– Da de glemte de advarsler, de havde modtaget, åbnede vi alle døre for dem. Men da de blev stolte og hovmodige på grund af det, de havde fået, greb vi dem pludselig! Og så mistede de pludselig alt håb.
– Til sidst blev den undertrykkende stamme udslettet. Al ære tilhører Gud, Herren af alle verdener. (Enam, 44-45)
Min spørgsmål er:
1. Hvem er dette folk?
2. Bleve alle, der benægtede profeterne, udslettet?
3. Hvordan blev disse udslettet?
Vores kære bror,
1.
Fra begyndelsen af denne historie, altså:
“Vi har sendt profeter til de folkeslag, der levede før dig.”
(men de benægtede dem)
Vi straffede dem med knaphed og nød, så de ville bede os om hjælp.”
(Enam, 6/42)
Som det fremgår af den oversatte vers, omtales her ikke en specifik stamme, men snarere et ubestemt antal samfund/grupper.
Verset
“Den undertrykkende stamme er udslettet.”
som det fremgår af udtrykket i oversættelsen, nævner denne historie i stedet for at angive de straffede gruppers navne hver for sig,
som alle har til fælles som skylddel
undertrykkelse
til sin egenskab
Der er trukket opmærksomhed til det.
Dermed er Guds straf og vrede ikke rettet mod bestemte folkeslag,
undertrykkelse
Der er lagt vægt på de fællesskaber, der er defineret ved deres egenskaber, og på deres fortid og fremtid.
Vi har undersøgt mere end ti tolkingskilder, men i ingen af dem har vi fundet nogen forklaring på, hvem disse udslettet tyranner var.
2.
Den åbenlyse fortolkning af verset er, at alle de onde, der fornekte profeterne, er blevet udslettet.
I Imam Maturidis fortolkning er der plads for forskellige synspunkter, og han angiver til sidst sin egen opfattelse:
– Den undertrykkende stamme
ved at de alle blev udslettet
Rodden er tørret.
– Her
undertrykkelse, partnerskab
betyder.
–
Til sidst blev den undertrykkende stamme udslettet.
til sætningen, Gud deres
Han/Hun tog det til det yderste.
kan også oversættes som.
stamtræ
i erklæringen, der lyder som følger:
Slutten på stammen
betydningen er også givet. Det hele betyder det samme. Altså
Da den sidste af dem var udslettet, var deres rødder udryddet.
–
Den undertrykkende stamme er udslettet.
med sætningen
Det, de pralerte og gav sig store fortjener af, blev tilintetgjort, og deres pralerier og store fortjener ophørte.
Det virker som om det er meningen.
(se Tevilatü’l-Kur’an, fortolkningen af den relevante vers)
3.
I Koranen findes ingen omtale af, hvordan disse folk blev udslettet. Vi har heller ikke fundet nogen forklaring i de teologiske kommentarer.
Årsager til undergang ifølge Koranen
Koranen, årsagerne til samfundets undergang
svind, overdreven brug, uretfærdighed i måling og vegtning
har han fremstillet det i form af en kopi.(1)
I Koranen understreges det ofte, at samfund, der bliver arrogante og bortforkælede på grund af rigdom, overskrider grænserne for oprør og ondskab og begår undertrykkelse og korruption, vil blive udslettet.(2)
På den anden side fremgår det, at der ikke tales om undergang af samfund, der er kendetegnede ved tro, moral og dyd, samt retfærdighed og ret i politisk og administrativ henseende.(3)
Uretfærdighed og undertrykkelse
En af de faktorer, der fører samfund til undergang, er
undertrykkelse og uretfærdighed
Lad os forsøge at forklare emnet:
Udmødsning
ordet,
“zlm”
(Uretfærdighed)
stammer fra roden “zalm”, hvor “zalm” er verbum, og “zulm” er et substantiv, der bruges i stedet for verbum. Denne verbum kan undertiden være transitiv med to objekter, og undertiden…
“ب”
Den er transitiv og bruges med en genitiv.
“Med den blev jeg uretfærdigt behandlet”
som. (4)
“Uretfærdighed”
Det fremgår, at ordet har to betydninger.
En af dem,
fordi det er det modsatte af lys og klarhed, at afvige fra den rette vej,
den anden
også som et transitivt verbum,
“at flytte noget fra dets plads til et andet sted”
betyder det. I denne betydning bruges det som det modsatte af retfærdighed. Derfor er det at nægte noget dets rette eller fortjente, undertrykkelse. Tortur og overskridelse af grænser kaldes også undertrykkelse.
Udmødsning
af ordet
“at flytte noget fra dets oprindelige sted”
eller
“at stille noget på det forkerte sted”
Det siges, at alle arabiske sprogforskere er enige om denne betydning.(5)
I vores sprog betragtes det som uretfærdighed at begå uret i enhver henseende. (6)
Modsatningen af undertrykkelse er retfærd.
(7) Og ligesom undertrykkelse er blevet kraftigt fordømt og forbudt i Koranen, er retfærdighed blevet rost og befaledes. (8)
De sociale og moralske principper, som Koranen fremmer, har til formål at skabe et samfund baseret på dyd. (9)
Selv om et samfund er hedensk, kan det overleve, hvis dets ledere behandler folket retfærdigt, og folket hinanden retfærdigt. (10) Derfor
Samfund kan kun overleve, hvis de fremmer retfærdighed, er dydsfulde og bevarer humane værdier.
Når vi betragter verserne i deres kontekst, vil vi se, at samfund, der er tilbøjelige til undertrykkelse og uvilje til at bekæmpe den, også udsættes for samfundsmæssige sanktioner. (11)
Verserne angiver tydeligt, at undertrykkelse er den primære årsag til ødelæggelse.
“Sig: Hvad mener I? Hvis Allahs straf rammer jer pludseligt eller åbenlyst, vil da andre end de uretfærdige blive udslettet?”
(12)
“Sikkert, hvis de blot følte en let berøring af straffen fra deres Herre, ville de sige: ‘Vej mig! Vi var jo de uretfærdige!’ ”
(13)
Som det fremgår, er de korrupte faktorer, der fører til undergang, beskrevet i Koranterminologi.
undertrykkelse
er opsummeret med begrebet (14).
I verset står der:
„Vi har udslettet mange landsbyer, mens de sov om natten eller mens de sov om dagen, og vores straf ramte dem pludseligt, og de kunne kun sige: ‘Vi var sandelig tyranner.’“
(15)
Denne vers fortæller, at folket af profet Noah blev udslettet på grund af undertrykkelse:
“Og pludselig, mens de fortsatte deres undertrykkelse, indhentede floden dem.”
(16)
Om folket til profeten Lot siges der:
“Vi vil udslette befolkningen i dette land, for de er onde mennesker,” sagde de.
(17)
Ifølge Koranen udsættes samfund ikke for ødelæggelse, før de er blevet advaret af profeter.(18)
For samfund, der insisterer på deres undertrykkelse, selv efter at de er blevet advaret af profeter, er ødelæggelse uundgåelig. Dette er beskrevet i verset:
“Din Herre ødelægger ikke en by, før han har sendt en profet til den, som læser ham budskaberne for folket.” Vi ødelægger kun lande, når befolkningen insisterer på uret.
(19)
“Til sidst blev den undertrykkende stamme udslettet…”
(20)
Social uretfærdighed, fattiggørelsespolitikker og undertrykkelse og trusler mod etniske grupper i samfundet er ligeledes blevet betragtet som en form for undertrykkelse, der fremmer splittelse i samfundet.
Dog har de grupper, der var udsat for undertrykkelse, senere taget over fra de undertrykkende grupper.(21)
Den Almægtige Gud erklærer, at Han fordeler magt og autoritet mellem folk, og at de undertrykte samfund med tiden vil blive stærke, velstående og herskende samfund.(22) Følgende vers udtrykker dette tydeligt:
“Og det folk, der er foragtet og undertrykt,
(Israelske folk)
Vi lod dem arve de østlige og vestlige dele af landet, som vi fyldte med velsignelser. Deres tålmodighed blev belønnet, og Herren opfyldte sit løfte til Israels børn. Vi ødelagde det, som Farao og hans folk havde skabt, og de haver, som de havde dyrket.
(23)
I en samfund, der indleder en proces med sociale sanktioner, sker straffen ikke med det samme. Man venter på, at den givne frist udløber, og på, at grundene til sanktionen indtræder.(24)
For Gud forsømmer ikke straffen af de uretfærdige, men giver dem udsættelse som en del af prøvelsen.
(25)
De onde bliver undertiden straffet i denne verden ved, at en anden ondskabsfuld gruppe angriber dem. (26)
Ifølge Kurtubi,
en tyran
Medmindre han opgiver sin tyranni, vil Gud straffe ham ved at sende en anden tyran over ham. Dette omfatter dem, der begår uret mod sig selv eller mod det folk, de hersker over. (27)
Uretfærdighed,
Ligesom ondskab aldrig går straffet, således eksisterer heller ikke tyrannen evigt på jorden. Som digteren Mutanabbi sagde:
“Der er ingen hånd, som ikke har Guds hånd over sig.”
Der er ingen tyran, der ikke bliver væltet af en anden tyran.
(28)
Som vi forstår det ud fra versene
“De samfund, der har modstået Allahs advarsler og profeternes kald, og som har overskredet grænserne for ulydighed, polytheisme og undertrykkelse, har altid haft den samme ende.”
(29)
Nogle exegeter har bemærket, at kun meget få mennesker eller kun for meget korte perioder opholdt sig i de ødelagte samfund.(30)
Alle disse påmindelser er en advarsel til de samfund, der kommer efter. For ifølge versene vil andre samfund nemlig indtage pladsen efter de folkeslag, der blev udslettet på grund af deres undertrykkelse. (31)
Men her minder Gud os om, at Han vil se, hvordan de, der skal afløse det onde samfund, vil handle, og at Han vil stille dem på prøve. I vers 129 i Surah Al-A’raf fortæller Gud Moses om Israels sønner…
“Måske vil jeres Gud udslette jeres fjender og lade jer herske over jorden i deres sted, så han kan se, hvordan I vil handle.”
som han angiveligt sagde.
I Hud-suren
“Vær ikke med de undertrykkere, ellers vil I selv blive brændt af Ilden. I vil ikke finde hjælp, da I ikke har andre venner end Gud!”
(32) Ifølge denne vers vil det føre til guddommelig straf at slå venner med tyranner, at være sammen med dem, at godkende dem, at imitere dem, at rose dem og at elske dem. (33)
Klik her for mere information:
– I Koranen står der: “Vi udsletter ikke en stamme eller en gruppe, før…”
Fodnoter:
1) Se Şuarâ 26/181-183; Rahmân 55/8-9; Mutaffifîn 83/1-3.
2) Hud 11/37, 44, 116.
3) Karaman et al., Kuran Yolu Tefsiri, 2/376-377; Müftüoğlu, “Menneskets Stilling over for Prøvelser og Ulykker iflg. Koranen”, 15,16.
4) Ibn Manẓūr, “zlm”, Lisān al-ʿArab, 12/373.
5) Se Abu Bakr Muhammad b. Hasan Ibn Durayd, Kitab al-Jumhura al-Lugha (Hyderabad: Dar al-Sadir, 1345), 124; al-Jawhari, “zlm”, al-Sihah, 5/1977, 1978; Ibn Manzur, “zlm”, Lisān al-ʿArab, 12/373; al-Sayyid Muhammad Murtada al-Zabidi, Tāj al-ʿAroos min Jawāhir al-Qāmūs (Istanbul: Matba’at al-Hayriyya, 1306), 8/383.
6) Veli Ulutürk, Begrebet Tyranni i Koranens Perspektiv (Kayseri: İstişare Yayınları, 1993), 10.
7) Cevherî, “zlm” Es-Sıhâh, 5/1977; Ibn Fâris, Mucem-u’l-mekâyîsi’l-luğa, 3/617.
8) Se Maida 5/1.
9) For mere information, se Şahin Güven, Erdemli Toplum İnşası “Hucurât Suresi Tefsiri” (Istanbul: Düşün Yayınları, 2012).
10) Abdulkerim Zeydan, *Visdommen i de guddommelige love*, overs. Nizamettin Saltan (Istanbul: İhtar Yayınları, 1997), 122.
11) Hûd 11/102.
12) Enam 6/47.
13) Profeternes historie 21/46.
14) Se i den forbindelse Hûd 11/44; 82-83; Kasas 28/59.
15) Ar-A’raf 6/4-5.
16) Ankebût 29/14.
17) 29:31 (Ankebut)
18) Enam 6/131; Şuʻarâ, 26/208-209; Şimşek, Indledning til Korans fortællinger, 84.
19) Kasas 28/58-59.
20) Enam 6/45.
21) Celattin Çelik, Samfundsfællesskabsændringer i Koranen (Istanbul: İnsan Yayınları, 1996), 120; Se også Araf 7/137; Enfâl 8/26; Kasas 28/5.
22) Se for eksempel Koran-versene 3:139-141, 152, 154 (Âl-i Imrân); 8:9-12, 17-18, 62-64 (Enfâl); 9:14-15, 25-26 (Tevbe); 30:47 (Rûm), som udtrykker dette.
23) Araf 7/137.
24) Şimşek, Introduktion til Korans fortællinger, 84; Çelik, Samfundsfællesskabsændringer i Koranen, 121.
25) Kasım Şulûl, “Historiefilosofi i den islamiske tanke”, Dîvân Interdisiplinære Studier 1/2 (2001), 98.
26) Enam 6/129.
27) Abu Abdallah Muhammad ibn Ahmad ibn Abi Bakr ibn Farh al-Qurtubi, al-Jami’ li ahkami’l-Quran (Beirut: Daru’l-Kutubi’l-Ilmiyye, 1988), 7/85.
28) Muhammed Ahmed Kasım, Muhyiddin, Ulûmu’l-belâğa (el-bedî„ ve‟l-beyân) (Tripoli: Müessesetü’l-Hadîse Li’l-Kitab, 2003), 221; Muhammed b. Aydemir el Müstasımî, Ed-Dürrü’l-ferîd ve beytü’l-kasîd, red. Kamil Selman el-Cübûrî (Beirut: Dâru’l-Kütübi’l-İlmiyye, 2015/1436), 10/413; Ebu’l-Fidâ Muhammed bin İsmail, İbn Kesîr, Tefsiru’l-Kurâni’l-azîm (Beirut: Dâru’l-Kalem, 1966), 2/177.
29) Çimen, “Er Helâk en fortsættende proces?”, 43.
30) Muhammed b. Ömer b. Hüseyin Fahreddin er-Râzî, Mefâtihu’l gayb, et-tefsiru’l-kebir (Beirut: Daru’l-Kütübi’l-İlmiyye, 1990), 25/5; Ebu Abdillah Muhammed b. Ali b. Muhammed eş-Şevkani, Fethu’l-Kadîr (Beirut: Dâru‟l-Kütübi’l-İlmiyye, 1983), 4/174; Ebû Abdillâh Muhammed et-Tâhir b. Muhammed b. Muhammed eş-Şâzelî b. Abdilkādir b. Muhammed b. Âşûr, Tefsiru’t-tenvîr ve t-tahrîr (Tunis: Dâru’tTûnusiyye, 1974), 22/151; sef. Enam 6/6.
31) Profeternes historie 21/11.
32) Al-Hud 11/113.
33) se Zemahşerî, el-Keşşaf, 2/433; se Duran Ali YILDIRIM, Om ødelæggelsen og årsagerne til ødelæggelsen af samfund i Korans fortællinger, Kahramanmaraş Sütçü İmam Üniversitesi İlahiyat Fakültesi Dergisi, Dec 2020.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
