– Gud siger i Koranen: “Overlad ansvaret til de, der er egnet til det.”
(Nisa, 4/58)
som det siges. Profeten (fred og velsignelser over ham) sagde også: “Hvis I overlader ansvaret til andre end de, der er egnet til det, så vent med øvrigt til dommedag.”
– Men Allah siger i vers 72 i sura Ahzab: “Vi tilbød tilliden til himlene, jorden og bjergene, men de afviste den og frygtede den. Men mennesket tog den på sig. Han var jo en stor syndere og en stor uvidende.”
– Hvordan kan Gud, som er Gud, overlade sit tilsyn til en, der er så uvidende og ond?
Vores kære bror,
– Dette emne er genstand for en detaljeret diskussion i de teologiske kommentarer.
Man kan se på de forskellige fortolkninger af vers 72 i sura Ahzab.
(se Taberi, Razi; Ibn Kathir, Kurtubi, Baydawi, Ibn Ashur, fortolkning af den relevante vers)
– Vi finder det hensigtsmæssigt at fremlægge nogle forklaringer i dette emne i form af et par punkter:
a)
Ved at bære ansvaret
dum og ond
Der er ingen modstrid mellem de to ting. For i virkeligheden ser vi, at mennesker på den ene side kan holde deres løfter, mens de på den anden side svigter i andre tilfælde.
b) Tyrannisk og uvidende
Disse egenskaber er givet som en del af prøven. For de, der i retfærdighedsprøverne mister målestokken og bliver tyranner, vil i prøverne af viden også vise sig som uvidende, da de ikke viser tilstrækkelig omtanke for emnet og derfor ikke besvarer de spørgsmål, de burde. I verdslige prøver hindrer hverken tyranni eller uvidenskab i disse egenskaber menneskene i at deltage i prøven, og på samme måde udgør disse to egenskaber ingen hindring i de hinsidige prøver.
c)
Dårlighed og visdom, ondskab og retfærdighed er iboende i menneskets natur. Mennesket, som Gud har udstyret med disse to elementer, godt og ondt, foretrækker det ene eller det andet af fri vilje. Eller foretrækker det ene til tider og det andet til andre tider.
Ifølge en fortolkning er det muligt for mennesket at overholde eller svigte den tillid, som består af Guds bud og forbud, eller at overholde den til tider og svigte den til andre tider, og dette sker også som en faktuel tilstand.
Derfor, hvis den pligt, der påhviler mennesket, opfyldes, bliver mennesket vid, dydigt og retfærdigt. Ellers bliver det en tyrann og en uvidende.
d) Gud skabte mennesket med evnen til ubegrænset gode og onde handlinger.
Hvis mennesket uddanner disse evner gennem tro og tilbedelse,
til de højeste himmelverdener
enten det giver mening, eller det bliver forkert af svinerier og synd, i så fald
til det aller nederste af de nederste
han/hun/det holder tavse.
Det er netop det, der gør mennesket til en tyrann og egoistisk nok til at tilbede sig selv: at mennesket, ved hjælp af blasfemi og synder, udnytter sin iboende evne til ondt. Derfor omtaler Koranen mennesket fra en vis synsvinkel…
“den smukkeste skabelse”
mens han på den anden side beskriver det som
“sly og uvidende”
kalificerer han det som.
Dette er udtrykt i versene på følgende måde:
“Vi tilbød den tillid til himlene, jorden og bjergene, men de afviste den og frygtede den. Men mennesket tog den på sig. Ja, mennesket er sandelig ond og uvidende.”
(Al-Ahzab, 33/72)
“Vi skabte mennesket i den smukkeste skikkelse, men derefter reducerede Vi ham til det laveste niveau. Undtagelsen er de, som tror og gør gode og retfærdige gerninger. Dem vil Vi give en belønning, der aldrig vil aftage eller tøge.”
(Tin, 95/4-6)
Menneskets natur er som en åker. Gud har sået frø af det gode og det onde i denne åker, for at mange visdomme skal kunne realiseres. Mennesket er af naturen tilbøjeligt til både det gode og det onde. Udviklingen og fremgang af disse frø af det gode og det onde har Gud overlader til menneskets eget valg. Det vil sige, mennesket kan styrke og dyrke enten det gode eller det onde frø, som er sået i dets natur. Siden valget ligger hos mennesket, tilkommer også ansvaret og skylden mennesket.
Derfor står mennesket over for to veje: enten at opgive sin selvcentrering og egoisme og blive et ydmygt og altruistisk individ gennem tro og tilbedelse, eller at fastholde sin selvcentrering og egoisme gennem vantro og uvidenskab og blive en tyrannisk og egoistisk person. Begge dele er mulige for mennesket.
e)
Når vi betragter emnet i lys af vers 72 i Surah Ahzab, kan vi sige, at mennesket er skabt med en evne til at vise Guds eksistens på en passende måde, fungerer som en kompas for mennesket i forhold til viden og retfærdighed, og er en “vahid-i kıyasi” (en enhed, der repræsenterer en standard eller et kriterium).
“ENE = JEG / JEG-BEVIDSTHED”
En sådan enhed er blevet skabt.
Fordi denne side af mennesket er overlegen fra et guddommeligt visdomsperspektiv.
-englene:
“De er blodsudgydere, de sår splittelse og uorden…”
trods deres indvendinger af denne art –
blev skabt og ophøjet til rangen som kalif på jorden.
De følgende ord, som Bediüzzaman sagde til sit eget ego, forklarer tydeligt, hvor ondskabsfuldt og uvidende egoet er:
“…Ja, du (o Sjæl!) ligner i min krop naturen i verden. I er skabt til at modtage det gode og blive et sted for det onde. I er altså ikke virkende og udgangspunkt, men snarere modtagende og sted. I har kun én virkning: at I, ved ikke at modtage det gode fra det absolutte gode på en smuk måde, bliver årsag til det onde.”
“I er skabt som skærme, således at ydre grimt, som ikke har nogen skønhed, kan tilskrives jer, og I kan tjene til at rense den hellige guddommelige natur. I har imidlertid antaget en form, som er helt og holdent i strid med jeres iboende natur. I, som i jeres udelelse har forvekslet godt med ondt, påstår I at deltage med jeres Skaber. Det viser, at den selvcentrerte, naturcentrerte er meget dum og meget ondskabsfuld.”
(Ordene, s. 230-231)
f) Sammenfattende:
Mennesket har to sider: på den ene side har det den viden og retfærdighed, der kan løfte det til rangen af jordens kalif, og på den anden side har det den undertrykkelse og uvidenhed, der kan stikke det ned i det dybeste af menneskehedens afgrund.
At han blev betroet med dette ansvar, skyldes ikke hans ondskab og uvidenhed, men snarere hans viden og retfærdighed. Som nævnt i verset.
“MENSKE”
Begrebet omfatter disse to typer af mennesker, ligesom det indeholder disse to egenskaber hos den samme person.
De gode egenskaber har løftet mennesket til det fineste af skabninger, mens de onde egenskaber har kastet ham ned til det laveste af lave. Hvis kun de onde sider af mennesket var blevet taget i betragtning, og mennesket ikke var blevet skabt, ville profeter, hellige, mystikere og de millioner af mennesker, der er trofaste som engle, være blevet tilintetgjort.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
