Muhtar, 5: 272.
5. el-Feteva’l-Hindiyye, 4: 404.
(se Mehmet PAKSU, Halal-Haram)
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
