– Mine spørgsmål vedrørende Tevbe 16 og Muhammed 31…
1. Udtrykket “indtil vi ved” i vers 16 i sura At-Tawbah og vers 31 i sura Muhammad, fortolkes som “indtil vi har fastlagt/gjort det klart”. Hvad er grundlaget for denne fortolkning? Er det baseret på vers, der angår Allahs viden om det skjulte?
2. Hvis meningen med udtrykket “indtil vi ved” er, at Gud rent faktisk ser og hører det, vi gør, for at det kan ske i overensstemmelse med retfærdigheden, hvorfor siges det så ikke direkte?
– Hvorfor er det formuleret på en måde, der kan misforstås?
3. Er brugen af “lemma” og “lem” i arabisk sådan, at det “ikke har været tilfældet i fortiden, men kan ske i fremtiden”?
– Er det så ikke i modstrid med versene i Tevbe 16 og Muhammed 31, som angiver, at Gud kender det skjulte?
Vores kære bror,
Troede I, at I ville blive ladt i fred, uden at Gud kendte dem af jer, der har kæmpet, og som ikke har taget andre til beskyttere end Gud, hans budbringer og de troende? Gud er velvidende om, hvad I gør.
“
Eller troede I, at I ville blive ladt i fred, uden at Gud skelner mellem dem, der kæmper for Gud, og dem, der ikke gør det, og uden at I ville blive ladt i fred, uden at I ville tage Gud, Hans Budbringer og de troende til jeres fortrolige? Gud er fuldt bekendt med det, I gør.”
“Trocher I, at Gud vil lade jer være i fred, før Han har skilt jer fra hinanden, og har vist, hvem af jer er de, der bekæmper i Guds vej, og som ikke har andre venner end Gud, Hans budbringer og de troende? Gud er velvidende om det, I gør.”
(Tåbensbekættelse, 9/16)
Og Vi vil jeres tro afprøve, indtil Vi har fundet ud, hvem iblandt jer er de ihærdige og de tålmodige, og indtil Vi har afprøvet jeres sag.
“Vi vil jada prøve jer, indtil vi har fundet ud, hvem der kæmper og hvem der er udholdsom, og indtil vi har vist, hvem I er.”
(Muhammad, 47/31)
Som Razî og andre exegeten bemærker, nævnes her viden i en metaforisk betydning, men det er det, der er kendt, der menes. Hensigten er, at der skal finde en hellig krig (jihad) sted. Som Suyutî udtrykker det…
videnskab af direkte erfaring
det vil sige, at det kendte sker, og det er det, der kendes.
Derfor er det forkert at påstå, at Gud kender alle ting i det øjeblik, de eksisterer, baseret på disse vers. Allerede…
For Gud eksisterer tid ikke.
Fortid, fremtid
og
tilstand
er det ét og det samme hos ham. Derfor, som Kurtubî også sagde:
“Gud kender det, der er sket, det, der skal ske, og hvordan det ville have været, hvis noget, der ikke skete, var sket.”
Ifølge Beydavî indikerer betydningen af “tevakkū” (forventning) i partiklen “lemmā” i versen, at fremkomsten af et sligt fænomen (de, der deltager i hellig krig) blev forventet. I slutningen af versen…
“Og det er en stor sag, og Gud er bekendt med det, I gør.”
Uttrykket “denne” angiver, at det, der menes, ikke er den bogstavelige betydning, og det afviser en sådan betydning.
Som Zemahşerî bemærker, henviser denne formulering i verset til en person, der
Gud ved, hvad der er blevet sagt om mig.
Det er som at sige det. Det er den åbenlyse betydning af dette ord.
“Gud vidste ikke, hvad der blev sagt om mig.”
selvom den mente betydning er,
at sådan noget ikke er sket.
Kort sagt,
Dergylige anvendelser findes i det arabiske sprog og indikerer andre betydninger end den åbenlyse.
Det er også et faktum, at Koranen bruger forskellige stilarter, når den omtaler Gud. Nogle gange omtaler den sig selv som…
“vi”
hans udtryk, i slutningen af versene
“Gud er den Almægtige og Vis, den Forgivrige og Barmhjertige.”
mens betydningen udtrykkes
“kâne” (var / blev)
som brugen af ordet…
Hvis vi tager disse udsagn bogstaveligt.
“Gud er den Almægtige og Vis, den Forgivrige og Barmhjertige.”
burde vi have sagt.
Kort sagt er disse udtryk en berigelse af sproget. De er litterære udtryk. De indeholder sproglige finurligheder.
“Hvorfor bruger Gud disse udtryk, der har forskellige konnotationer? Kunne han ikke have brugt klarere og mere præcise udtryk?”
På dette spørgsmål kan vi svare med vers 7 i Al-i İmran:
Han er det, som har nedsendt Bogen til dig. Nogle vers i den er klare, de er grundstammen i Bogen. Andre er uklare. De, der har en afvigelse i deres hjerter, følger de uklare vers for at skabe splid og give dem falske fortolkninger. Men kun Gud kender den sande mening. De, der er dybt begrundede i viden, siger: “Vi tror på den, den kommer alt fra vor Herre.” Kun de, der har forstand, forstår dette.
Kort sagt er disse vers et middel til prøvelse.
Det er for at skelne mellem dem, der har ondskab i hjertet, og dem, der ikke har.
Det rigtige er,
homolog
versene
(altså de vers, der kan tolkes på forskellige måder)
robust,
det vil sige, at man skal tolke det i lys af de vers, hvis betydning er klar.
VEDLÆG:
Forklaringer af de relevante vers (som nævnt i svaret):
For det første: at Gud skal kende dem af jer, der har stævnet (i kampen for troen). Ordene “kendskab” og “det kendte” er nævnt, og det, der menes, er, at stævnet skal udspringe af dem. Men det er kun, fordi tingens eksistens medfører, at dens eksistens er kendt hos Gud, at Guds kendskab til dens eksistens bruges som en metafor for dens eksistens. Hisham ibn al-Hakam brugte denne vers til at argumentere for, at Gud kun kender tingene, når de eksisterer. Vær opmærksom på, at den tilsyneladende betydning af verset, selvom den antyder det nævnte, ikke er det, der menes, men det, vi har forklaret.
(Razi)
Og med benægtelsen af viden menes benægtelsen af det, der er kendt, som i udtrykket: Gud vidste intet om det, der blev sagt om mig, hvilket betyder: Det fandt slet ikke sted.
(Udforsker)
I korthed: Da Gud indførte jihad for sine tjenere, viste Han, at der ligger visdom i det, nemlig at prøve sine tjenere, at skelne mellem dem, der adlyder, og dem, der opror. Han er den Almægtige, der kender det, der var, det, der er, og det, der ikke var, men som kunne have været, og som Han kender, før det eksisterede og mens det eksisterer, i den tilstand, det er i. Der er ingen guddommelig magt udover Ham, ingen Herre udover Ham, og ingen kan afvise det, Han har bestemt og fuldbyrdet. (Kurtubi)
Og det, der ligger i ordet “lammā” (لما) af betydningen af forventning, indikerer, at det, der skal forklares, er forventet. “Og Gud er bekendt med det, I gør” (وَٱللَّهُ خَبِيرٌ بِمَا تَعْمَلُونَ) – Han kender jeres hensigt med det, og det er som en forklaring til det, der kan tolkes fejlagtigt ud fra ordene: “Og da Gud det endnu ikke vidste” (وَلَمَّا يَعْلَمِ ٱللَّهُ).
(Beydavî)
{أَمْ} betyder en afvisende partikel {حَسِبْتُمْ أَن تُتْرَكُواْ وَلَمَّا} ikke {يَعْلَمِ ٱللَّهُ} ved {ٱلَّذِينَ جَٰهَدُواْ مِنكُمْ}
(Celaleyn)
Klik her for mere information:
– Beskyldningen om, at Gud ikke kender de handlinger, som mennesket vil foretage…
– I vers 140 i Al-i Imran-suren, som lyder: “Gud vil på denne måde skelne de troende…”
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
