Vores kære bror,
Angivelsen i spørgsmålet om tiendedel og zekât er korrekt. Vi har dog ikke fundet nogen meninger, der angiver, at dette har et historisk perspektiv. Som det fremgår nedenfor, er udgifterne i haditserne om dette emne taget i betragtning, og derpå er tiendedelen/trediedelen fastlagt som måleenhed. Dette viser, at emnet er vurderet på universelt niveau, og at der er indført en retfærdigheds mekanisme, der tager visse balancemomenter i betragtning.
Fordi guddommelig retfærdighed er vidtrækkende og betragter ting fra synspunktet af det højeste navn, kan det til tider virke modsat vores begrænsede og mangelfulde forståelse. Derfor, i stedet for at dreje sagen til en anden retning med fortolkninger, er det bedre at bruge den metode, som vores gamle lærde ofte anvendte.
“Allahu a’lam = Gud ved bedst / Gud ved det bedst”
det er det, der bedst passer til tjenerskab. Lad os ikke glemme, at
“Der er ingen plads for ijtihad, hvor der er en nass (tekst).”
er en vigtig princip inden for fiqh (islamisk jurisprudens).
For handelsvarer skal der hvert år betales zakat på den del, der overstiger nisab-beløbet. Dog skal der ikke betales zakat igen på varer, der har været beskatte med tiendedel (öşür), hvis de har ligget i lageret i et år. Dette skaber en balance.
Tiendeafgiften (Öşür) er fastlagt i Koranen og Haditherne:
“Han er det, som skaber og frembringer vinmarker og haver med og uden vinstokke, frugter, palmer og afgrøder af forskellig art, ens i form og farve, men forskellig i smag. Spis af frugterne, når de modner, og giv den tiendedel, som tilkommer dem, på høsttid. Spild ikke, for Han elsker ikke de spildsagtige.”
(Enam, 6/141)
som nævnes i verset, der lyder:
“Betal ham, som han er blevet indsat af, det, som han har ret til.”
Ibn Abbas, der fortolker sætningen, har udtalt, at det er den obligatoriske zekât, som i visse tilfælde er tiendedel (usur) og i andre tilfælde halv tiendedel (et tyvende). Ahl al-Hadith, Hasan al-Basri, Sa’id ibn al-Musayyab, Qatada og Muhammad ibn al-Hanafiyya deler denne opfattelse. De fleste islamiske teologer har – som princip – også antaget denne opfattelse.
(se Taberî, Razî, Ibn Kathir, fortolkningen af den relevante vers).
“I, som tror, giv af det, som I har tjent, og af det, som Vi har frembragt for jer af jorden.”
(Al-Baqara, 2/267)
I den nævnte vers foreskrives det også, at der skal betales zakat på landbrugsprodukter, der udvindes af jorden. Fordi
“infak” “zekât”
Det er også brugt i denne betydning. Vers 34 i sura At-Tawbah er et bevis på dette.
(se ag e, fortolkningen af den relevante vers).
Profeten (fred og velsignelse være med ham) sagde:
“Fra afgrøder dyrket på jord, der vandes med regnvand eller kildevand, eller som er af sig selv fugtig, skal man betale tiendedel af indtægten som zakat, mens fra afgrøder dyrket på jord, der vandes med dyr eller ved hjælp af vandtransport, skal man betale tyvendedel af indtægten som zakat.”
(Bukhari, Zakat, 55; Muslim, Zakat, 8; Abu Dawud, Zakat, 5, 12; Tirmidhi, Zakat, 14).
I en anden hadit sagde han:
“Fra jorder, der vandes af floder og regnvand, skal man betale tiendedel (1/10) i zakat, og fra jorder, der vandes med hjælp af kameler, skal man betale en tyvendedel (1/20) i zakat.”
(Tirmidhi, Zakat, 14; Shawkani, Nayl al-Awtar, 4/139).
Der findes forskellige meninger blandt teologer angående zekât på landbrugsprodukter. Ifølge den store flertals opfattelse skal tiendedel (öşür) kun betales på produkter, der kan opbevares og bevares uden at forringes. Derfor skal der ikke betales zekât på frugt og grøntsager, der ikke opfylder disse betingelser.
(se V. Zuhaylî, el-Fıkhu’l-İslamî, 2/805).
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
