Vores kære bror,
For de vantroende, der beskylder profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham) for løgn og beskylder ham for at være en lyger,
“Kun de, der ikke tror på Allahs tegn, frembringer løgne. De er selv de falsksproglige.”
(Nahl, 16/105)
versen er nedskrevet. Her er
“løgn”
Det er ikke som en løgn om et hvilket som helst emne; det er en løgn, der fører til ulyd.
Nahl-suren, vers 101-105
101. Når Vi erstatter et vers med et andet, og de ulydige profeterer: “Du har ophævet et vers, men Gud ved, hvad Han nedsender.”
“Du er bare en bagvanser.”
sagde de. Nej, det er ikke rigtigt; de fleste af dem ved det ikke.”102. (O Muhammed!) Sig til dem: “Koranen er nedsendt fra din Herre som sandhed af Gabriel, for at styrke de troende, og som vejledning og glædelig budskab til muslimerne.”
“103. Vi ved jo, at de vantroende siger: “Det er en menneske, der lærer Muhammed Koranen.” Men den, som de tror lærer profeten, taler et fremmed sprog. Koranen er imidlertid klar og tydelig arabisk.”
“104. De, som ikke tror på Allahs tegn, vil Allah slet ikke vejlede, og de vil have en smertefuld straf.”
“105. Det er kun de, der ikke tror på Allahs tegn, der frembringer løgn. De er de sande lygrere.”
FORKLARING
101. At erstattelse af en vers med en anden vers kaldes abrogation. Den forrige vers er abrogated (afskaffet), og den efterfølgende vers er abrogatorisk (afskaffende). De vantroende forsøgte at fremstille abrogation som en tvivl om profet Muhammeds profetstatus, og i vores tid er der stadig mange vantroende, der følger denne linje. Denne vers er et svar til dem. Det vil sige, når vi erstatter en vers (ved at gøre den ugyldig) med en anden vers som erstatning,
Thi Gud ved bedst, hvad Han har nedsendt og hvad Han vil ned sende.
At den ophæves og ændres, er – Gud frie fra – ikke på grund af uvidenhed, men af Hans viden og visdom. Både den foregående og den efterfølgende vers nedstiger i henhold til guddommelig visdom og gavn for Hans skabninger. Det, der er gavnligt i en tid, kan være skadeligt i en anden. Og omvendt. Fordi forholdene i verden er forskellige. Men de religiøse love er i overensstemmelse med gavn for Allahs skabninger i denne verden og i det hinsidige. Alligevel har den Almægtige Allah sendt ned profet Muhammeds lov, så den skal gælde for gavn i forskellige tider indtil dommedag.
Når Gud, som ved, hvad Han har nedsendt og vil ned sende, erstatter en vers med et andet.
De sagde: “Du er ingen profet, du er en løgner.”
De forsøgte at sige: “Du har selv fundet på denne Koran og beskylder dermed Gud for løgn. Ville Guds ord blive ændret, hvis det var Guds ord?” Ifølge overleveringer sagde de vantroende fra Quraysh:
“Muhammad narver sine ledsagere. I dag befaler han noget, og i morgen forbyder han det. Han finder helt sikkert selv på det og beskylder Gud for det.”
Nej, de fleste af dem ved det ikke.
Selvom der er nogle, der ved og alligevel er stædige og arrogante, så er det meste af det, de gør, uforeneligt med viden. De kender ikke sandheden i Koranen, og de forstår ikke gavnen og visdommen i ophævelse og ændring.
102. Og sig (o, Muhammed!): Den er nedsendt af Ånden fra det Hellige til dig fra din Herre, i sandhed.
DEN HELLIGE ÅND:
Ånden af hellighed, det vil sige ånden af renhed, som ikke kan blive besmuttet af nogen plet, er en ånd, der er værdig til tillid, hellig og ren, og det er Gabriel. Som det er tilfældet med…
“Han nedsteg til ham ved hjælp af den trofaste ånd.”
Han er også den Trofaste Ånd, der omtales i vers 193 i Sure Ash-Shu’ara (26).
“Vi støttede ham med Rûh al-Qudus (Jibril).”
(2:87) Som det fremgår af den guddommelige ord, er omtalen af Gabriel som Rûhu’l-Kudüs her til for at afvise de vantroendes beskyldninger og tydeligt fastslå profeternes uendelige renhed og hellighed. Det vil sige: O Muhammed! Koranen er en så hellig bog, at Rûhu’l-Kudüs, som er fri fra enhver mulighed af mangel, nedbringer den til dig fra din Herre, og det sker med sandhed, uden plads for falskhed. Derfor er denne bog, med alt dens indhold, en hellig bog, og du er en sand profet, besidder af Rûhu’l-Kudüs. Din Herre har nedbragt den sådan.
for at styrke de troende, bekræfte dem i troen og for at være en vejviser og glædelig nyhed for alle muslimer, der underkaster sig Guds vilje.
Det er netop sådan, at afskaffelse af en regel styrker troen, giver vejledning og er forbundet med visdom og gode nyheder.
103.
Gentagelsen af denne “Müslimîn”-formel her henviser til verset ovenfor (16/89) og minder om verset (16/90).
Selvfølgelig ved vi, at de er de vantroende.
“Det er helt sikkert en menneske, der lærer ham Koranen.”
siger de.
De siger altså, at Ruhü’l-Kudüs ikke nedstiger til Muhammed med Koranen, men at en menneskelig lærer ham det. Deres påstande, som indrømmer, at han aldrig har modtaget uddannelse eller undervisning fra et menneske, og som hævder, at han “fandt det op selv”, er dermed falske.
“Han lærte ham, hvad det vil sige at være et menneske”
Det kan de ikke sige. Det vil sige, de kan ikke tørre fremkomme med en sådan påstand, som ingen ville tro, fordi alle vidste, at Profeten Muhammed, inden han bekendtgjorde sin profetrolle, hverken hemmelig eller åbent havde taget undervisning af nogen. Men i lyset af den ekstraordinære situation, de oplevede, brugte de dette som en undskyldning og sagde:
“Han kan ikke have skrevet dette selv, da han aldrig har modtaget nogen uddannelse eller oplæring. Det er ulogisk at tro, at en uuddannet person kan udarbejde en sådan bog. Nogen må helt sikkert uddanne Muhammed lige nu.”
Men de vil ikke tro, at Gud har undervist ham, og de siger i stedet, at det er en menneske, der har undervist ham. De beskylder ham og narre ham ved at sige, at han har lærte Koranen af et menneske, og at han nu vil sælge det, han har lært, som Guds ord.
I de overleveringer, der fortæller om nedstigningen af denne vers, siges det, at det skete i Mekka, da Amir b. Hadra’mî…
“Cevra”
eller
“Yeîyş”
Han havde en slaver af romersk oprindelse, som kunne læse og skrive og var en af folkene i Bogen. Guds budbringer, der kaldte alle til islam, tog ham sommetider med til sin kreds på Merve og talte med ham. Kurejsj-polytheisterne blev rasende over dette og forsøgte at spotte Muhammed ved at sige, at han lærte Koranen af denne kristen. Og en…
Cebrâ
med
Yesara
Der var to romere, som lavede sværd i Mekka, og som læste i Tora og Evangeliet. Profeten plejede at stoppe ved dem og lytte, hvis han kom forbi, mens de læste. Nogle ville gerne bruge dette som en undskyldning. Der var også Abisâ, slaven til Huveytb ibn Abd al-‘Uzzâ, som ejede bøger og konverterede til islam. Da polytheisterne så dette,
“Det er det, de lærer Muhammed.”
De har forsøgt at påstå dette. Der er også tale om Salman al-Farsi. Men det er blevet bemærket, at da denne mand konverterede til islam i Medina, kan denne påstand om nedstigningsårsagen ikke være korrekt, da verset er mekkansk.
Kort sagt, de polytheistiske troende, der ikke ville acceptere profetiet, forsøgte at fremstille Profeten som en nybegynder, en nyuddannet elev, der tog æren for andres arbejde, ved at frembringe tvivlen om, at en menneskelig lærer havde undervist ham. De spredte propaganda, idet de tilskrev det til den ene eller den anden. I nyere tid har nogle kristne på lignende vis udbredt propaganda om, at Muhammed lærte sin religion af kristne, og at islam er afledt af kristendommen. For at dække alt dette, er det bemærkelsesværdigt, at verset ikke nævner et specifikt navn, men blot “et menneske”, og dermed indikerer, at tvivlen generelt er udryddet. For det er netop den onde hensigt af disse bagtalere at frembringe tvivlen om, at et menneske har undervist Muhammed. Dette er grundlaget for deres fejltagelse. De, der benægter, at Koranen er en bog nedsendt af Gud, tænker ikke over, at…
Den, som de tror, lærer profeten noget, taler et fremmed sprog.
Det er ikke arabisk, men et sprog, hvis modersmål ikke er arabisk. Deres hensigt med at sige, at en menneske lærer ham, er at aflede folks opmærksomhed og vende deres tanker og idéer fra Gud til et menneske. Men det, de siger, er fuldstændig i strid med alt, hvad fornuften godkender. For det er utænkeligt, at den antagede lærer, som de vil bruge til at forvirre folks tanker, er en arab. For hvis der var en sådan lærer iblandt araberne, mens Koranen udfordrer hele universet, ville han da ikke straks have sagt: “Er det ikke jeg, der har lært dig dette?” eller i det mindste have skrevet lignende tekster til Koranen og udbredt dem i det skjulte?
Alle de fremtrædende og rige arabere var involveret i dette, og Profeten havde ingen materiel eller spirituel magt til at tvinge dem. Og der var så mange grunde og beviser til at modsætte sig ham, at det var udelukket, at en sådan person under disse omstændigheder ikke ville have fremtrådt. Derfor var det, som forskning har bekræftet, og som også er logisk og bevist, at der ikke var en sådan lærer blandt araberne. I denne henseende kunne en sådan antagelig person kun antages at være en ikke-araber fra et samfund uden for araberne. Derfor var araberne, som nævnt ovenfor, ikke i ureligiøsitet med en araber, men med en ikke-araber.
Men Koranen er jo tydeligvis på arabisk.
Det er en erklæring på arabisk, som har gjort alle arabiske litteraturfolk ude af stand til at lave noget lignende. Hvordan kan en ikke-araber gøre det? Hvordan kan en så glansfuld arabisk sprogkundskab tilskrives undervisningen af en ikke-araber? Selvfølgelig er det næsten umuligt for en ikke-araber at lære arabisk ret godt og undervise andre, der ikke kender sproget. Men at ikke være arab, men fremmed, og derefter besidde en glansfuld arabisk sprogkundskab, der overgår alle araber, er uden tvivl en antagelse af ikke én, men to grader af usædvanlighed. At fremføre en sådan teori uden at overveje og acceptere den vidunderlige og overlegne nåde og hjælp fra Gud den Almægtige til den fremmede, er fuldstændig imod al fornuft.
Det er netop de afvisere, der nægter at acceptere, at Gud har lært og nedsendt Koranen, og som i stedet for at erkende dette, forsøger at fremstille det som rimeligt ved at sige “denne lære kommer fra en menneskelig lærer”, der begår en logisk fejl. Deres påstand er ikke logisk, men snarere logisk ulogisk og selvmodsigende. De mener, at det er logisk at acceptere to ulogiske ting for at undgå at acceptere en ulogisk begivenhed, uden at indse deres selvmodsigelser. De forstår ikke, at ved at sige “denne lære kommer fra en menneskelig lærer”, øges den antagne menneskelige lærer kun i værdi og betydning, og Koranen’s lysdækkende kraft forsvinder ikke.
Man kan spørge sig selv, hvad deres hensigter er.
“En ikke-arabisk person forklarer Koranens betydning, og han gør det med den smukkeste arabik.”
Kan man det sige? Men at sige det er at indrømme, at Koranen er nedskrevet, og at dens stil er et mirakel, der udtrykker en absolut overtalelse (at få den anden til tavs) på grund af dens fremragende og smukke arabiske stil.
Kort sagt er de, der benægter, så modstridende i deres beskyldninger og så forvirrede i deres tanker.
104. For de, der ikke tror på Allahs tegn, vil Allah utvivlsomt ikke vejlede dem, og de vil have en smertefuld straf.
105. Det er de vantroende, de som ikke tror på Allahs tegn, der frembringer løgn og bedrageri. Og de er de sande lygrere.
Det er de vantroende, der beskylder dig for løgn, o Muhammed! Du er sandelig sandfærdig. Denne Koran er ikke lært af en menneskelig lærer, men den er frembragt med en stil og mening,
“En bog, som Gabriel har nedbragt fra hans Herre som sandhed.”
(Nahl, 16/102). Derfor skal de troende passe på, at de ikke lader sig narre af de vantroendes ord og falder tilbage i vantro.
(ELMALILI MUHAMMED HAMDİ YAZIR, KOMMENTAR TIL KORANEN)
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
