Vores kære bror,
I Tabi’in-perioden,
I hele den islamiske verden var der mange teologer og haditseksperter, der var blevet uddannet.
De fleste af dem havde status som mujtahid (en, der kan udlede juridiske konklusioner fra Koranen og Sunna), og de imiterede hinanden aldrig. De accepterede de spørgsmål, som Sahaba-i Kiram (de hellige Sahaber) var enige om, fuldstændigt.
Alle samtalene i Tabi’in-æraen var frugtbare og velsignede på grund af nærheden til profetens lys. De lærdes iman, som deltog i disse samtaler, var stærkere end bjerge og stål. Deres samvittighed var ren og deres sind skarpe. De fulgte den samme vej som de ædle Sahaba, der hentede det ydre og indre af Islam fra profetens sol.
Men i stridspunkter mellem de profetiske ledsagere foretrak de den mening og det synspunkt, som de fandt stærkere og mere i overensstemmelse med deres egne fortolkninger. Ijtihad-videnskaben, hvis grundlag blev lagt i profetens ledsagernes tid, nåede sit højdepunkt i Tabi’in-æraen og blev en selvstændig videnskab.
Den periode var takket være de fremtrædende teologer og jurister i høj grad en tidsalder af viden og indsigt. De fremtrædende skikkelser i den tid helligede al deres energi til fremme og udvikling af viden og indsigt, især i videnskaben om ijtihad (fortolkning af Koranen og Hadithen). For i deres øjne var det højeste mål at udlede og frembringe detaljerede spørgsmål fra Koranen og Hadithen for at løse menneskers religiøse problemer.
De lærde, der levede i den tid, var i sandhed ordens arvinger til Profeten (fred og velsignelser over ham). De foretrak dyds tilførsel frem for verdslige rigdomme, position, berømmelse og pragt. Disse personer gav ikke opmærksomhed til verdslig ære og prestige, men ære og prestige forlod dem heller ikke. Når man undersøger disse lykkebringende menneskers liv grundigt, ser man, at de kom til verden ikke for fornøjelse og luksus, men udelukkende for dyds og viden.
Ærværdighed,
Det er en ophøjet karakter, der er dannet af en forening af viden og tilbedelse.
Dens sjæl og grundlag er Guds tilfredshed, som ikke kan bruges som middel til noget materielt eller spirituelt, selv ikke til paradis. Ja, følelsen af dyd er langt mere fremragende end verdslige og verdslige fornøjelser. Den, der ikke har smagt det, kan det ikke vide, den, der ikke har oplevet det, kan det ikke forstå.
Islamisk historie viser os, at
Den mest strålende og frugtbarste periode for viden og indsigt var efter den lykkelige æra (Asr-ı Saadet) perioden af de efterfølgere (Tabi’in) og de efterfølgeres efterfølgere (Tabi’ al-Tabi’in).
I den tid bar alle muslimer dyb respekt og opriktig kærlighed for religionen. Tro og Koranen herskede ikke kun i deres hjerter og samvittighed, men reflekterede sig også med al sin pragt i deres handlinger. De fleste mennesker gav fortrinsvis agt på de videnskabelige samlinger. De tog lektier fra de begivenheder og samtaler, der fandt sted i disse samlinger. I den æra var alle ulemers evner og talenter fuldstændig rettet mod ijtihad, og inden kort tid opnåede tusinder af ulema meget fremtrædende positioner i ijtihadens verden.
Imam-ı Azam, Imam-ı Şafiî, Imam-ı Malik, Imam-ı Ahmed.
Geniale lærde som disse er fakler af viden og indsigt, der dukkede op i denne periode. De er de nærmeste arvinger til profetens budskab. Den store del af de fortrædelige kvaliteter, der adskiller disse personer fra de lærde i de efterfølgende århundreder, skyldes denne nærhed. Derfor har ingen af de efterfølgende teologer kunnet matche disse lærde. Når man betragter den periode med et visdommeligt blik, ser man, at de store teologer altid har været optaget af at fremme visdom og indsigt. De fandt den højeste glæde og tilfredsstillelse i dette arbejde.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
