– Hvilken visdom ligger bag det faktum, at samme vers indeholder både “han” og “vi”? Jeg ville være taknemmelig, hvis du kunne forklare det på en måde, som vi kan forstå.
– Det siges også, at udtrykket “vi” i verset skyldes, at Gabriel henvender sig til os. Er det rigtigt?
– Min spørgsmål er ikke “Hvorfor står der ‘vi’ i verset?”. Det spørger jeg ikke om… Hvorfor omtaler Gud sig selv som “han” i det samme vers, og fortsætter så med “vi” inden verset er slut.
– Og hvorfor bruger han “vi” i stedet for “jeg” når han siger “han”?
Vores kære bror,
Betydningen af vers 11 i Surah Al-Zukhruf:
“Han er det, som sender vand ned fra himlen i et bestemt målbillede, og vi giver liv til en død land med det. Og sådan vil I blive frembragt fra jeres gravene.”
– Den første sætning i denne vers er
“Han er det, som sender vand ned fra himlen i et bestemt målbart forhold.”
Udtrykket i oversættelsen henviser til de foregående vers 9-10. Oversættelsen af disse to vers lyder som følger:
“Til dem sagde han:”
‘Hvem skabte himmel og jord?’
hvis du spørger, så er svaret helt sikkert:
‘Dem, som er den Almægtige og Visdommens Ophav’
(Han er Gud, den Almægtige, den, der har fuldkommen visdom og retfærdighed)
skabte.’
De siger: Og det er Ham, der har gjort jorden til en vugge for jer og har skabt ve indrettet stier og veje for jer, så I kan finde vej.
Det er ham.”
(Zuhruf, 43/9-10)
Bruges her i forbindelse med tredjeperson.
“Relativt pronomen”
som er
“den, som”
ved at placere artiklen i starten
“Nemlig…”
kan også oversættes som.
Men det, man skal vide i begge oversættelser, er, at den første sætning i vers 11 i suraen henviser til vers 10. Der bruges tredjeperson.
“… Det er ham/hende/dem”
fordi det bruges her
– ved henvisning
– Der er brugt den samme stil. Det er også en del af det arabiske sprog. Hvis to sætninger kommer i træk, ser det ud som følger:
“Og Han er det, som har gjort jorden til en vugge for jer og har skabt stier og veje for jer, så I kan finde vej.”
Det er ham.
”
(10)
Og Han er det, som nedsender vand fra himlen i et bestemt målbillede.
Det er ham.”
(11). (Den samme stil anvendes i vers 12, som følger efter dette vers:
“Og Han er det, som skabte alle par og frembragte for jer fra skibene og de bløde dyr det, som I kan ride på.”
Det er ham.
“)
– Hvad angår “VI”-spørgsmålet:
Her følger en oversættelse af den anden sætning i vers 11 af suraen:
“Vi giver liv til et dødt land med ham. Og på samme måde vil I blive rejst op fra jeres gravene.”
Som det fremgår af den foregående sætning,
“den, som / han, som”
I den første sætning anvendes en slags tredjepersonspronom, mens dette ikke er tilfældet i den anden sætning.
“Vi… giver liv”
som indeholder verbet i første persons plural.
“enşernâ”
er nævnt i handlingen.
– Her sker der en overgang fra tredjeperson til første flertalsform, hvilket udgør en stilistisk
“tefennün”
Det er blevet ændret. Det vil sige, den oprindelige stil i udtrykket er blevet ændret. I retorikkens videnskab kaldes dette
“kunsten at komplimentere”
kaldes.
Denne stilart er meget udbredt i arabisk, og den anvendes også hyppigt i Koranen.
For eksempel følger de første fire vers i Fatiha-suren en stil, der henviser til en tredjeperson:
“I Allahs navn, den Barmhjertige, den Medfølende. Lovetegnet tilhører Allah, Verdens Herre, den Barmhjertige, den Medfølende, Kongen på Dommedag.”
I den efterfølgende 5. vers er stilen dog ændret, og der er skiftet til anden person ental:
“Vi tilbeder kun dig, og vi beder kun dig om hjælp!”
Formålet med denne kunst af komplimenter er at give udtrykket nyt liv og give betydningen en frisk ny facet. Det samme mål er fulgt i den omtalte vers.
Nemlig:
Fra vers 9 og frem.
– som svar på et spørgsmål –
Der henvises til Guds skaberrolle. I de efterfølgende vers 10 og 11 uddybes dette, og skaberrollen understreges. Men i vers 11…
“genoplivning af den døde jord ved vand fra himlen”
I denne sag har Gud selv direkte grebet ind for at indprente Hans magt, viden og visdom levende i sind og hjerte.
“vi…”
har han sagt.
– I verset
“Enşertu”
(Jeg… giver liv)
i stedet for
“ENŞERNA”
(Vi giver livet)
Ordets visdom er at udtrykke Guds storhed, majestæt og uendelige magt. Det er ordet, der bruges i Koranen om Gud.
“vi”
Pronomet anvendes i meget høj grad.
Generelt i Koranen, Gud.
“jeg”
i stedet for
“vi”
Formålet med brugen kan forklares som følger:
a)
Hermed har Gud udtrykt sin egen storhed og majestæt.
b)
Gud
“vi”
ved at sige dette, henviser han også til sine egne navne og attributter. For eksempel i den vers, som er emnet for vores diskussion,
“Vi, som besidder uendelig magt, viden, visdom, barmhjertighed…, vi bringer det døde til live med regn.”
Ved at sige dette, peges der på, at regnen er en konkret manifestation af barmhjertighed, og der henvises til, at genoplivningen af mennesker er en konsekvens af disse navne og attributter.
Klik her for mere information:
– Ville det ikke have været bedre, hvis der i vers 1 i Surah Al-Isra stod “hans tegn” i stedet for “vores tegn”?
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
