Vores kære bror,
I ordbogen
“trilogi”
i betydningen af
treenighed
ordet i den islamiske tradition er en treleddet
(Faderen-Sønnen-Helligånden)
udtrykker en forståelse af guddommeligheden. Som det fremhæves i Johannesevangeliet og Paulus’ breve, betragtes Jesus Kristus som Faderens søn, altså Logos, i åndelig, om end ikke fysisk, forstand.
(Johannes, 1/1-3, 14, 18)
Irenaeus (2. århundrede), en af de tidligste kirke fædre, fortolkede sønnen og ånden som forskellige aspekter af én Gud (faderen). Tertullian (d. 225), den første latinske kirke fader, omtalte tre elementer i guddommen, som en århundrede senere ville definere den trinitære tro, og som var ens i væsen, men forskellige i person.
(Lat. personae = maske, der afslører den sande natur)
Han argumenterede for, at de tre personer er adskilte og at hver af disse personer udfører en forskellig funktion i skabelsen af universet. I denne opfattelse er den første persons (Faderens) opgave at skabe, den anden persons (Sønnes) opgave at frelse, og den tredje persons (Helligånds) opgave at hellige. Origenes af Alexandria (d. 254), som anses for den største teolog i den østlige kirke, foreslog en hierarkisk opfattelse af Triniteten og pegede på, at ordet, eller Sønnen, der åndeligt fremgår af Faderen, har ansvaret for at styre universet, mens Helligånden, der fremgår af Ordet, har ansvaret for at inspirere de hellige.
I Nicea i 325 med deltagelse af alle bisperne
(økumenisk)
har besluttet at indkalde et konsilium.
Egyptisk kristen teolog
Arius,
Selvom han formelt set ikke afviste Triniteten, forsvarte han en forståelse af guddommeligheden, der baserede sig på Faderens, altså den ene guddommelige principps, suverænitet. Ifølge Arius var det umuligt, at Logos eller Kristus, altså Sønnen, var evig, da kun Faderen, altså Gud, var ufødt, og dermed var kun Han evig. Selvom Arius fik støtte fra flertallet af de østlige bisper på koncilet i Nikaia, blev han angrebet af Alexander, biskop af Alexandria, og derefter af Athanasius og de vestlige bisper. I den endelige afstemning blev Arius’ doktrin afvist af flertallet af bisperne på koncilet, mens doktrinen om, at Sønnen har samme natur som Faderen og dermed er guddommelig, blev accepteret. Denne doktrin har status som et grundlæggende dogma, der blev fastlagt på det første økumeniske koncil i kristendommens historie.
På det andet økumeniske konsil, der blev afholdt i Konstantinopel under kejser Theodosius I, der gjorde kristendommen til statslig religion.
(381)
Det er blevet fastslået, at den hellige ånd, som er det tredje element i treenigheden, ligesom sønnen har en guddommelig natur.
Som resultat af de to første koncilers afgørelser blev det accepteret, at Faderen, Sønnen og Helligånden, som udgør Triniteten, stammer fra samme væsen og alle er guddommelige. På koncilet i Efesus blev Nestorius, patriarken af Konstantinopel, som hævdede, at de guddommelige og menneskelige naturer hos Jesus var fuldstændig adskilte, og at Jesus, født af Maria, derfor ikke kunne betragtes som Gud, fordømt. På koncilet i Chalcedon blev den monofysiske opfattelse, som hævdede, at Jesus’ menneskelige natur var ophævet i hans guddommelige natur, afvist. I stedet blev det accepteret, at Jesus i én person besad to adskilte naturer, guddommelig og menneskelig, dvs. at han var fuldstændig menneske og fuldstændig gud på samme tid, og at Maria var gudsmor (theotokos).
Selvom kristne teologer har argumenteret for, at Triniteten udtrykker en tredelt struktur inden for én Gud og bør betragtes som en form af monoteisme, er denne tro, som er kontroversiel selv inden for den kristne tradition, blevet betragtet som i strid med den islamiske monoteistiske doktrin om Guds absolutte enhed og enestående karakter, som den fremgår af Koranen og senere apologetiske skrifter, og har udgjort et af de vigtigste kritikpunkter mod kristendommen.
I Koranen er det forbudt at betragte Gud som tre eller som en tredjedel af tre.
i (en-Nisâ 4/171; el-Mâide 5/73),
At Gud identificeres med Jesus, som var en menneskelig profet.
(al-Maida 5/17, 72),
At tilskrive guddommelige egenskaber til Jesus og hans mor Maria ud over Gud.
(al-Maida 5/116), Î
at Jesus betragtes som Guds søn, og at man på den måde tilskriver Gud en søn.
(At-Tawbah 9/30)
Det påpeges, at alle disse opfattelser strider mod troen på en gud (tawhid) og mod budskabet fra Jesus, som som profet kun prædikede tawhid, og at de indeholder polytheisme og hedendom.
(al-Mā’idah 5/72, 75, 117; Maryam 19/30-38; se også al-Mūminūn 23/91; al-Furqān 25/2; al-Ikhlāṣ 112/3-4).
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
