Vores kære bror,
Svaret på dette spørgsmål er;
“At betragte alt, der eksisterer i universet, som et tegn på Guds skabelse, at være bevidst om, at vi er i Guds nærvær til enhver tid og under alle omstændigheder, og at huske, at døden uundgåeligt vil komme til os alle.”
kan det opsummeres som.
Lad os forestille os, at vi to venner pludselig er blevet overbragt til denne verden fra en anden verden. Omkring os er det øde. Der er ingen andre i nærheden… Vi står der i forundring og vedlige, hvad vi skal gøre, da jorden pludselig spalter sig foran os, og et træ dukker frem. Det vokser hurtigt. Lad os hvile i skyggen af det et stund.
Så lad os forestille os, at frugterne begynder at tørre op på grene. Lad os plukke dem og spise dem. Om lidt kommer der et dyr og kommer hen til os… Lad os malke det og drikke mælken. Lad os have lyst til at tage en tur i omegn. Fra fjerden kommer et andet dyr galoppere. Og det stopper lige foran os. Lad os hoppe op på det og tage en tur…
Kan vi bare tage alt dette som en selvfølge og gøre det uden overraskelse og følelsesløst?
Som digteren sagde:
“Hvem er jeg, og hvad er det her for noget?”
Siger vi ikke det? Slår vores hjerte ikke af begejstring? Er det ikke vores allerførste pligt at spørge og lære, hvem og hvordan vi skal takke for al denne gæstfrihed?
Lad os nu ændre scenariet. Lad os ikke være alene. Lad os omringes af tusinder, af hundredtusinder. Og lad os endelig se dagens verdensbefolkning dukke op. Lad antallet af planter og dyr, der tjener os, vokse og vokse. Og lad os til sidst se de planter og dyrearter, vi kender i dag, foran os.
Lad os så stille os selv spørgsmålet:
“Hvad er der ændret?”
Hvorfor kan vi ikke længere føle den begejstring, det undrede og den taknemmelighed, som vi følte, da vi var alene? Burde vores undren i virkeligheden ikke være endnu større? Eller er det disse menneskemasser, disse høje bygninger, denne støj, disse sladder, disse stridigheder om levebrød, der blokerer vores tanker?
REFLEKSION:
At tænke over en sag, at belære sig selv, at overveje grundigt og at blive klar over sagen.
Verbet “Tefekkür” har tre bogstaver.
“fekere”
er afledt af verbet. Fekere er rodverbet og det, der er afledt af det.
tænkende, tænkende, tænkende
og
iftekere
De to ord har samme betydning. Det modsatte af eftertanke er mangel på ideer og mangel på omtanke.
Refleksion,
Det er en egenskab, der er specifik for mennesket. Mennesket adskiller sig fra andre væsener og er overlegne takket være refleksion. Refleksion kan kun foretages over ting, der er mulige at forestille sig i hjertet. Derfor er det muligt at reflektere over de væsener, som Gud har skabt.
Men det er umuligt at spekulere over Guds væsen.
Fordi Gud på ingen måde kan beskrives som en form og ikke kan forestilles som en figur (el-İsfahânî, el-Müfredât, Istanbul 1986, 578).
En af de vers, der har haft størst indflydelse på profeten Muhammed (fredesvæn over ham), handler om eftertanke.
To personer besøgte Aisha (ra). Den ene af dem var,
“Kan du fortælle os om noget, der har imponeret dig ved profeten Muhammed (fredesvæn over ham)?”
Da sagde Aisha (r.a.):“Profeten (fred og velsignelse over ham) stod op en nat, tog adl og bad. Han græd meget under bønnen. Tårerne fra hans øjne vådede hans skæg og jorden, mens han var i prostration. Bilal (ra), som kom for at kalde til morgenbønnen, sagde:”
“O, Allahs budbringer (fred og velsignelser over ham)! Hvad er det, der får dig til at græde, selvom alle dine synder, fortidens og fremtidens, er tilgivet?”
da sagde han:
“I nat nedsteg en vers fra Gud. Denne vers får mig til at græde.”
sagde han og læste verset op:
“I skabelsen af himlene og jorden og i skifte mellem nat og dag er der da vissevisse tegn for de, der har forstand.”
(Al-Imran, 3:190).
Derefter sagde Profeten (fred og velsignelser over ham):
“Ve dem, der læser denne vers, men ikke reflekterer over den, tænker over den, er det synd.”
sagde han.
I den næste vers, som forklarer situationen for de intelligente mennesker, der er inviteret til at reflektere, siges der:
“De mindes Gud, mens de står, sidder og ligger på siden, og de tænker over skabelsen af himlene og jorden. (De siger): Vore Herre, Du har ikke skabt dette forgæves, Du er forherliget, bevare os fra straffen i Helvede!”
(Al-Imran, 3/191).
Ifølge en overlevering fra Ibn Abbas (ra) forsøgte nogle mennesker at tænke over Guds væsen. Deraf gav profeten Muhammed (sas) følgende forklaring:
“Tænk over det, som Gud har skabt. Tænk ikke over Gud selv. I er ikke i stand til at tænke over Guds person.”
(se Kenzu’l-Ummal, h. nr. 5705, 5706)
Lokman (as) plejede at sidde alene i et afsides sted og overveje tingene. Han spurgte sig selv:
“Hvorfor sidder du alene? Ville det ikke være bedre, hvis du sad sammen med andre og lavede lidt snak?”
spurgte de. Lokman (as) svarede:
“At være alene i lang tid er mere egnet til kontemplation. Og at kontemplere i lang tid fører mennesket til paradis.”
Omr ibn Abd al-Aziz sagde følgende om kontemplation:
“At overveje Guds nåde er en af de mest dydsfulde former for tilbedelse.”
Imam Shafi’i sagde også:
“Lad refleksionen vejlede dig, når du dømmer om noget.”
og dermed pegede han på tefekkürs (dybt tænkens) betydning inden for usûl-videnskaben.
(Gazzali, Ihya, Beirut, ty IV/423 og videre)
Som resultat af eftertanke opnår mennesket en bred viden. Når menneskets viden øges, ændres også dets hjerte. Som konsekvens heraf ændres menneskets tilstand og handlinger. Det fremgår, at økningen af menneskets viden og forbedringen af dets adfærd begynder med eftertanke. Derfor, efter at Gud den Almægtige har nævnt forskellige emner i Koranen, …
“… Der er da sandelig tegn for de, som overvejer (reflekterer)!”
(Nahl, 16/11)
som det siges. Denne formulering, der inviterer til eftertanke, forekommer fem andre steder i Koranen.
(Ra’d, 13/3; Nahl, 16/69; Rûm, 30/21; Zumer, 39/42; Casiye, 45/13).
Ord, der stammer fra den samme rod som “tænkning” (tæfekkür), forekommer 18 gange i Koranen. I mange vers i Koranen siges det, at der er lære for de, der tænker, overvejer og forstår, og der bruges mange ord, der udtrykker betydningen af tænkning.
Ligesom der findes positiv tænkning, findes der også negativ tænkning.
Forkert overvejelse fører til forkert resultat. Kun mennesker med et sundt hjerte kan overveje tingene på en sund måde. Den overvejelse, som islam opfordrer til, er uden tvivl den sunde. Her er et par vers, der opfordrer til denne positive overvejelse:
“Han er det, som udbreder jorden, og derpå etablerer faste bjerge og floder. Han skaber derpå par af alle frugter. Han draperer natten over dagen. Der er sandelig tegn i dette for et folk, som overvejer (reflekterer).”
(Ra’d, 13/3)
“Han er det, som nedsender vand fra himlen til jer. Drikkevandet er fra ham, og træerne og planter, som jeres dyr græsser på, vokser og grønnes ved ham. Han frembringer for jer korn, oliven, palmer, druer og alle slags frugter. I dette er der sandelig tegn for et folk, som overvejer (reflekterer).” (Nahl, 16/10,11).
“Og hvis Vi havde nedsendt denne Koran til et bjerg, ville du have set det bøje sig i ydmyghed og sprænge sig i stykker af frygt for Gud. Disse eksempler giver Vi menneskene, så de kan overveje.”
(59:21, Al-Hashr)
Den positive tænkning, som islam lægger så stor vægt på, frier mennesket fra efterligning. For eksempel,
“Verdenslivet er forgængeligt; det hinsidige liv er evigt. Det er bedre at vælge det evige frem for det forgængelige.”
Den, der lytter til en sådan vejledning og arbejder for det hinsidige, har ved at imitere andre fundet den rette vej. Men den, der når til denne konklusion som resultat af eftertanke og dyb overvejelse og handler bevidst i overensstemmelse hermed, vil altid være bedre stillet. Han har bevidst undgået det onde og valgt det gode. Samtidig slipper han for at imitere andre; han viser andre vejen.
En af måderne at befri sig fra verdslige ting og opnå Guds gunst er at tænke på døden.
Før vi kom til verden, vidste vi ikke, i hvilken mands livmoder vi ville vokse op, og i hvilken kvindes livmoder vi ville modnes. Nu står vi over for et nyt billede af uvidenhed.
Med hvilket middel vil vi rejse fra denne jordklode, som vi rejser på, til det hinsidige? Vil vi omkomme i en trafikulykke på denne rejse, eller vil vi dø af et hjerteanfald? Hvilken sygdom vil bringe os til dødens dør og overlevere os til dødsengelen?
Som mennesker er vi fuldstændig ude af stand til at besvare dette spørgsmål.
Azrail (as) henter mere end fem hundrede tusen sjæle hver dag. Hver dag forlader en stor mængde mennesker, en skare af mennesker, denne verden. Blandt dem er der ældre og unge… Rige og fattige… Og det vigtigste: Blandt dem er der de fromme og de ugudelige. De troende og de ulydende…
Disse bindemidler og bindemiddelgrupper råber følgende til os:
“I døden er alle lige… En dag vil I også blive høstet.”
Pas på, at I ikke bliver overrasket. Lad dødsengelen ikke finde jer i oprør.
“Overlad jer ikke til verdslige luksus, men til tilbedelse. Rett jer ikke på andres materielle ting, men på jeres evige liv; tænk på det, og stræb efter at gøre noget for det. Lad jeres død være som en soldat, der har fuldført sin pligt og forlader kasernen; eller som en elev, der forlader klassen efter at have fyldt sit eksamenspapir med korrekte svar.”
“Når du bliver gammel, så se på dine fødder, som ikke længere kan bære dig, som på slidte sko. Betragt din smertefyldte krop som en revet kjole. Giv det ikke for meget opmærksomhed. Det vigtigste er, at du selv ikke bliver slidt op; at din sjæl forbliver frisk; at din krop bliver slidt, men din ånd styrkes, dit hjerte bliver stærkere…”
“Jo stærkere dit hjerte er i tro og tilbedelse, jo mindre vil du lide på den dag, du står der helt nøgen. Jo færre ting dit hjerte er bundet til, jo lettere vil det være at forlade denne verden.”
“Det er i dine hænder… Men din tilgang er forkert. Jo mere du tænker på døden, jo mere klamrer du dig til verden. Det bliver sværere og sværere for din sjæl at slippe det. Du graver din egen grav, uden at du ved det.”
“Men dette gravsverd er slet ikke så frygteligt. Tværtimod er det smukkere end verden. Kan I overhovedet forestille jer, at I kan komme sikkert fra den verden til denne? Lad være med at tænke på resten. Her…”
“den hinsidige verden”
Er det så uden grund, at de siger det? Berzakh, altså sløret… En passage, en bro mellem dette og det hinsidige… For de troende er det smukkere end denne verden, men mindre smukt end Paradiset… For de utroende er det præcis det modsatte; mere smertefuldt end denne verden, men mere behageligt end Helvede. På en måde er det som foråret og efteråret. Er disse årstider ikke også slør? Den ene mellem vinter og sommer, den anden mellem sommer og vinter…”
“Mens I endnu har muligheden, så forsøg at forskønne jeres gravsted. Arbejd således, at denne verden for jer bliver som morgenstunden, og ikke ligner skumringen.”
“Vi har mistet alle mulige chancer. Vi har hverken hænder eller mund… Jo mere vi ser jeres uvidksomhed, jo mere vil vi jer noget fortælle, ja, endda noget råbe ud til jer. Men vi har ingen forbindelse mere til vores læber, vores tunge, vores stemmer, eller til luften… Nu er vores krop overladt til forfald, på vej tilbage til sin oprindelige tilstand. Selv om vi ville, kan vi ikke mere tage et skridt mod den rette vej. En dag vil I også være som os og sukke over, at I ikke brugte jeres liv bedre.”
Død er den yderste grænse for den begrænsede frie vilje, som mennesket er givet.
Liv, ego og begrænset vilje…
De tre begravelser finder sted sammen. Disse tre ting ligger nu langt bag os. Vi er nu ved den første station, hvor vi høster frugterne af vores handlinger. Her smager vi de søde og bitre frugter af vores frie vilje. Alle de muligheder, der blev os givet, er nu forbi. Vi er under den fuldstændige herredømme af Allahs absolutte vilje. Vi kan kun nyde så meget, som Han tillader, eller lide så meget, som Han bestemmer. Fra denne verden til dommedag vil vi rejse med Hans vilje, og vi vil afgive regnskab under Allahs herredømme, ikke efter vores eget ønske.
Vi venter på dommedag, og I flygter fra døden; er det ikke mærkeligt?
Døden står foran jer, mens den er langt bag os. Alligevel har I medlidenhed med os og sørger over os.
“Graven er enten en af Paradisets haver eller en af Helvedes huller.”
I har sikkert hørt hadisen. Vi oplever i denne verden den åndelige betydning af den hadis. Vores allerførste og sidste råd til jer er:
“Lev dit liv på en sådan måde, at din grav bliver et lille paradis for dig.”
De, der døde før de døde
Foran os ligger en stor sandhed, som vi aldrig må glemme, men som vi tværtimod gør alt for at glemme: Døden.
Den største straf for vores uagtsomhed er:
“Minner døden, som ødelægger enhver fornøjelse.”
hadithen…
I denne hadit anbefales det, at vi ofte husker på døden og tænker grundigt over den. At ignorere denne anbefaling er ikke klogt. For at lukke øjnene kan ingen sandhed skjule. Mennesker, der vender ryggen til døden og undgår at tænke på morgendagen, gør intet andet end at gå baglæns mod graven.
Visdom er ikke at glemme døden, men at søge efter måder at overvinde den, at komme ud over den, i bevidstheden om, at jordens rejse fører mod graven og ender med døden.
En patient, der har glemt sine problemer.
Man kan få en kort periode af lettelse. Men denne sløvsomhed fører til, at sygdommen fremskridt endnu mere. Den korte lettelse følger af en lang lidelse.
At glemme prøverne,
Det kan give eleven en midlertidig fornøjelse. Men resultatet af denne uagtsomhed vil blive problemer, lidelser og smerter.
En købmand, der bruger sit kapital uhensigtsmæssigt,
I en periode lever man i en illusorisk velstand. Men denne velstand ender i ruin…
Jeg forestiller mig, at det er som at forsøge at glemme døden, som at forsøge at glemme, at man er dødelig.
Du sidder på dit værelse eller slapper af i en park, da du bemærker en ensom insekt. Du bøjer dig ned for at tæve lidt tid med den og rækker din hånd mod den. Insekten drejer sig straks om og begynder at løbe væk – med en stor hastighed, i forhold til dens egne standarder.
Du ser med glæde på hans flugt. Han går hen og gemmer sig bag en nedkastet æske tændstikker. Du strækker lidt halsen og følger ham med blikket. Du kan næsten føle hans spændte åndedrag.
Og så kommer en anden insekt hen til ham. Den insekt, der er flugt fra jer, siger til den anden:
“Jeg har lige sluppet fra en stor fare. Der dukkede pludselig en mørk sky op foran mig. Jeg flagede væk. Gudskelov er jeg uskadt.”
Man kan næsten høre ham sige det…
Vores situation i mødet med dødens engel er ikke meget anderledes.
Uanset hvor vi går, uanset bag hvad vi gemmer os, uanset hvilken fornøjelse vi søger, uanset hvad vi gør for at glemme ham, ændrer resultatet sig slet ikke. Han er i hvert øjeblik i færd med at prøve os og venter på et ord fra Herren til at tage vores sjæle.
Så det er ikke klogt at flygte fra døden.
Visdommen ligger i at elske døden og forsøge at overgive sin sjæl til dødens engel ren og ubesmittet. At ikke tænke på fremtiden, at glemme døden, er vel næppe en livsfilosofi, der passer til et menneske… Han kan ikke konkurrere med dyrene på dette felt. Han vil altid falde på ryggen på denne matras. Han bør derfor søge et andet felt.
En anden hadit om døden:
“Mennesker sover, og de vågner, når de dør.”
Mennesket forstår først fuldt ud sin egen svaghed og ydmyghed, verdens bedrag og forgængelighed og den nært forestående dommedag, når det dør. Denne hadit fortæller os, at vi skal vågne op og få styr på vores liv, inden vi dør…
Og til sidst, haditten, der lærer os om dødens sandhed:
“Dør, før du dør.”
At dø, mens man lever… Det er en død, der kun er forbeholdt udvalgte mennesker. Vores opgave er at stræbe efter at ligne dem, så meget vi kan…
Den, der adlyder dette bud, betragter sin krop og det univers, der omgiver ham, som hjælpere. Han betragter verden som et gæstehus og kroppen som en leje. Han drukner ikke sin sjæl og sit hjerte i dem. Den, der lever i denne tilstand, er død, før han dør.
Når et menneske dør, begynder det at afregne sit liv. Derfor: Den, der afregner sit liv i denne verden, er i virkeligheden død, før han dør.
Med afslutningen af det verdslige liv begynder et nyt liv. Derfor er en person, der forbereder sig på det hinsidige, mens han eller hun er i denne verden, i virkeligheden død, før han eller hun er død.
Ved døden fratages mennesket, ligesom andre lemmer, også øjnene og tungen.
Han er nu berøvet glæden ved at læse og fortælle. Med dette i tanke er den, der lærer det, der vil være nyttigt derovre, her, og lytter til det, der vil blive sagt derovre, her, død, før han er død.
Med døden ophører skabningernes kærlighed og frygt. For den døde er det ligegyldigt, om han bliver rost eller fordømt af de levende, ligesom der ingen forskel er mellem sommer og vinter. Den, der i verden ikke lægger vægt på menneskers gunst eller fordømmelse,
“som hverken glæder sig over tilstedeværelse eller bedrøver sig over fravær”
Man er i virkeligheden død, før man dør.
Og det vigtigste er, at ved døden vender mennesket tilbage til Gud, til sin Herre.
De, der dør før døden, vender sig til Gud i denne verden; de lever deres liv inden for rammerne af guddommelige befalinger; de søger tilflugt i Guds barmhjertighed i denne verden og frygter Guds vrede i denne verden. Disse lykkende mennesker vender sig også til Gud i det hinsidige, men denne returvendning manifesterer sig for dem som at nå Gud og Hans nåde.
Med døden ophører den individuelle viljes herredømme.
De, der dør før døden, har altså i deres levetid formået at afvise deres personlige ønsker og egoistiske begreelser og underordner sig Guds almægtige vilje. De forlanger intet for sin egen skyld. Alle deres ønsker er inden for det tilladte. På denne måde opgiver de i visse henseender deres individuelle vilje og oplever glæden ved at dø før døden.
Jeg tænker; mens verden drejer sig, skifter mennesket tilstand. Cellerne dør konstant, som blade i efteråret. Og på samme tid, som blomster, skaber kroppen nye celler. Og mennesket er ikke i stand til at gøre mere end at observere alt dette. Det har hverken viden om eller garanti for morgendagen. Siden den frie vilje ingen indflydelse har på alt dette, ville vi være lykkelige, hvis vi kunne lade den til side i de sager, der berører vores vilje, det vil sige, hvis vi ikke ville noget, der strider mod Guds vilje.
Dø før man dør;
Sandelig, det er en stor nåde, en stor lykke i denne verden. Som bekendt frygter mennesket torden, er bange for lyn og flygter fra det, mens det er på jorden… Men når det med et fly har brudt igennem skyerne og er kommet over dem, har det fundet solen og er fri fra sine tidligere frygt. De, der har opnået hemmeligheden om at dø før døden, har døden oplevet i livet, er kommet til dommedag i denne verden, har afregnet her og er vendt tilbage til Gud som lydige tjenere. Nu kan selvbevidstheden dem ikke mere kvæle, for den døde har ingen selvbevidsthed. Naturen kan dem ikke længere tiltrække, for den døde har ingen mere handel med naturen…
De fuldkomme mennesker er dem, der adlyder et af profetens (fred og velsignelser over ham) bud i verden.
“fremmed og rejsende”
De har levet et liv som dette. De har i hjertet forladt verden og er blevet som døde, hvad angår verdslige begæringer og lyster. De har brugt deres vilje i overensstemning med Guds vilje og har accepteret deres skæbne. De har ikke svømmet imod bølgerne, men er ankommet til stranden uden at blive træt.
Det modstandsdygtige ben.
Jeg fik en tand trukket. Tandlægen havde svært ved at trække tanden ud, og den virkede næsten som om den nægtede at slippe taget. Jeg, i den ro, som morfineren gav mig, betragtede dette skræmmende syn i stedet for at føle smerte. Denne tilstand mindede mig om døden.
Jeg tænkte: Denne tand var lige før udtrækningen forbundet med ganen, munden, hjernen, kort sagt hele kroppen. Men i det øjeblik den blev trukket ud, mistede den alle disse forbindelser. Nu var den ikke længere en tand, men et ben. Var det ikke det samme med et dødt menneske? Lige før døden var hans krop forbundet med luften, føden, jordens rotation, solopgangen, forårets ankomst og mange andre begivenheder. Men med døden, da sjælen forlod kroppen, havde hverken luft, vand, forår eller syn mere nogen mening for ham. Nu var det ligegyldigt, om verden roterede eller ej, om solen steg op eller gik ned, om vejret var varmt eller koldt – alt dette interesserede ham ikke længere.
Vi skal alle en dag smage døden, det vil sige, vi skal alle opleve, at sjælen forlader kroppen.
Vore øjne vil ikke længere se, og vore ører vil ikke længere høre. Vore mavesmerter vil ophøre, og sveden vil ikke længere stå på vore pande… Alt vil ende. Og vore krop vil blive begravet i jorden…
I kender de fisk, der er angrebet af fiskemadder; noget lignende vil ske i vores krop. Kroppen, der indtil forleden dag spiste og ernærede sig, vil denne gang tjene som føde for andre skabninger.
Vores øjne, der plejede at stirre på stjernerne, vil ikke engang kunne se de mose, der kravler ind i dem. Vores ben, der plejede at løbe fra det ene til det andet underholdningssted, vil kun kunne ligge inaktive til gavn for insektverdenen.
Ligesom turister, der besøger et historisk sted, kan vi ikke sige noget til de myrer, der kravler ind i vores mund, næse og ører, på grund af stedets stille atmosfære.
Mens mændene på den ene side og kvinderne på den anden ligger livløse og udsat for insekter, vil deres sjæle blive udsat for den første afregning for deres oprør; de vil smage de første smagsprøver af den straf, de vil lide.
Og nu vil I sikkert sige: Hvordan kan det lade sig gøre? Er det ikke netop det, vi oplever i drømme?
Mens vores krop hviler i sengen, udsættes vores sjæl da ikke for tortur i fængslet? Hvor glade vi er, når vi vågner svælende i sved og finder os selv hel og uskadt i sengen!
Hvis vi kan ordne vores liv smukt som rejsende til dommedag, vil graven blive “en af paradisets haver” for os, og vi vil glæde os over at have forladt det verdslige liv, når vi træder ind i denne have.
“At Profet Muhammed (fred og velsignelser over ham) er tildelt ‘Makam-ı Mahmud’, er et tegn på hans store beskyttelse af hele ummet.”
(Stråler)
“Du har en sådan stedfortræder på dommedag. For at tilkalde dig hans stedfortrædelse, skal du følge hans sunnah!” (Mektubat)
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
