Vores kære bror,
“Profeten Muhammeds (fredes og velsignelseres værre over ham) fremragende kvaliteter, medfølelse, kærlighed og barmhjertighed omfatter alle børn, herunder også børn af andre religioner.”
Med sin store ydmyghed interesserede han sig for børn ved enhver lejlighed, legede med dem, hilste dem, når han så dem, spurgte efter deres velbefindende, tilgav deres fejl og besøgte dem, når de var syge. På samme måde fik børn af ikke-muslimer også del i profetens barmhjertighed. Profeten forbandt drabet på børn i krige, adskillelsen af mødre og børn, der var fanget, og besøgte også børn af ikke-muslimer, når de var syge.
Vi kan også lære, hvad en muslimsk familie skal gøre, når de har børn, fra hadither, der indeholder emner, som profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham) tog sig af i sin familie.
“Profeten Muhammeds omsorg for børnene i hans nærmeste kredse begyndte fra fødslen. Han reciterede adhan (islamske salmer) i ørerne på nyfødte børn, gav dem navne og ændrede dem, hvis de havde et dårligt navn, og han slagtede et akika-offer for dem. For eksempel reciterede han adhan i ørerne på sit barnebarn Hasan, da han blev født. Han forklarede til sine følgesvend, hvordan han gav sit søn Ibrahim et navn på dagen efter hans fødsel:”
“I nat fik jeg en søn. Jeg har døbt ham med mit bedstefars navn, Ibrahim.”
(Som bekendt stammer profeten Muhammed fra Abraham.)
Profeten Muhammed plejede at underholde sine børnebørn derhjemme, ved at have dem på ryggen eller i skødet. Han tog dem endda med på ryggen eller skuldrene, selv mens han ledte bedesynen i moskeen. En dag, mens Profeten Muhammed uddelte zekât, sad hans barnebarn Hasan i hans skød. Da han var færdig, tog han ham på skuldrene.
Profeten Muhammed (fred og velsignelse over ham) interesserede sig også for den materielle og åndelige opdragelse af sine børn og børnebørn og gav dem vejledning, der var rettet mod at sikre deres lykke i dette liv og i det hinsidige. Det fremgår af hans vejledninger, at Profeten Muhammed (fred og velsignelse over ham) lagde stor vægt på bøn og askese. Han plejede at stoppe ved Fatimas dør, når han gik til morgenbøn, og vågne hende op til bøn.
DEN VÆRDI, SOM ISLAM TILGRÆNDER BØRN
Profeten Muhammed (fred og velsignelse over ham), der blev sendt som profet til et samfund, hvor piger blev begravet levende (1), befalede, at alle børn, uanset om de var piger eller drenge, skulle behandles og elskes lige, og i Islam er mennesket…
“ahsen-i takvim” (den smukkeste skabelse)
som skabt i hans billede (2) og betragtet som det ædleste af skabninger (3). Det er helt naturligt, at et barn, som er et menneskefødt væsen, vil besidde disse egenskaber. Som det fremgår af Koran-i Kerim og Hadis-i Şerif, er der mange henvisninger til barnets værdi.
Islam betragter børn som en pryd i dette verdslige liv, som det fremgår af Koranen (4), og profeten Muhammed betegner en from søn eller datter som en kilde til fortjente, der fortsætter efter personens død (5). Det faktum, at mange vers i Koranen omtaler børn og regler vedr. børn, de mange hadither fra profeten Muhammed om børn, og at kalif Omar (ra) fastsatte en underholdsbidrag på 100 dirhem til børn indtil de nåede puberteten (6), er alle udtryk for barnets plads og værdi i Islam.
1. Barnets Værdi i Koranen
Koranen,
udtrykker den fødte og inderlige kærlighed og medfølelse, som forældre har over for deres børn. I nogle vers bruges ordet “pupil” i stedet for ordet “barn”, hvilket betyder “øjesting”.
“kurratu ayn”
Som det fremgår af brugen af udtrykket (7), kan det også forstås fra de vers (8), der beskriver profet Jakobs (as) sorg og lidelse, som fik ham til at miste synet, på grund af hans medfølelse og savn af profet Josef (as), som var forsvundet.
Verserne, der beskriver situationen for Moses’ (as.) mor, som var tvunget til at smide ham i Nilen, da han var en lille baby (9), er også imponerende udtryk for den dybe kærlighed og medfølelse, som en mor har for sit barn.
I den hinsidige verden og i paradis, som er samlingspunktet for alle slags behagelige ting i denne verden, omtales også eksistensen af børn. I tre forskellige sure i Koranen…
“spredte perler”
Han omtaler paradisets børn, som er blevet sammenlignet med ham.(10)
I Koranen nævnes det, at børn fremstilles som tiltalende for menneskene (11), men det påmindes, at de troende skal være forsigtige, og at ejendom og familie ikke skal hindre dem i at huske Gud (12). I en anden vers omtales ejendom og børn som en prøvelse (imtihan), og det understreges, at den sande belønning er hos Gud (13).
Der er 297 verser i Koranen, der direkte nævner børn.
Dog er antallet af vers, der på forskellig vis omhandler børn, hele 342.(14) På den anden side er der tale om en af de vigtigste begreber, der vedrører børn, nemlig opdragelse (uddannelse).
“Rabb”
Ordene “el-malik” og “el-malik al-mulk” nævnes 965 gange i Koranen, hvilket er mere end alle andre ord bortset fra navnet “Allah”.(15)(16)
Når vi betragter Koranen i lys af vores emne, er det bemærkelsesværdigt, at i alle de fader-søn-relationer, der omtales i forskellige vers, er faderens henvendelse til sønnen altid udtryk for medfølelse og barmhjertighed.
“Min lille dreng, min søn”
vil det fremgå af dette.(17)
“Lukamán gav sin søn gode råd og sagde: ‘Min søn! Tilkald ingen andre til Gud som partnere, thi at tilkald ingen andre til Gud som partnere er en stor uret.’ …
Min søn! Selv om det, du har begået, er så lille som et sennepskorn og befinder sig i en klippe, i himlene eller i jordens dybder, vil Gud frembringe det og bringe det til lyset. Gud er mild, han kender alt…
“Min søn! Opfyld bønnerne, befæst det gode og afvær det onde, og vær tålmodig med det, der rammer dig; sandelig, disse ting er af stor værdi og fortjener at blive fuldbragt.”
(Lokman, 31/16-19)
I andre hellige skrifter
(Tora, Bibelen)
Det er bemærkelsesværdigt, at denne sjældne (*) form af henvendelse findes i mange vers i Koranen, den hellige bog i islam. Vi mener, at det i sig selv er tilstrækkeligt til at vise, hvor meget islam værdsætter børn, at disse kærlige og medfølende udtryk i fader-barn-forholdet formidles til mennesker gennem koranvers.
2. Barnets Værdi i Profetens Sunnah
“Sendt som en barmhjertighed til alle verdener”
(18) Profeten Muhammed (fred og velsignelse over ham) ophævede som den første forskellen mellem drenge og piger og befalede, at børn skulle behandles lige. (19) På samme måde forbandt han at ønske børn ondt. (20)
“Den, der ikke viser medfømme over for de mindste, hører ikke til os.”
(21)
Ved at befale dette fik han samfundet til at acceptere kærlighed og medfølelse over for børn ved hjælp af åndelige sanktioner, og han var ret succesfuld i dette. I denne succes spillede profetens egen kærlighed og interesse for børn i hans eget liv en stor rolle. Det ville være passende at nævne forskellige eksempler på hans medfølelse og barmhjertighed over for børn.
Profeten Muhammed (fred og velsignelse være med ham),
“den mest medfølende af alle mennesker over for sine børn og familie”
som profilerede ham på denne måde, sagde Anas (r.a.):
“Jeg har aldrig set nogen, der var mere medfølende over for sin familie end ham. Hans søn Ibrahim havde en plejefamilie, der boede i en af de fattige kvarterer i Medina. Plejefaderen var smed. Selvom vi var med ham, plejede Profeten at gå dertil for at se barnet. Han gik ind i det røgfyldte hus, tog barnet i armene, kysste og duftede det, og vendte derefter tilbage.”
(22)
I en hadit, der handler om Ibrahim’s dødstime, som fandt sted, mens han endnu var i ammealderen, siges det, at profeten tog sin døende søn i armene og kysset ham, og at tårer strømmede fra hans øjne, og at Abdurrahman b. Avf (ra) så dette.
“Græder De også, O Allahs Budbringer?!”
da han sagde,
“Disse tårer er af barmhjertighed og medfølelse. Øjnene græder, hjertet er sorgeladet, men vi taler kun det, som vores Herre vil godkende. Ibrahim! Vi er inderligt sorgeladte over at have forladt dig.”
Det fortælles, at han svarede på denne måde. (23) I en lignende episode var han ustandholdelig, da han så barnet, der var ved at dø i hans arme, og hans øjne fyldtes med tårer. De, der så ham græde,
“Hvad er dette, O Allahs budbringer?”
da han spurgte,
“Dette er en barmhjertighed og medfølelse, som Gud har indsat i hjertene af sine tjenere. Gud viser sin barmhjertighed kun overfor de barmhjertige blandt sine tjenere.”
(24) havde han befaledet.
En beduin, der så, at profeten kyssetes med sine børn, var overrasket over det og
“Så I kysser altså børnene?!… Men vi kysser dem slet ikke!”
kunne han ikke holde sig fra at sige. Da sagde profeten:
“Hvad kan jeg dog gøre, hvis Gud har fjernet medfølelsen fra dit hjerte?”
(25)
og sagde dermed, at et hjerte, der mangler kærlighed til børn, heller ikke kan have medfølelse.
I haditsteksterne finder vi mange andre eksempler på profetens kærlighed til børn, en kærlighed og medfølelse af en sådan grad. Vi kan se dette på mange måder. Profeten kysser og omfavner lejlighedsvis sine børnebørn Hasan og Hussein (r.a.) og beder for dem (26). Han viste denne kærlighed og medfølelse også andre børn. Usamah ibn Zayd (r.a.), som tilbragte en stor del af sin barndom sammen med profetens børnebørn og senere blev øverstkommanderende for den islamiske hær, fortæller, at profeten satte ham på det ene knæ og Hasan på det andet, hvorefter han omfavnede dem begge.
“Min Gud, vis dem barmhjertighed; for jeg er også barmhjertig mod dem.”
og han bad til Gud med disse ord, som det er overleveret. (27) Yusuf b. Abdullah (ra), en af profetens disciple, sagde også:
“Profeten satte mig på sine knæ, strygte mig på hovedet og gav mig navnet Yusuf.”
som det siges. (28) Følgende hadit er dog endnu mere interessant. Den hellige Enes fortæller:
“En jødisk dreng var syg. Profeten (fred og velsignelser over ham) besøgte ham. Han satte sig ved hans seng og sagde til ham,”
‘Bliv muslim!’
sagde han. Da drengen så på sin far, der stod ved siden af ham, sagde faderen:
‘Vær lydig over for Abu’l-Qasim.’
da barnet konverterede til islam. Derefter sagde Profeten (fred og velsignelser over ham):
‘Lovetegnet tilhører Gud, som reddede ham fra helvete ved mine midler.’
sagde han og rejste sig.(29)
Profeten Muhammed (fred og velsignelse over ham), som befalede at vise gæstfrihed over for børn og at forbedre deres opdragelse (30), praktiserede selv det, han befalede andre. Materiel gæstfrihed…
“ved at give den mindste af dem, der er til stede, frugten fra den første høst af året”
(31) Han viste sin omsorg ved at lege og narre med dem, og ved at spørge ind til deres trivsel. Det er bemærkelsesværdigt, at Profeten, som glædede sine børnebørn (32) og andre børn (33) ved at bære dem på skuldrene, også narrede dem. Sahabiten Mahmud ibn Rabi’ (ra) fortæller, at Profeten, da han var fem år gammel, tog vand fra en spand og sprøjtede det i hans ansigt, og han priser sig lykkelig for, at hans ansigt ikke har ældet, selv efter mange år. (34) Anas ibn Malik (ra) sagde: “Rasulullah (saw) narrede os, og han narrede endda min lillebror…”
Åh, Abu Umayr, hvad er der sket med den lille fugl?
han plejede at lave vittigheder og narre folk.”(35)
Den følgende hændelse, som vi vil nævne som et eksempel på åndelig gæstfrihed, er et af de fineste eksempler på profetens tolerans over for børn.
“Barnets uro i barndommen er et tegn på, at det vil blive meget klogt, når det vokser op.”
(36) Da han accepterede dette, befalede Profeten, fred og velsignelser være med ham, at man ikke straks skulle gripe ind, når børn begik narrestreger. (37) En gang kastede den lille rampoll Rafı’ b. Amr sten på palmetræerne, som tilhørte en af Ansar. Ejer af haven greb ham og bragte ham til Profeten, fred og velsignelser være med ham.
“Hvorfor kaster du sten på træerne, lille ven?”
som spurgte Profeten: “Hvad er Rafı’?”
“Jeg var sulten, o Allahs budbringer, og jeg kastede sten for at mætte min sult.”
da han svarede,
“Kast ingen sten på træerne mere, min dreng, tag dem, der falder ned, og spis dem!”
sagde han og stryglet derefter Rafis hoved.
“Gud, mætte denne lille en.”
og bad til Gud med disse ord. (38)
På den anden side fortæller overleveringer, at Profeten indgik moskeen med sit barnebarn Umameh på ryggen, og at han, mens han bed, lod ham falde til jorden, da han bukkede sig, og rejste ham op igen, da han rejste sig (39); og at Hasan og Hussein, mens han bed, klatrede op på Profetens ryg under bøjningen, og at han forlængede bøjningen, så de ikke faldt (40), og at han holdt dem i hånden, da han rejste sig, så de ikke faldt (41), og endda, mens han holdt en tale, steg ned fra talerstolen og tog sit barnebarn Hasan i armene (42) og tog ham til sig. Profeten, der fuldt ud satte pris på en mors medfømme til sit barn,
“Jeg begynder at bede med intentionen om at bede længe, men så hører jeg et barn græde, og jeg forkorter bønnen, så jeg ikke giver barnets mor besvær.”
er til rådighed. (43)
Ligesom ordene i Koranen selv befaler ydmyghed (44), har Profeten Muhammed også givet forskellige advarsler om, at bønnen skal forrettes med ydmyghed og at man ikke skal beskæftige sig med andre ting (45). I modsætning hertil udtrykker de overleveringer, der omtaler Profeten Muhammeds beskæftigelse med børn under bønnen, den ubegrænsede tolerans og forståelse, der skal udvises over for dem. Det faktum, at han accepterede troslovelser fra børn, der endnu ikke havde nået puberteten, som Hasan, Hussein, Abdullah ibn Abbas, Abdullah ibn Ja’far og Abdullah ibn Zubayr (46), er et yderligere eksempel på den værdi, han tillagde børn.
Fodnoter:
1.
“Når en af dem får besked om, at han skal få en datter, bliver hans ansigt sort af sorg. Han forsøger at skjule sig for folk på grund af den dårlige besked, han har fået. Skal han beholde hende i skam, eller skal han begrave hende i jorden? Hvilke skæbnebestemmelser de træffer!”
(Nahl, 16/58, 59.)
2.
“Sandt er det, at Vi skabte mennesket i den smukkeste skikkelse.”
(Tin, 95/4.)
3.
“Vi har sandelig æret menneskenes afkom, givet dem mulighed for at rejse på land og i havet, ernæret dem med rene ting og givet dem fortrin frem for mange af de skabninger, som Vi har skabt.”
(Isra, 17/70.)
4. Kehf, 18/46.
5. Musnad, V, 269.
6. San’anî, Musannef, V.311.
7. Furkân, 25/4; Kasas, 28/9
8. Josef, 12/84-86.
9. Taha, 20/40; Kasas, 28/10-11.
10. Mennesket, 76/19; Begivenheden, 56/17; Slægten, 52/24.
11. Al-Imran, 3/14.
12. De Hykkelige, 63/9.
13. Tağābun, 64/15; I denne vers betyder “fitne” ifølge Ibn Kathir et middel til prøvelse og test. Gennem disse prøvelser og tests bliver det kendt, om en person er lydig eller ulydige over for Gud. Se Ibn Kathir, Tafsir al-Qur’an al-Azim, Kairo, bind IV, 376.
14. For mere information, se Canan, De rettigheder, som Gud har givet børnene, s. 17-20.
15. M. Fuad Abdulbaki, Mu’cemu’l-Müfehres. Istanbul, u.å., “Rabb”-artiklen.
16. Nevzat Ayasbeyoğlu, De værdier, som islam har indført i uddannelsen, Istanbul 1968, s. 16.
17. I alle disse vers
“Büneyye”
ordet bruges, og det fuldstændige tyrkiske svarer til
“Min søn”
Det betyder. Men i vores sprog er den kærlige og venlige tiltaleform mere udbredt, uanset køn, og mere end
“Min lille skat”
Vi vil gerne bemærke, at dette udtrykkes med ordet. I denne forbindelse viser de følgende vers i Koranen, hvordan faderen henvender sig til sine børn, og hvordan børnene henvender sig til deres fader:
“Mens skibet bar dem frem i bølger, der var som bjerge, kaldte Noah på sin søn, der var tilbage på stranden: ‘Min søn, kom med os, vær ikke med de utro!’ ”
(Hud, 11/42). Hans far (Jakob, til sin søn Josef) sagde:
“Min søn! Fortæl dine brødre ikke din drøm, for de vil spænde dig et ben, thi Djævelen er jeres fjende.”
Yusuf, 12/5.
18.
“O, Muhammed! Vi har dig kun sendt som en “barmhjertighed” til alle verdener.”
Enbiyâ, 21/107.
19. Muslim, Hibât, 13.
20. Muslim, Birr, 87.
21. Al-Hakim, Müstedrek ala’s-Sahîhayn, Beirut, ts. î, 62.
22. Bukhari, Edeb, 18.; Muslim, Fadail, 63; al-Hakim, Mustadrak ala’s-Sahihayn, IV, 40.
23. Bukhari, Cenâiz, 44.
24. Zebidi, Tecrid-i Sarih, IV, 376.
25. Bukhari, Edeb, 18.; Muslim, Fadail, 65.
26. Tirmidhi, Menâkıb, 31.
27. Bukhari, Edeb, 22.
28. El-Cüâm, Fadlullahis-Samed fî tavdîhi’l-Edebi’l-Müfred, Kairo, 13 88,1,461.
29. Abu Dawud, Dødsfald, 5. Bukhari, Dødsfald, 79.
30. Ibn Majah, Edeb, 3.
31. Muvatta’, Medina, 2; Heysemi, Mecmauz-Zevâid, Beirut, 1967, V, 39.
32. Tirmidhi, Menâkıb, 50.
33. Al-Hakim, Mustadrak ala’s-Sahihayn, m, 555-56.
34. Bukhari, Diim, 18, Daavât, 31.
35. Bukhari, Edeb, 81; Ibn Majah, Edeb, 24.
36. Munawi, IV, 410.
37. Også nutidens pædagoger betragter overdreven intelligens som en sygdom, se Jacquin, s. 38.
38. Ibn Majah, Ticaret, 67.
39. Bukhari, Salât, 106; Muwatta, Sefer, 81.
40. Heysemî, ibid., 182.
41. Muslim, Moskéer, 42.
42. Bukhari, Fiten, 20; Tirmidhi, Manaqib, 31.
43. Bukhari, Ezan, 65.
44. Al-Mu’minun, 23/l-2.
45. Bukhari, Ezan, 88; Ibn Majah, Ikâmet, 68.
46. Heythami, VI, 40., IX, 285.
(Prof. Dr. M. Emin AY, Hvordan forklarer vi Gud for vores børn?)
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
