Vores kære bror,
Døden er afslutningen på det verdslige liv og begyndelsen på et evigt liv. I Koranen findes mange vers, der fortæller, at døden sker ved Guds vilje, at døden ikke er slutningen, men begyndelsen på et nyt liv.
For eksempel, i vers 2 i Surah Al-Mulk, som handler om liv og død, står der:
Koran-kommentatorer betragter døden fra Koranen’s synsvinkel. I fortolkningen af ovennævnte vers om døden, beskrives døden som en gave fra Gud, på følgende måde:
som det fremgår. Men i virkeligheden er død opløsning, intet, fordævelse, slukning af livet, det er det, der mangler alle kvaliteter. Hvordan kan det være skabning og nåde?”
Som det siges i afslutningen af svaret på det første spørgsmål, er døden en afsked fra livets opgave, en pause, en stedskifte, en tilstandsfælde, en invitation til det evige liv, en begyndelse, en indledning til det evige liv. Ligesom livets komme til verden er en skabelse og en forudbestemmelse, så er dets afgang fra verden også en skabelse og en forudbestemmelse, en visdom og en ordning. For døden af det enkleste liv, det vegetabilske liv, viser, at det er et mere regelmæssigt kunstværk end selve livet. For selvom døden af frugter, kerner og frø synes at være en forfald, råtnelse og opløsning, så er det i virkeligheden en meget regelmæssig kemisk proces, en afbalanceret blanding af elementer og en visdommelig sammensætning af atomer, som denne usynlige, regelmæssige og visdommelige død manifesterer sig i liljens liv. Døden af kernen er altså liljens livs begyndelse; måske er den lig med selve livet, og derfor er denne død lige så skabt og regelmæssig som livet.
“Da frugternes eller dyrenes død i det menneskelige mave-tarmsystem er udgangspunktet for deres indtræden i det menneskelige liv, siges denne død at være mere regelmæssig og skabt end deres liv.”
“Hvis endda døden i det laveste livsregister, det vegetative liv, er så skabt, visdomfuld og ordnet, så vil døden, der rammer det højeste livsregister, det humane liv, helt sikkert, ligesom en kerne, der er gået ned i jorden, i det himmelske rige vil blive til et træ, så vil en person, der er gået ned i jorden, i det hinsidige rige helt sikkert frembringe en aks af evigt liv.”
Fordi det befrier fra de tunge pligter og vanskeligheder i livet og er en dør til genforening i det hinsidige, hvor man kan møde 99 procent af sine kære, er det den største gave.”
Det er at blive befriet fra den snævre, vanskelige, urofyldte, jordskalvende verden og at opnå et vidt, glædeligt, lidelsesfrit, evigt liv, og dermed at træde ind i den evige elskedes kreds af barmhjertighed.”
Der er mange grunde, som, ligesom alderdom, gør livet vanskeligt, og som fremstiller døden som en stor gave i forhold til livet. Forestil dig for eksempel, at dine meget gamle, lidende forældre, dine bedsteforældre og alle dine forfædre, i deres elendelige tilstand, stod foran dig nu. Da ville du forstå, hvor stor en plage livet er og hvor stor en gave døden er. Og ligeså ville man forstå, at de smukke fluer, der elsker smukke blomster, har et vanskeligt liv i vinternatten og at døden er en befrielse for dem.
Søvn er en lettelse, en nåde, en hvile – især for de, der lider, de sårede og de syge. Ligesom søvn er det, så er døden, søvnens store bror, en nåde og en velsignelse for de, der lider, og for dem, der er plaget af lidelser, der driver dem til selvmord. Men for de, der er i villfarelse, er døden, ligesom livet, en plage inden for en plage, en straf inden for en straf, som det er bevist i mange af de ord, og det er udelukket fra den omtale.
Det er meget bemærkelsesværdigt og betekenisfuldt, at formål, hensigt og visdommen bag den programmerede død, som beskrevet ovenfor, stemmer overens med de koransteder, der blev nedskrevet for 14 århundreder siden, om skabelsen af døden og dens visdom.
Faktum, at døden er skabt, blev forstået efter opdagelsen af programmeret celledød for cirka 50 år siden. Allerede for 1450 år siden udtalte Koranen klart, at døden er skabt, og tusinder af exegeter har skrevet værker, der forklarer denne betydning.
At alle levende ting er programmeret til at dø.
Død er ikke en passiv begivenhed, men kræver syntese af energi og stof (skabelse).
At døden er smuk, altså at livets fortsættelse i virkeligheden kun er muligt gennem døden.
På disse tre punkter er den islamiske og den videnskabelige tilgang ens. Materialistiske evolutionister tolker dog de videnskabelige fakta anderledes. Ifølge dem er der et døds-program i hver celle, men ingen programmerer. Hvert levende væsen er dømt til at forlade denne verden, men der er ingen, der træffer besluttningen. Den programmerede død er til gavn for det levende væsen og er smuk, men at ældes og dø ved programmeret død er grimt. Vi kan multiplicere disse meningsløse sætninger, der afspejler materialistiske evolutionistiske filosofier.
Fra et islamisk perspektiv: hvis der er et døds-program i hver celle, så er der også en programmerer. Hvis afskeden (døden) af hvert levende væsen fra denne verden er besluttet, så må der også være en, der beslutter det. Hvis et programmeret døds-program er til gavn og smukt for det levende væsen, så er det at blive gammel og dø ved hjælp af et programmeret døds-program også til gavn og smukt for det levende væsen.
Mange gener spiller en rolle i programmeringen og udførelsen af døds-programmet i levende organismer. Gener og de programmer, der er kodet i dem, kan ikke have opstået ved tilfældige mutationer og naturlig selektion, som materialistiske evolutionister hævder. Generne og døds-programmet i levende organismer er nemlig ekstremt komplekse programmer med mekanismer, som endnu ikke er fuldt forstået. Endvidere er de konstrueret med bestemte formål og med henblik på væsentlige fordele. Derfor må der eksistere en skaber, der har indsat døds-programmet i levende organismer og kontrollerer dets udførelse.
Planlægningen og udførelsen af dødsprogrammet er ingen passiv begivenhed. Der syntetiseres nemlig hundreder af meget specifikke forbindelser, hvilket kræver energi. Dvs. at dræbe et levende væsen under normale fysiologiske forhold er i virkeligheden en aktiv begivenhed. Dette har sin pendant i islamisk litteratur: skabelsen. Ligesom der er en handling, skal der også være en handlende. Ligesom der er skabte væsener, skal der også være en skaber.
Det interessante er, at døds-programmet i levende organismer er således konstrueret, at effekten af omgivelsesfaktorer er taget i betragtning. Denne effekt er dog ikke ubegrænset, men snarere en lille forlængelse eller forkortning. Uanset hvor gunstige omgivelsesfaktorerne er, vil døds-programmet aktiveres, og celle eller organisme vil dø. Levende organismer er programmeret til at dø, og der er ingen vej ud af døden. Derfor må der være en vigtig visdom og et formål i døden af levende organismer.
Med andre ord, livets fortsættelse sikres ved en afbalanceret udførelse af døds-programmet. For eksempel sker produktionen af kønsceller, den månedlige forberedelse af livmoderen, den passende dannelse af væv og organer i fosterlivet, beskyttelsen mod sygdomme i livet og opretholdelsen af homeostase alt sammen ved programmeret celledød. Den normale aldring og død af et levende væsen sker også ved fysiologisk programmeret celledød. Derfor kan man sige, at aldring og død af et levende væsen er til gavn for det levende væsen og er en god ting.
Islam og alle de abrahamitiske religioner, med profeten Muhammed og alle andre sande profeter i spidsen, siger, at døden er skabt og har et positivt resultat. Materialistiske evolutionister accepterer, med ét undtagelse, at programmeret celledød er gavnlig for organismen. Undtagelsen er aldring og den død, der følger som konsekvens af aldring.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
