Vores kære bror,
Han har givet hver planet lige så mange solstråler, som den kan tåle, hver gren lige så mange blade, som den kan bære, og hvert menneske lige så mange hænder, som det kan bære. Kamelens last er én ting, myrens en anden. Han har ikke bedt fisken om at flyve eller løven om at svømme.
I denne prøvebillede er menneskene blevet stillet krav, der står i forhold til deres styrke, ja, som en nåde, krav som ligger langt under deres evner. Det er inden for enhver persons magt at opfylde alle Guds befalinger og at holde sig fra alle hans forbud.
Er den yderste grænse for vores styrke at bede fem gange om dagen og faste i en måned? Selvfølgelig nej!
Hvis folk tog denne sandhed til sig, vidste, hvad det vil sige at have tålmodighed, ikke svækkede deres vilje og, aller vigtigst, ikke var en byrde for hinanden, ville de alle kunne bære deres last med lethed og forlade dette prøvefelt med ære.
Der er givet forskellige fortolkninger af den ovenfor nævnte vers. I forskellige videnskabsdiscipliner er der givet mange afgørelser i overensstemmelse med versets ånd. Det er fastslået, at en person, der ikke er rig, ikke er forpligtet til at betale zakat, og at en person med et amputeret ben eller arm ikke er forpligtet til at vaske disse lemmer under wudu (religiøs renselse).
Akait-lærerne
så
“befugelse”
problemet
“fornuft”
De har behandlet emnet fra denne vinkel og givet et svar på en hyppigt stillede spørgsmål:
“En person, der lever i et afsides hjørne af verden og er ukendt med samfundslivet, er kun ansvarlig for de sandheder, som han med sit abstrakte sind er i stand til at erkende!”
Den rene, abstrakte intelligens, “en intelligens, som ikke har modtaget guddommelige bud og ikke har været udsat for profetisk lys, en intelligens uden vejledning”.
kan vi beskrive det. Der findes dog forskellige meninger om, hvilke områder en sådan intelligens kan nå. Fra de kalifatiske imamer…
Ifølge Mâturîdî
Mennesket kan ved hjælp af abstrakt tænkning erkende, at der er en skaber. Denne mand er ansvarlig for at tro på Gud, men ikke for de andre grundpiller af troen og de islamiske forskrifter.
En anden imam inden for kalden den kalde
Og Ešarī (Ešarī Hazretleri)
Han forsvarer den opfattelse, at det er umuligt for et menneske at kende Gud ved hans attributter og navne uden at være profet, og han siger, at selv hvis denne mand tilbad en sten, ville han være en af de frelste.
Som det fremgår, er den grundlæggende pointe, som de to imamer er enige om, at en person er ansvarlig for det, han eller hun med sin forstand kan erkende i de omstændigheder, han eller hun befinder sig i…
Spørgsmål:
“Vore Gud! Lad os ikke bære en byrde, som Du har ladet dem bære, som var før os.”
Der er en vers om det. Men det siges også, at Gud ikke lægger en byrde på nogen, som han ved, at vedkommende ikke kan bære. Er der en modstrid mellem disse to udsagn?
Versen nævner, at Gud Almægtige ikke vil lægge sine tjenere en tung byrde på. Derefter befaler Han os at bede om, at Han ikke vil lægge os disse byrder på, selvom vi begår fejl. For jo mere jøderne overskred grænserne i deres fejl og synder, jo mere blev byrderne på dem øget. Gud Almægtige befaler os at bede om, at Han ikke vil straffe Muhammeds (fred og velsignelser over ham) umme på samme måde som jøderne.
Gud lægger ingen sjæl under en byrde, som den ikke kan bære. Han lægger kun byrder på, som den kan bære. Det gode, som en person gør, er til hans eget bedste, og det onde, som han gør, er til hans eget skade.
Sig:
“O, vores Gud,
Og hvis vi glemmer eller begår en fejl i god tro, så se da bort fra vores fejl. Straff os ikke for vores uagtsomhed.
O, vores Gud,
Læg ikke på os, som du lagde på jøderne og kristne før os, byrder, som vi ikke kan bære, og som vil bringe os i vanskeligheder.
O, vores Gud,
“Lad os ikke bære på os handlinger, som vi ikke er i stand til at bære. Tilgiv os vores fejl. Dæk over vores synder. Lad os ikke blive ydmygede, og omgiv os med din altomfattende barmhjertighed. Du er vores ven med din hjælp, for vi tror på dig og vi er dig lydige. Giv os sejr over de vantroende. Giv os sejr over dem, der benægter din enhed og tilbeder afguder og afgudsdyrkere. For vi er de troende, dine tilhængere.”
I verset
“Enhver god gerning, som man udfører, kommer én selv til gode, og enhver ond gerning, som man begår, kommer én selv til skade.”
Det er nævnt. Abdullah ibn Abbas sagde, at de gode gerninger, som en tjener tjener, er de gerninger, han udfører med sine hænder eller fødder.
I den hellige vers:
“Vores Gud, straf os ikke, hvis vi glemmer eller begår en fejl.”
Det er, som det er blevet sagt. Med denne erklæring lærer Gud sine troende tjenere, hvordan de skal bede og bede ham om nåde, og han bekendtgør for dem, at:
“Og når I beder mig om nåde, så sig: ‘Vore Gud, straf os ikke, hvis vi glemmer eller fejler i det, som Du har pålagt os, eller hvis vi fejler i det, som Du har forbudt os, og vi begår det uvidst.'”
Profeten Muhammed har i en haditssamling (hadis) sagt:
“Gud har da bestemt fjernet skylden for fejl, glemsel og det, der er blevet påtvunget dem, fra min umme (samfund).”
Gud lægger ingen byrde på nogen, som overgår deres evne; det er ikke, at Gud *ikke* kan, men at Gud *ikke* lægger. Den byrde, Gud lægger på sine tjenere, er i overensstemmelse med deres evne, ja, den er langt under deres evne. Gud tvinger ikke folk, tester ikke deres styrke til det yderste, udsætter dem ikke for vanskeligheder eller besvær. De, der er pålagt pligter, kan udføre dem med lethed. Og netop…
“Gud ønsker jer det gode, ikke det onde…”
(Al-Baqara, 2:185)
Han har sagt: “Den rette religion er let, den er ikke besværlig.” At det er sådan, skyldes ikke, at Gud ikke har magt til at pålægge en uoverkommelig pligt, men udelukkende af Hans velgørenhed, nåde og barmhjertighed. På denne måde er den kraft og evne, som Gud har givet sine tjenere, større end de pligter, Han har pålagt dem. Derved vil de have tid og mulighed til at hvile, rejse, arbejde med verdslige og materielle anliggender, ja, endda at beskæftige sig med andre gode og velgørende gerninger, som ikke er påbudt. Som det er, kan tjenerne efter at have opfyldt deres pligter, gøre så mange andre ting.
Hvad ellers kan de monne præstere ud over at bede fem gange om dagen?
Ansvaret indebærer jo i visse henseende en byrde for viljen, og enhver byrde kræver energiforbrug. Af denne grund er enhver pålagt pligt betinget af evnen til at bære den. Men det er også afgørende, at byrden ikke overstiger denne evne. Det vil sige, at hvert individs ansvar skal måles ud fra dets styrke og kapacitet. Da folks styrke og evner varierer, vil de med større styrke og kapacitet også have et større ansvarsniveau, hvilket retfærdighed og lighed kræver. For eksempel, ligesom en person uden ejendom ikke er forpligtet til at betale zakat, vil forskellige riges folks zakat også variere inden for visse grænser. Afhængigt af rigdommens grad giver nogle ti, andre hundrede. Men alle er inden for den samme proportion, f.eks. en fyrretedel. At sige, at man skal betale et fast beløb pr. indbygger uden at tage styrke og evne i betragtning, strider mod dette princip. På samme måde er forholdet mellem fard-i-kifaya (pligt, der påhviler samfundet som helhed) og enkeltpersoner.
Vore Herre! Lad os ikke bære en tungere byrde end den, Du har ladet de folkeslag før os bære. Lad os ikke blive som de folkeslag, der har syndet og oprøret! Lad os ikke blive udsat for de samme vanskeligheder, som Du har ladet andre folkeslag lide – ikke for de tunge jocher, de strenge pagter, de hårde underkastelser, de besværlige befalinger, de strenge love og regler og de hårde straffe, som har ført til, at Du har forvandlet dem til aber og svin. Lad der ikke være vanskeligheder, tvang eller undertrykkelse i vore love og i vort samfundsliv, vore Herre.
* * *
Her følger en forklaring af vers 285-286 i Koranen, sura Al-Baqarah, fra den afdøde Elmalılı Hamdi Yazır:
285. Profeten troede på det, der var nedskrevet til ham fra hans Herre. Og de troende troede alle på Gud, hans engle, hans bøger og hans profeter. De sagde: “Vi skelner ikke mellem Guds profeter. Vi har hørt og vi har lydt. Vore Herre, tilgiv os, og til dig er vor tilbagevenden.”
286. Gud lægger ingen byrde på nogen, der overgår hans evne. Hver enkelt bærer sit eget gode og sit eget onde. Vore Herre, straf os ikke, hvis vi glemmer eller fejler! Vore Herre, læg ikke på os en byrde, som Du har lagt på dem, der var før os! Vore Herre, læg ikke på os en byrde, som vi ikke kan bære! Tilgiv os, og vær os barmhjertig, og vis os Din nåde! Du er vores Herre, så hjælp os mod de vantroende.
Årsag til nedstignelse:
Som det siges,
“Uanset om I afslører det, som I har indeni, eller gemmer det”
(Al-Baqara, 2:284)
Da versen blev nedskrevet, var det en stor belastning for disse Sahaber, og de samlede sig og kom til Profetens nærvær, hvor de knælede:
“O Allahs budbringer, vi var befaling til at udføre de handlinger, som vi var i stand til, som f.eks. bøn, faste, hellig krig og almisse. Nu er denne vers nedstigen, men vi er ikke i stand til at opfylde den.”
sagde de og
“Hver af os har tanker i sit hjerte, som vi ikke ville ønske, at verdenen kendte.”
De talte om følelser, tanker, forestillinger og drømme, som befandt sig i mennesket uden dets vilje. Profeten (fredesvæn over ham) sagde til dem:
“Vil I sige det samme som de, der før jer fik skriften, og som sagde: ‘Vi har hørt og vi har modsagt’? Siger I hellere: ‘Vi har hørt og vi har lydt, vor Herre, tilgiv os, og til Dig er alene vejen tilbage’!”
sagde han.
De begyndte at læse det sammen, og jo mere de læste, desto mere vant blev deres tunger til det, og desto mere roede deres hjerter sig. Da
(Âmene’r-Resulü…)
versen blev nedskrevet. Derfor, på grund af deres ydmyghed og beder til Gud, deres bedende og bedende til Gud, og deres søgen til Gud, kom der efter en stund
(La yukallifullahu…)
Versen blev nedskrevet, og deres bekymringer blev afløst ved at de fik besked om, at de ikke ville blive holdt ansvarlige for ting, som de ikke var i stand til at gøre, og som ikke var i deres hænder.
Altså, de hellige ledsagere
“Gud vil holde jer ansvarlige for det, som I har i jeres hjerter, uanset om I afslører det eller skjuler det.”
De tog alle mulige aspekter af den højtidelige ordning, både de skjulte og åbenlyse, i betragtning og frygtede, at den ansvar, som denne vers krævede, kunne omfatte tanker og følelser, der var naturlige for dem. De mente, at verset pålagde dem en ansvar, der oversteg menneskelig evne, og mente, at det ikke burde være sådan. Derfor søgte de hos Profeten en forklaring, der ville tolke denne bestemmelse i alle mulige scenarier. I modsætning til dette viste de ubetinget lydighed, bed om tilgivelse og bed bønfald, og de lydsøgte straks, da de fik besked. Trods den uundgåelige bekymring og frygt, der var til stede i dem, underkastede de sig den guddommelige pligt og Profetens befaling og accepterede det, som det var, uden at protestere. Gud, den Almægtige, belønnede dem for deres fuldkomne tro, deres lydighed og adlydelse, deres ydmyge bed og bøn.
“Vore Gud, Vore Gud”
Han udtrykker sin bifald til deres beder og til deres søgen tilflugt hos ham alene. Han opmuntrer og støtter dem ved at rose og lovprise dem, så de fortsætter med at bede på denne måde. Han vil også efter en stund åbenbare sin nåde og barmhjertighed,
“Gud lægger ingen byrde på nogen, som han ved, at han ikke kan bære.”
Han udtrykker sin ros på denne måde. Han har sendt dommen i overensstemmelse med deres ønsker og behov og har fjernet den bekymring, der stammer fra skyldfølelsen over fantasier og minder, der forårsager deres lidelse, og det er altid frugten af lydighed og søgen tilflugt hos Gud. Lydighed udsletter tvivl og bekymring.
Ifølge en overlevering fra Hasan og Mujahid samt Ibn Sirin, og i en anden overlevering fra Ibn Abbas,
(De, der troede på budbringeren…)
Fra dette punkt af, de to sidste vers, blev ikke nedsendt via Gabriel, men profeten modtog dem direkte under Miraj-natten. Derfor blev Sura Al-Baqara nedsendt i Medina, men i så fald blev disse to vers nedsendt separat og tidligere. Imidlertid, i en anden overlevering, sagde Ibn Abbas, Ibn Jubayr, Dahhak og Ata:
“Disse blev også nedsendt i Medina af Gabriel.”
har de sagt.
(…)
Når Profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham) bad med disse bønner, blev det ved Gud besvaret.
“Okay, jeg har gjort det”
Det er omtalt i hadither, der er overleveret af Muslim og Tirmidhi.
(Muslim, Iman, 199, 200; Tirmidhi, Tafsir, 2/38-40).
I de efterfølgende suraer vil vi se svar på disse bønner fra forskellige vinkler; som et af disse svar vil Sura Al-Imran begynde som et svar på denne bøn om hjælp.
I en hadit fra Kütüb-ü Sitte, som er overleveret af Abdullah b. Mas’ud, siges det:
“Den, der reciterer disse to vers fra Sura Al-Baqarah om natten, har mere end nok.”
I en anden hadis, som Hakim og Bayhaqi har overleveret fra Abu Dharr, har Profeten Muhammad (fred og velsignelser over ham) sagt:
“Allah, den Almægtige, afsluttede Sure Al-Baqara med to vers, som Han gav mig fra en skat under Tron. Lær dem, lær jeres kvinder og jeres sønner dem, underviis dem. For de er salat, dua og Kor’an.”
(Ahmed b. Hanbel, IV/147, 151, V/180, 383; Dârimi, Fedaillü’l-Kur’an, 14)
Det er overleveret fra Umar og Ali (må Gud være tilfreds med dem), at hver af dem sagde:
“Jeg har aldrig set en mand i sit fulde sind, der ville falde i søvn uden at have læst disse vers i slutningen af Sura Al-Baqarah.”
(Dârimi, Fedaillü’l-Kur’an, 14)
har de sagt.
“Jibril, den hellige engel, viste profeten Muhammed slutningen af Koranens anden sura (Al-Baqara).”
‘Amen’
han opfordrede til at sige det.”
Der findes også en overlevering fra Abu Maysara, der lyder:
Måtte Gud, den Almægtige, gøre os, sine tjenere, til dem, der altid hører, forstår og opfylder betydningen af disse bønner, og som modtager store og store dele af velsignelserne af den lovet besvarelse. Amen.
Klik her for mere information:
– Hvis Gud ikke lægger os på halsen en byrde, som vi ikke kan bære, hvorfor er der så en bøn i Koranen om, at vi ikke skal blive belastet med en byrde, som vi ikke kan bære?..
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
