Vores kære bror,
Jesus (as),
Han har ved forskellige lejligheder udtalt, at Gud er én, at Han ikke har ligesom eller ligesindede, og disse ord er ordtrogt gengivet i Bibelen. I denne henseende er det umuligt selv for kristne at benægte, at den sande kristendom er baseret på monoteisme. De kristnes misforståelser i denne sag er…
“Guds ord”
og
“Guds Ånd”
(Nisa, 4/171)
osv. Dette skyldes fejlkendelser af Koranvers.
Kristne teologer
“Guds ord”
De troede, at Guds ord og tale fandt udtryk i Jesus, at Guds ånd indgik i ham, og at han dermed kom til verden som en Gud. Indførelsen af et sådant element i kristendommen har negativt påvirket deres tro på enhedsgud, og ført dem i en blindgyde. De kristne, som ikke ved, hvad de skal gøre, har indtil nu, selv efter århundreder, ikke kunnet løse den knude, de selv har bundet. At på den ene side anerkende, at Gud er én, og på den anden side tro, at der er tre Guder, er ikke et problem, der er let at løse.
For at slippe af med denne fejlagtige opfattelse, er der noget, kristne skal gøre:
At anerkende Gud som den ene Gud uden at tage i betragtning guddommeligheden af Jesus (as) og den Hellige Ånd, at tro, at Gud er uden ligesom og partner, at Jesus kun er Hans tjener og profet, og at Jesus ikke tilskrives nogen guddommelig egenskab eller navn.
(Maududi, Kampen for Tevhid, overs. A. Asrar, Istanbul, 1983, I, 548).
Ifølge en anden kristen doktrin er Gud en substans. Denne substans har tre grundlæggende aspekter:
1. Faderen = Gud, 2. Sønnen = Jesus, 3. Den Hellige Ånd = Den ånd, som Gud indgav til Maria.
Ifølge deres tro er disse tre ét og det samme guddommelige væsen. Jesus selv svarede på denne kristne opfattelse af Gud i Koranen, med følgende ord:
“…I, Israels børn, tilbeder den Gud, som er min og jeres Gud…”
(Al-Ma’idah, 5:72).
Det er en velkendt sag, at kristendommen efter Jesus (as) ikke blot forlod troen på den ene Gud, men også indførte en form af afgudsdyrkelse i sin religion. Kristne, der troede på tre guder i stedet for én Gud, begik dermed polyteisme og begyndte at tilbede helgener og gravsteder.
I det 5. århundrede, især i den katolske kirke, førte tilbedelsen af Jesus og hans apostle til, at der med tiden blev placeret billeder af mange hellige, især Maria og Jesus, i kirkerne. I stort set alle bevarede kristne kirker findes disse billeder endnu.
Men nutidens kristne
Det er også kendt, at de ikke længere har den samme ubegrundede trang til at tilbede disse billeder af hellige i kirkerne som før.
På samme måde synes kristne, der ikke er fanatiske og uvidende, at have forladt troen på Triniteten, hvad angår troen på Gud. En oplyst kristen i dag vil sige til Jesus…
“Guds Søn”
At se Gud med den rette synsvinkel og betragte ham som Faderen er næsten umuligt. Også nutidens kristne tror, ligesom os, på Gud i ét og betragter Triniteten som en ulogisk tro. Da Jesus blev spurgt, hvad det vigtigste og største bud var, sagde han:
“Hør, Israel! Herren, vor Gud, er den ene Herren.”
(Evangeliet, Markussen, XII, 29)
har givet sit svar. Den kristne trosbekendelse, som synges fælles i alle kirker under søndagsgudstjenester,
“Jeg tror på én Gud…”
begynder med sætningen
(Xavier Jakob, Måske må vi spørge? Istanbul, 1988, 10).
Koranen,
Han nævner også Jomfru Maria, Jesu mor, som en af de guddommeliggjorte væsener:
“Husk, da Gud sagde: ‘Jesus, søn af Maria! Er det dig, der siger til folkene:
‘Anse mig og min mor som to guder ud over Gud.’
“sagde du?” vil Jesus spørge.
‘Jeg renser dig fra det, for det er ikke passende for mig at tale uretfærdigt om dig.’
(…)”
vil han/hun sige.
(Al-Maida, 5/116)
I følgende vers antydes det, at Maria er blevet guddommeliggjort:
“Kristus, søn af Maria, var blot en profet, -og før ham var der andre profeter-, hans mor var opriktig, og de spiste begge (…)”
(Al-Maidah, 5/75)
.
Kristne har afvist og fortsætter med at afvise, at de betragter Maria som en guddom ud over Gud. En undersøgelse af kristendommens historie viser dog, at der har været grupper, der guddommeliggjorde Maria. Collyridiens, en kristen sekt, der opstod i 4. århundrede i Arabien og siden forsvandt, tilbad Maria på en trone med hjul og præsenterede hende kager. De havde en omfattende tilbedelsesceremoni, der var udelukkende for kvinder og dedikeret til Maria.
(Fra Duchesne, Historie ancienne de l’Église, II. 622, til Masson, Le Coran et la révélation judéo-chrétienne 193-194)
Islam er en absolut forkert lære, der skal forkastes, og den udgør en trussel, som kristendommen skal bekæmpe.
Den anden opfattelse var, at islam indeholdt visse glimt af sandhed, og at man burde anerkende og videreudvikle de ligheder, der fandtes med kristendommen. Som et resultat af indsigter fra visse bisper, der boede i muslimske lande, opstod spørgsmålet om at indtage en retfærdig holdning til islam. Herefter blev to tekster udarbejdet og vedtaget, som, selvom de kun tog beskedent plads i konciliets arbejde, var af stor betydning for Kirkens syn på islam.
Under pausen i konciliets møder i 1964 blev der oprettet kommissioner, der skulle forberede materiale om religioner udenfor kristendommen, herunder islam. Resultatet blev en to sider lang erklæring,
“Erklæring om jøder og ikke-kristne”
er færdig. Den første side af erklæringen var dedikeret til jøderne. Afsnittet om islam lød som følger:
“Ved at handle ud fra denne kærlighed til vores brødre og søstre, som i mange henseender er forskellig fra vores egen, belyser vi sandheden, der er til stede i enhver person, der kommer til denne verden.” (Ordet “sandhed” bruges i kristendommen ofte som en betegnelse for Jesus Kristus (Johannesevangeliet, 14, 6):
Jesus sagde til ham:
Vi betragder med stor respekt de ideer og doktriner, der afspejler lyset af Vejen, Sandheden og Livet. Derfor udtrykker vi vores forståelse over for muslimer, som i første omgang tilbeder den ene, personlige Gud, der vil gengælde handlinger, og som er os meget nære gennem utallige udvekslinger af religiøs mening og kulturel arv.
Efter den første session af koncilet, som fandt sted i perioden fra 11. oktober til 8. december 1962, blev Paul VI valgt til pave den 20. juni 1963, og i løbet af denne pause i koncilet
“hellige steder”! (Jerusalem, Amman)
Han besøgte stedet og udtrykte, at han hilste muslimerne venligt. I 1964 blev der oprettet en afdeling for ikke-kristne. Senere, måske fordi man mente, at det ikke var rigtigt at behandle islam som andre religioner, blev der den 1. marts 1965 oprettet en “vicepræsidentspost” for islam, som var underlagt denne afdeling. Denne institution var ikke underlagt rådet. Dog var den underkommission for islam, som udarbejdede den omtalte erklæring, underlagt rådet. I denne underkommission var der repræsentanter fra Kairo…
“Dominikanerinstituttet for Orientstudier” (l’Institut dominicain d’études orientales)
og nogle medlemmer af “Pavelige Institut for Orientalske Studier” i Tunis fik tildelt opgaven.
I den del, der omhandler kristnes forhold til tilhængere af andre religioner
(Konstitutionen om Kirken, Lumen Gentium, nr. 16)
I den oprindelige tekst, der var beregnet til at blive trykt, stod der efter omtalen af jøderne:
“(De) som anser (Profeten) Ibrahim som deres stamfar og som tror på (Profeten) Ibrahims Gud, nemlig (Profeten) Ismaels efterkommere, tilhører også stamfaderne”
(
Profeterne før Tora,
(bruges særligt om profeterne Abraham, Isak og Jakob)
De er ikke fremmede for den åbenbaring, der er sket.”
Trods sin moderate tilgang blev teksten afvist af hundreder af konsilmedlemmer, da den indeholdt:
Ismail (den hellige)
Der blev etableret en forbindelse mellem opfattelsen af åbenbaring i islam og kristendommen. Mgr. Garrone, rapportør for Lumen Gentium-teksten på koncilet, forklarede grunden til afvisningen af den omtalte tekst: “Benævnelsen ‘Ismaels sønner’ er kontroversiel. Objektivt set har muslimer ingen del i den åbenbaring, der blev givet til patriarkerne”. Denne opfattelse viste, at man betragtede Korans åbenbaring som adskildt fra den jødiske og kristne åbenbaring og dermed afviste den.
Efterfølgende ændringer resulterede i, at teksten blev vedtaget i følgende form:
“Ønsket om frelse. Det omfatter i første række dem, der anerkender Skaberens eksistens, og som udtrykker deres tro på den ene og barmhjertige Gud, som Ibrahim troede på, og som vil dømme menneskene i det hinsidige, samt de muslimer, der tilbeder sammen med os.”
Den endelige, vedtagne tekst omhandler kontroversielle emner for kristne.
(Forbindelsen mellem Ismail og islam er ligesom, at Abraham er stamfaderen til muslimer)
Det er blevet undgået at nævne. Det er blot nævnt, at muslimer er dem, der “påstår, at de har Ibrahim’s tro”, og dette understreger ideen om, at det er en subjektiv påstand fra muslimernes side, uden at der siges noget om dens objektive gyldighed.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
