– Bediüzzaman siger, at det er nødvendigt at stille sjælen tilfreds og lade ånden, hjertet, sindet og den inderste selv nå frem til deres oprindelige hjemland, deres evige bolig og deres venner i det hinsidige.
– Hvad er sjæl, hjerte, sind og hemmelighed, er der forskel mellem dem, og hvordan bruger vi dem korrekt?
– Hvad betyder det at nå til sin virkelige ejendom, sit oprindelige fædreland, sit evige opholdssted og sine venner i det hinsidige?
Vores kære bror,
Som en generel opsummering kan man sige, at hver af disse fire ord har to betydninger:
HJERTET:
Dette ord har to betydninger:
1)
Det er en speciel, kogleformet kødmasse, der sidder på venstre side af brystet. Det er et medicinsk emne, som lægerne skal beskæftige sig med.
2) Hjertets anden betydning:
Det er en åndelig, guddommelig nåde. Denne guddommelige nåde, som også har en forbindelse med det fysiske hjerte, er i sig selv en menneskelig sandhed. Det er den eneste mekanisme i mennesket, der opfatter, kender og er vis. Det er også det, der gør mennesket til modtager af prøvelser, straf, irettesættelser og tilbud, og som gør det ansvarligt.
SÅL:
Ånden har også to betydninger:
1)
Det er et fint stof. Ligesom lyset fra en lampe i et hus belyser hele huset, så spreder dette finkroppelige stof sig via nerver til andre dele af kroppen, strømmer igennem hver eneste del og giver dem lys, følelse, syn, hørelse og lugt.
2)
Åndens anden betydning:
Den visende, forstandige kraft i mennesket er en finurlig, subtil evne.
“Sig: Ånden er fra min Herres befaling.”
(Isra, 17/85)
I den nævnte vers er det angivet, at sjælen er en hemmelighed. Det er ingen, der har ret til at afsløre denne hemmelighed om sjælen, som profeten Muhammed (fredesvæn over ham) ikke selv afslørede.
(Gazali, Ihya, 3/3-4)
DELIKATESSEN
: Dette udtryk bruges også i forskellige betydninger. Vi er interesseret i to af dets betydninger:
1)
En betydning er, at egoet er en mekanisme, der rummer de begærlige og vredesfulde kræfter i mennesket. Især sufister ser egoet i denne betydning som kilden til alt ondt og mener, at kampen mod det er en nødvendighed.
“Din værste fjende er din ego, der ligger mellem dine to sider.”
(Bayhaqi, Zühd)
Den sjæl, som denne hadit, der findes i overleveringen, henviser til, hører til denne første betydning.
“Den onde sjæl”
får sit navn.
“Jeg vil ikke erklære min sjæl uskyldig, for sjælen er altid tilbøjelig til det onde.”
(Yusuf, 12/53)
I den nævnte vers er profet Josephs vurdering af denne slemme tilbøjlighed omtalt.
2) Den anden betydning:
Det er en subtil, åndelig finesse, der udtrykker og forklarer menneskets sande natur.
Selvet har i denne forstand også flere grader:
a)
Den fordærvede sjæl:
Den sjæl, der er på dette niveau, ser ejerenes fejl og irettesætter/fordømmer ham.
“Jeg sværger ved den selvforagtende sjæl.”
(Dommedag, 75/2)
I den nævnte vers henvises til denne tilstand af sjælen.
b) Nefs-i Mutmainne:
Han opnår dette niveau og kaldes ved dette navn, når han modstår ulovlige lyster og ønsker og finder ro og tryghed i at underkaste sig Guds befalinger.
“O, du fredfyldte sjæl! Vend dig til din Herre, tilfreds med ham og med hans vilje!”
(Fajr, 89/28)
I den nævnte vers henvises til denne tilstand af sjælen.
Kort sagt: Den selvcentrerede sjæl (Nafs-i Emmare), som omtales i den første betydning, fordømmes, mens den selvbevidste sjæl (Nafs-i Levvame) og den fredfyldte sjæl (Nafs-i Mutmainne), som nævnes i den anden betydning, roses.
(Ihya, 3/4)
FORNUFT:
Blandt de forskellige betydninger af dette ord er det disse to, der interesserer os:
1)
Første betydning:
Forstand bruges undertiden i absolut forstand og i betydningen af at kende tingenes sandheder. I denne henseende er det blot en egenskab af viden, hvis sted er hjertet.
2)
Anden betydning:
Det opfattes som mekanismen til at opfatte viden. I denne henseende forstås det som selve hjertet, som er en guddommelig nåde.
(Genoplivning, 3/4)
Her er nogle udsagn fra Bediuzzaman om emnet:
“Med hjerte menes;
sanevberî
(som en fyrrenål)
Det er ikke blot et stykke kød. Det er en guddommelig nåde, hvis følsomhed manifesteres i samvittigheden og hvis tanker afspejles i hjernen. Derfor fremgår der en sådan finesse fra det stykke kød, der indeholder denne guddommelige nåde, at den service, som denne guddommelige nåde yder til menneskets spiritualitet, er lig med den service, som den livgivende kraft yder til legemet. Ja, ligesom den livgivende kraft, der spreder livsvand til alle dele af legemet, er en livsmekanisme, og det materielle liv eksisterer takket være dens funktion, og når den svigter, falder legemet også. Tilsvarende levner og oplyser den guddommelige nåde samlingen af handlinger, tilstande og spiritualitet med et sandt lys af livet; med slukningen af troens lys, forbliver dens væsen som en statuette, en ubevægelig død.
(se İşaratü’l-İ’caz, s. 77-78)
Når det kommer til begreber som Sırr og Ehfa:
“Letaif-i Aşere;
Ibn Arabi omtaler i sin lære om den indre rejse (seyr ü sülûk) kortfattet de stadier af forfining og tilstande, som en latife (fin indre kraft) oplever på hvert trin, ved at betegne hjerte, sjæl, hemmelighed, det skjulte, det dybeste skjulte som latife-i insaniye, der svarer til hvert af de fire elementer i mennesket.“Jeg ser selv, at der findes mange subtile kvaliteter i menneskets samlede væsen og livskraft. Ti af dem har opnået berømmelse. Selv de vismænd og lærde har, som udtryk for disse ti subtile kvaliteter, benyttet de fem ydre sanser og de fem indre sanser som vinduer eller eksempler. De ti subtile kvaliteter, som er kendte blandt almindelige og fremtrædende mennesker, har en forbindelse med de ti subtile kvaliteter i Sufismens verden. For eksempel, hvis man tilføjer kvaliteter som samvittighed, nerver, følelse, intellekt, begær, den begærlige kraft og den vredesfulde kraft til kvaliteterne af hjerte, sjæl og hemmelighed, så fremstiller man de ti subtile kvaliteter på en anden måde. Udover disse subtile kvaliteter findes der mange andre, som lyn, gnist og den følelse som kommer før begivenheden…”
(se Barla Lahikası, s. 347-348)
Begge disse begreber omtales i Koranen:
“Og hvis du afslører en sag, så ved Gud, hvad der er skjult og hvad der er udtalt.”
(Taha, 20/7)
I sin fortolkning af denne vers nævner Razi følgende synspunkter:
Egenskaber kan generelt inddeles i tre kategorier:
Det åbenbare/synlige, det skjulte/hemmelige, det mere skjulte/hemmelige.
Det er også muligt, at det, som folk afslører, kaldes ord, mens det, som de holder hemmeligt, kaldes hemmelighed og fortrolighed.
Razi, der indeholder mange kommentarer, giver også følgende oplysning:
“
Hemmelighed:
Det er det, som en person har besluttet at gøre og holder hemmeligt.
Ahfa
“Ise” betyder: Det, som en person holder inden for sig, men som ikke har nået et stadie af fast beslutning. Andre mener det modsatte. Ifølge dem er den skjulte ting lettere end en hemmelighed, medmindre den skjulte ting indgår i personens hemmelighed.” (Razi, fortolkning af det relevante sted)
Menneskets sorg og glæde er af to slags:
1. Ulvi
2. Den nederste
For eksempel er den sorg, man føler ved at genforenes med sin elskede, en højere sorg, mens den sorg, der opstår af mangel på venner, er en lavere sorg.
Den tristhed, som de mørkliggende spørgsmål i den materialistiske filosofi fremkalder, kan tjene som et eksempel på det andet.
På den anden side er den verdslige glæde, som man oplever i en atmosfære med drikkelag, tydelig for alle. Men denne glæde er en lavmælt glæde.
Den glæde, som hjertet og sjælen, sindet og det skjulte, føler, når de vender sig mod paradis, som er deres oprindelige hjemland, og mod Guds møde, er en ophøjet glæde.
Derfor beder Koranen om at stille den onde sjæl tilfreds,
Den opmuntrer sjælen, hjertet, sindet og det inderste jeg på en fin, høflig og uskyldig måde til at nå de højeste ting, deres oprindelige hjemland, deres evige hjem og deres hinsidige venner. Denne opmuntring er den glæde, som den mirakuløse Koran giver, og som fører og inspirerer mennesket til paradis, evig lykke og synet af Guds skønhed.
Derfor opmuntrer Koranen, på en mild og høflig, uskyldig måde, til at stille den onde sjæl tilfreds og lade sjælen, hjertet, sindet og det inderste jeg nå frem til de højeste ting, deres oprindelige hjemland, deres evige hjem og deres åndelige venner. Denne opmuntring er den glæde, som den mirakuløse Koran giver, og som fører mennesket til Paradis, evig lykke og synet af Guds ansigt.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
