– Hvordan kan det forklares, at der gives påmindelser og hilsener til de døde i gravene, trods verset “Du kan jo ikke høre dem i gravene”? – Hvis haditserne om at hilse på og påmindes de døde er autentiske, hvordan kan vi så forklare den tilsyneladende modstrid mellem dette vers og haditserne?
Vores kære bror,
I Koranen og Haditherne findes detaljerede oplysninger om, hvad der sker med den afdøde fra dødens øjeblik. De, der kender den ene skaber af universet og har foretaget gode gerninger, vil fra dødens øjeblik indtage høje positioner.
(illiyyin),
at de aldrig vil opleve frygt eller sorg; mens de vantroende og onde vil befinde sig i en fængselstilstand, hvor de vil blive straffet på det sværeste.
(siccin)
er udtrykt.
Versen om, at Farao og hans folk vil blive udsat for ild morgen og aften, beskriver den tilstand, som de utroende, undertrykkende og hykkelige vil opleve efter døden. De troende derimod…
“som hjertet vil savne, som øjet vil nyde”
altså
med sine materielle sanser og spirituelle følelser
De vil leve et liv, hvor de vil drage nytte af manifestationen af guddommelig barmhjertighed.
Om en afdød person er i kontakt med dette liv eller ej, hænger sammen med deres tilstand. Som det fremgår af de overleverede beretninger om emnet, vil de utroende i det hinsidige være optaget med deres egne straffe, således at Profeten Muhammed sagde, at han hørte lyde fra nogle, der blev straffet i graven, og at alle undtagen mennesker og djævle hørte disse lyde.
(Bukhari, Cenaiz 66, 85; se også Muslim, Cennet, 17; Nasai, Cenaiz, 115)
Det viser styrken af den straf, de udsættes for. Derfor vil de ikke være i stand til at kommunikere med mennesker. De troende derimod vil udvikle sig, både fysisk og åndeligt,
gravene vil blive udvidet og oplyst, og de vil blive til en have i stedet for flere haver
vil de kunne opretholde kontakt med resten af verden.
På den måde
“vores åndelige gaver”
(hilsener, de gode gerninger, der opnås ved at læse de citerede vers)
De går hen til dem, og deres hellige velsignelser kommer til os.”
(Ordene, 29. Ord, s. 698.)
Tro ikke, at de, som er dræbt på Allahs vej, er døde! Nej, de lever og modtager deres levebrød hos deres Herre.
med henvisning til vers 169 i Al-Imran (3:169)
“Fredshelbredelse til jer, o troende og beboere i de muslimske lande!”
(Müslim, Cenâiz, 104; Ibn Mâce, Cenâiz, 36) Denne hadit fremhæver dette aspekt af de troendes liv i det hinsidige.
“De levende og de døde er ikke ens. Gud lader dem høre, som Han vil. Du kan ikke lade dem høre, som er i gravene!”
Vers 35:22 i Surah Fatir beskriver tilstanden af de utroende. Ligesom deres øre er døve for sandheden og deres syn er blindet af ureligiøsitet i denne verden, vil de i det hinsidige heller ikke have tid eller evne til at lytte til eller interessere sig for noget andet end deres straf.
I spørgsmålet om, hvorvidt man bør tale til den døde efter begravelsen, har de lærde forskellige meninger. Nogle mener, at den døde, efter at have været begravet, ikke længere kan høre dem i den levende verden, og at tale til ham er meningsløst og bør undlades (1). Andre mener, at den døde i graven kan høre de levende, men at de levende ikke kan høre ham, og at det derfor er muligt at tale til ham. De nævner profetens (fred og velsignelse over ham) henvendelse til Ahl-i Kalib i Badr som bevis på, at de døde kan høre de levende, hvis Gud vil (2).
Imam Abu Hanifa derimod,
Han sagde, at påmindelser hverken var påbudt eller forbudt, og at folk var frie til at give påmindelser efter begravelsen eller ej (3).
Imam Shafi’i derimod
Han siger, at det er sunnet (anbefalet) at tale til den afdøde efter begravelsen. Imam Ahmad ibn Hanbal deler den samme mening som al-Shafi’i. De shafi’itiske teologer, der betragter tale til den afdøde som sunnet, har som argument fremmet hadither om, at den afdøde i graven kan høre lyden af de afgang afgang af sine pårørende (4) og om, at profeten Muhammed talte til de polytheistiske krigere, der blev dræbt i Badr (5).
Imam Malik,
“Indoktriner jeres døde med La ilahe illallah.”
(6)
i haditten
“de døde”
den
“døende patienter”
Han angiver, at det er meningen, og siger, at det er uønsket at tale til den døde, da der ikke findes nogen autentisk beretning om at tale til den døde efter begravelsen.(7)
Selvom det er omdiskuteret, om man kan tale til de afdøde i graven, findes der beretninger om, at de afdøde kan høre, når man henvender sig til dem.
I slaget ved Badr blev de døde fra Quraysh efter krigen samlet i en brønd. Profeten Muhammed henvendte sig til dem og sagde:
“O søn af Filan og søn af Filan! Har I fundet det, som Gud og Hans budbringer jer har lovet, til at være sandt? Jeg har fundet det, som Gud mig har lovet, til at være sandt.”
sagde han. Og Hazrat Omar sagde:
“O, Allahs budbringer! Hvordan henvender du dig til de livløse lig?”
da spurgte han Profeten:
“I kan ikke høre det, jeg siger, bedre end de kan. Men det er bare det, at de ikke kan svare.”
(Muslim, Paradiset, 76, 77)
sagde han.
Da profeten Muhammed passerede en grav, sagde han til dem, der var med ham:
“Fred være med jer, beboere af de troendes land!”
og har beordret dem til at hilse med disse ord.
(Muslim, Cenaiz, 102; Abu Dawud, Cenaiz, 79; Nasa’i, Taharet, 109; Ibn Majah, Cenaiz, 36, Zuhd, 36; Muwatta’, Taharet, 28)
Siden hilsenen kun gives til den, der forstår den, betyder det, at de døde genkender dem, der besøger dem. Ibn Qayyim al-Jawziyya, kendt som en af de dygtigste teologer, fortæller, at de døde føler glæde over besøg og bønner, især på fredag og lørdag, og over deres børns gode opførsel. (Ibn Qayyim al-Jawziyya, Kitâbu’r-Ruh, 10)
Versen i Surah Fatir om, at de i gravene ikke vil høre, er i sammenhæng med de foregående vers fortolket som en metafor, der betegner de utroende som døde.
“Den blinde og den seende, mørket og lyset, skyggen og varmen er ikke ens. De levende og de døde er heller ikke ens. Gud lader dem høre, som Han vil. Du kan ikke lade dem høre, som er i gravene.”
(35:19-22, Al-Fâtir)
I lys af de foregående vers, er den generelle opfattelse blandt exegeter, at de positive eksempler i denne sammenligning repræsenterer sandheden, troen, de troende og de gode ting, de vil opnå; mens de negative eksempler repræsenterer falskheden, afvisningen, de afvisende og deres dårlige skæbne. Dette kan opsummeres som følger:
Den troendes vej er fast, hans horisont og indsigt er åbne, hans hensigter og vilje er stærke, og hans gerninger er varige og nyttige; mens den vantroende er lig med den døde, hans indsigt er lukket, hans hjerte er mørklagt, og hans gerninger har ingen mening og er forgæves.
(8)
Razi
han forklarer disse eksempler som følger:
“Den, der ser”
ordet, der giver troende
“blind”
ordet kinfir,
“lys”
troen,
“mørket”
blasfemi,
“skygge”
behag og ro
“varm”
angsten og den brændende feber,
“de levende”
de troende,
“de døde”
Udtrykket er brugt til at beskrive de utroende (9). Det vil sige, de er i samme tilstand som de i graven, idet de ikke kan drage nytte af det, de hører, og ikke kan acceptere det.
Her kan tilstanden af de utroende forstås som, at de er som livløse lig, der ikke kan føle eller høre noget, og ligesom det er umuligt for ligene i graven at høre et menneske, så hører de utroende profetens ord på grund af mørket af uvilje i deres hjerter.
Det er forståeligt, at hilsener og henvendelser i Berzah-verdenen, som er rettet til sjæle, der er forbundet med deres grave, er rettet til sjælen og ikke til kórpset.
Fodnoter:
1. De, der hævder, at de døde ikke kan høre de levende, citerer som bevis versene: “(O, du, som er budbringer!) Du kan ikke (med din budskab) nå de døde…” (Rûm, 30/52) og “…Du kan ikke lade dem høre, som er i gravene.” (Fâtir, 35/22). De betegner profetens (S) tale til de døde i Badr som en formanelse og vejledning til hans følgeskab. (el-Hapruti, Abdullâtif, Tekmile-i Tenkihu’l-Kelâm, s. 145, Istanbul).
2. el-Harputi, 145-146, Istanbul 1332; Ibnü’l-Hümâm, I, 446-447.
3. el-Ceziri, el-Fıkhu Ale’l-Mezâhibil-Erba’a, I, s. 501. Beirut, 1972.
4. Buhari, Cenaiz, 68; Muslim, Cennet, 70-72.
5. Buhari, Meğazi, 8; Muslim, Paradiset, 76-77.
6. Muslim, Sahih, Cenâiz. l, bind II, s. 631.
7. el-Ceziri, el-Fıkhu Ale’l-Mezâhibil-Erba’a, I, s. 501. Beirut, 1972.
8. Taberî, Tefsir, XXII, 128-129.
9. Razi, Tefsir, XXVI, 16.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
