Vores kære bror,
En professor deler en personlig oplevelse fra sit eget liv:
“Efter at jeg var færdig med fakultetet, underviste jeg som lærer i et par år. Jeg holdt kemiundervisning i en hyggelig by i det østlige Anatolien. Jeg havde et varmt forhold til omgivelserne. Elev, lærer, leder, forælder, befolkning… Jeg havde en god dialog med folk fra alle lag af befolkningen.”
“Jeg var blevet rigtig glad for mine elever. De følte sig trygge ved min tilgængelighed og kunne åbne sig for mig uden problemer.”
“I de år herskede terror og anarki i vores land. I Østen var det endnu værre. På den gymnasieskole, hvor jeg underviste, var der elever, der var langt ældre end deres alderstrin, ja, endda ældre end mig. Det var store, stærke unge mænd. Nogle kræfter udnyttede deres fysiske styrke og fyldte de rene hjerter af vores unge mænd med skadelige ideer, og mange af dem blev anarkister.”
“De havde stjålet den hellige tro fra deres hjerter, og med den mange af deres humane kvaliteter.”
“En af dem var Ziya. Han var i sidste klasse på gymnasiet og var ældre end de andre i sin klasse. Han var en mandhaftig, stærk ung mand. Mange af hans åndelige følelser var blevet stjålet fra ham, men respekten for læreren var endnu ikke helt forsvundet.”
En dag bad han, skamfuldt og ydmygt, om ordet:
– Professor, må jeg stille en spørgsmål, hvis det er i orden?
, sagde han.
“Det var tydeligt, at der stormede indeni i ham, at han var helt fortummet. Han var knust af den tunge byrde, der hvilede på hans skuldre. Jeg forstod situationen fuldstændig. Jeg forsøgte at trøste ham og få ham til at udtrykke sit problem ærligt og åbent:”
– Hvad mener du, Ziya? Jeg er her for at besvare jeres spørgsmål, du kan selvfølgelig stille dem, jeg lytter til dig.
sagte jeg.
– Men professor, min spørgsmål handler ikke om kemi.
– Det er ligegyldigt, bare stil spørgsmålet ærligt og åbent…
–
Professor! “Vi tror ikke på det, vi ikke ser. Vi ser heller ikke Gud, så hvordan kan vi tro på ham?”
De siger det.
“Jeg forklarede, at det var helt normalt at stille sådanne spørgsmål, at mange stillede sig selv de samme spørgsmål, og at det endda var et meget hyppigt stillede spørgsmål, og derefter sagde jeg:
– Se Ziya, alt kan man ikke se med øjnene, eller med andre ord, alt kan man ikke se med øjnene. Nogle ting ser man med tungen, ørerne, næsen eller med forstanden.
“Disse udsagn vakte forvirring i klassen. Hvad betyder det at se med ørerne eller tungen? Spørgsmålene stod skrevet i deres øjne. Jeg fortsatte:
– For eksempel, hvis jeg laver en god middagsret og
“Ziya, kom og smag lige på den her mad.”
hvis jeg sagde det, og du også
“Læge, jeg tror kun på det, jeg ser med mine egne øjne, jeg vil smage maden med mine øjne.”
Hvis du tegner et mønster og stikker øjet ind i maden, så koges øjet sammen med maden, og du bliver blind. Det vil sige, man smager maden med tungen. På samme måde
“Lugt lige på den her duft.”
når jeg siger det, begynder du ikke at lede efter essensen med dine øjne, eller
“Se bare på, hvor smuk musikken er.”
Når jeg siger det, lytter du med ørerne.
Der er også det at se med forstanden.
Siden det kunstige værk eksisterer, vil du med din fornuft forstå, at der må være en ingeniør bag dette værk.
Ja, Ziya, vi ser Gud med vores sind.
Derefter vendte jeg mig mod klassen og fortsatte min tale:
– Lad os se på sagen fra et videnskabeligt synspunkt. Kan et vidunderligt mesterværk som Selimiye-moskeen have været skabt uden en arkitekt? Er vores krop således ringere end dette arkitektoniske mesterværk?
Vores krop, der ligner en enorm by, indeholder cirka 100 billioner celler. Et næsten 150.000 kilometer langt karssystem dækker hele vores krop. Den mindste funktionsfejl i et af vores organer kan betyde slutningen af vores liv. Netop som vores indre verden er så vidunderlig, og selvom alle mennesker har visse fællestræk, ligner ingen mennesker hinanden. Vores udseende, stemme, karakter og andre egenskaber er alle forskellige. Kan vi tilskrive disse fænomener til tilfældighed?
Lad os, hvis I vil, uddybe sagen lidt:
“Som I ved, har det levende univers en særlig plads i universet.
Kunstværker, der findes i uorganiske materialer, er langt mindre imponerende end dem, der findes i levende organismer.
De enkleste levende organismer er bakterier. Blandt disse er det en af de organismer, som videnskabsfolk har forsket mest i.
Escherichia coli
er en bakterie. Den kan kun ses under mikroskop ved en forstørrelse på tusinder af gange.
denne organisme vejer kun en femhundredtedel af en milliardtedel af et gram,
Densiteten er en hundredtusendtedel af en centimeter. På et så lille areal er der placeret hele fem tusen stoffer. Desuden, når hver bakterie finder det nødvendige miljø, bruger den vand, ammoniak og sukker som føde, og inden for 20 minutter deler den sig, så antallet af stoffer stiger til 10.000. Denne begivenhed er noget, som selv den dygtigste kemiker ikke ville kunne drømme om. En kemiker kan nemlig kun udføre én reaktion i en beholder. Og selv i en tid, hvor videnskaben er så fremskreden, tager det meget lang tid.
I så fald,
Escherichia coli
Inden for 20 minutter syntetiseres 5.000 stoffer i samme beholder af bakterien.
“Hvis det er så fantastisk i den enkleste organisme, kan du sammenligne det med begivenheder i andre organismer.”
Man kan også se sagen fra en anden vinkel:
“Tror du, at det menneskelige øje kan se alt?”
Hvordan kan vores øjne være ubegrænsede, når alt andet i os er begrænset?
Mens vores øre kan høre lyde med frekvenser mellem 20 og 20.000 Hz, kan vores øjne se stråler med bølgelængder mellem 450 og 800 nanometer.
Vi kan ikke se ud over eller ind i disse stråler. Röntgenstråler, ultraviolette stråler, infrarøde stråler osv. eksisterer, selvom vi ikke kan se dem med vores øjne. Skal vi så benægte deres eksistens?”
“Venner, vi kigger i virkeligheden ind i universet igennem et nøglehul.”
Altså, vores synsfelt er så begrænset. Efter at have kendt til dette…
“Jeg tror ikke på det, jeg ikke har set.”
“Hvor absurd er det ikke bare?”
Ziya var uopmærksom og stille under hele lektionen. Det var tydeligt, at der stormede indeni i ham. Han holdt hænderne ved tindingerne og tænkte hele tiden. Jeg lod ham være i fred indtil lektionens slutning.
* * *
Der var gået 3-4 dage. En aften kom Ziya med en ven til mit hus.
– Professor, må jeg komme ind?
– Selvfølgelig, Ziya, vores hjem er åbent for alle.
De satte sig, og jeg tilbød dem af den te, der var klar. Ziya tog en slurk te og begyndte at tale:
– Professor, jeg er kommet her med et bestemt formål.
– Hvad er der i vejen, Ziya? Alt er vel, forhåbentlig.
– Professor, jeg er her for at konvertere til islam.
Jeg var ærligt sagt overrasket og forskrækket:
– Hvad mener du, Ziya, du er jo allerede muslim.
– Gud, professor, før dine forelæsninger havde jeg mange spørgsmål og tvivler i mit hoved. Nogle bøger jeg læste og nogle mennesker jeg talte med, havde fuldstændig forvirret mig. Jeg var i en stor krise. Efter dit foredrag tænkte jeg i dagevis og sov mange nætter ikke. Men jeg har taget min beslutning, jeg er nu muslim.
De ideer, der passer bedst til min fornuft og mit samvittighed, er de islamiske ideer. At leve uden tro er ingen forskel fra et dyreliv.
Den 12. september kom og tog våbnene fra mine hænder, I kom og fjernede den ondskab, der var i mit hjerte, jeg er jer taknemmelig og skylder jer tak.
Jeg har nu taget mit første skridt på vej mod menneskelighed. Gud velsigne jer.
– Ja, Ziya, den største sandhed i universet er troen på Gud. Og det mest overraskende er netop benægtelsen af Skaberen. Din beslutning glæder mig meget. Inshallah vil du ikke afvige fra den rette vej i fremtiden…
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
