I Shafi’i-madhhab brydes vandtætheden ikke ved blødning, mens den i Hanafi-madhhab brydes. Hvad er årsagen til dette?
Vores kære bror,
Mens man på den ene side forsøger at fremstille sektspørgsmålet som en kilde til strid inden for islam, forsøger man på den anden side at forvirre naive sind med en række demagogiske metoder. Ved nærmere undersøgelse vil det fremgå, at sekter opstod af en vis nødvendighed og aldrig har været en kilde til strid.
I islam, som består af to dele, nemlig teoretisk og praktisk, behandler de forskellige madhhab (religiøse skoler) de praktiske aspekter. Den mangfoldighed af madhhab skyldes forskelligartede fortolkninger af de teoretiske principper af de respektive madhhab-ledere.
De religiøse love, der frem til Profeten (fred og velsignelser over ham) var ens i de grundlæggende punkter, har varieret i detaljer, og i en enkelt periode blev der endda sendt forskellige religiøse love til forskellige stammer. Men med Profeten (fred og velsignelser over ham) var der ingen længere behov for andre religiøse love, og hans religion var tilstrækkelig for alle tider. Der var dog behov for en række madhhaber (religiøse skoler). Imamene af de sande madhhaber, som var udpeget af Gud, fuldførte deres opgave og imøtekom alle menneskers behov. Som et mirakel forudsagde Profeten (fred og velsignelser over ham) disse imamer og deres store opgave, endnu før de kom, og disse fremtrædende personligheder bekræftede dermed Profeten (fred og velsignelser over ham) med deres gerninger…
De har aldrig ført til borgerkrige eller uro, og imamerne af disse skoler har altid respekteret hinanden og ikke afvist eller benægtet hinanden. De har heller ikke kommet frem med en selvbevidst hensigt om at etablere en skole, men har fremkommet med deres juridiske fortolkninger i tid og sted, som senere er samlet og udgjorde en skole.
For eksempel: (H. 80-150) når de udsteder en fatwa vedrørende en begivenhed,
bekymrede sig.
(Grundlægger af den Malikitiske madhhab. H. 93-179),
har han sagt.
Grundlæggeren af Hanbali-skolen (164-241 AH) og Imam al-Shafi’i (150-204 AH) har aldrig udtalt sig på en påberukkende måde eller sagt noget, der kunne fornærme deres kolleger. Senere samlede deres elever og lærde disse store mænds meninger og juridiske fortolkninger, hvilket sikrede, at muslimer kunne praktisere deres tro i fred og ro.
Der er en spørgsmål, der engang blev stillet muslimer på en provokerende måde i avisen og som stadig gentages overalt:
Bediüzzaman Said Nursi svarer kort på dette spørgsmål som følger:
De forskellige madhhab-imamer har haft uenigheder, som de selv mente var berettigede, ikke i de islamiske principper, men i måden, de blev praktiseret på. For eksempel er alle imamer enige om at foretage masah (tørre berøring) på hovedet under wudu (rituel vask), men de har uenigheder om, hvordan og i hvilket omfang masah skal foretages.
Vore Gud, som har pålagt os at foretage rituel vaskning (abdest), har givet os dette påbud med ordene “b”. I det rigeste af alle sprog, arabisk, kan bokstaven ‘b’ tilføjes til begyndelsen af forskellige ord, og det kan betyde “at forskønne”, “noget” eller “at forene”. De forskellige madhhab-imamer har tolket den ‘b’, der forekommer foran ordet “ruusiküm” i abdest-versen, forskelligt, hvilket har resulteret i forskellige praksisser. Bokstaven ‘b’ her kan altså have alle tre betydninger.
Derfor er det sådan.
der.
Dermed viser det sig, at alle de store teologer inden for de forskellige madhhaber befandt sig på den rette vej, og at de forskelle, der synes at være i detaljer, i virkeligheden ikke er genstand for strid, og dermed tilbagevises de påstande, som ondsinte personer fremfører.
I mellemtiden, selvom lovparagrafen er den samme, fremkommer der på grund af forskelle i fortolkningen helt modsatte og forskellige domme fra forskellige domstole i den samme sag. Det er uforeneligt med gode hensigter og realisme, at nogen kan komme frem og tale om sekteriske spørsmål, mens de selv ikke kan tale om det.
Det er klart, at de religiøse skoler har en velsignelse og en gave i sig. Men fanatisme inden for en bestemt skole er forkert. Alle de rette skoler baserer sig på Guds bog, profetens (fred og velsignelser over ham) sunna og konsensus blandt de voksne lærde i den hellige ummah.
En muslim er fri til at vælge enhver af de anerkendte madhhaber (religiøse skoler). Vores religion har ikke fastlagt nogen betingelser eller hindringer i denne henseende. Formålet med madhhab er nemlig, at muslimer ikke selv kan udlede deres religiøse spørgsmål fra de primære kilder. Det kræver en meget bred, dybtliggende og detaljeret viden, som ikke alle besidder. Derfor er de nødt til at vælge madhhab’en af en af de imamer, der besad denne viden og blev accepteret af ummah (muslimske samfund), og løse og handle i overensstemmelse med denne.
Det er heller ikke rigtigt at skelne mellem de forskellige madhhaber (religiøse skoler). Grundlæggerne af madhhaberne var alle ubestridte mujtahider (teologiske eksperter). Selv hvis de begik fejl, har de tjent gode gerninger blot ved at foretage ijtihad (teologiske undersøgelser). At frembringe ubegrundede ros af denne art, krænker imåmenes ånder og gavner ingen. De var alle højtstående videnskabsfolk, der med den overlegne intelligens og hukommelse, som Gud (CC) gav dem, har brugt hele deres liv på denne vej for Guds skyld.
Gud (cc) skabte disse store teologer for at beskytte denne religion, bevare dens hellighed og holde den fri fra falske og ondskabsfulde fortolkninger. De første fire århundrede efter Hijra var en periode, hvor de flest Mujtahids (teologer) uddannedes. Derefter har der ikke fremkommet mange Mujtahids af samme kaliber.
De to grundlæggende principper i vores religion, Koranen og Sunna, er grundlaget for de tolkende imameres forståelse og ideer, og disse er blot tolkninger af disse to. Dette fremgår tydeligt af følgende Koranstælling:
(Nisa, 4/83)
Som det fremgår af verset, skal vi efter profeten Muhammed (fredesvænnen) henvende os til personer med erfaring og ekspertise inden for deres felt for at løse vores problemer. Det er netop eksistensen af de anerkendte madhhab’er (religiøse skoler) en forklaring på dette vers.
Desuden, ifølge en berømt overlevering, spurgte Profeten (fred og velsignelser over ham) Muaz, da han sendte ham til Yemen, hvordan og på hvilket grundlag han ville dømme, og Muaz svarede i den nævnte rækkefølge. Profeten var meget glad for dette svar. Dette er også en vigtig kilde i forhold til vores emne.
Klik her for mere information:
– En sammenligning af de forskellige madhhaber inden for islamisk jurisprudence fra et perspektiv af social struktur —Eksemplet Said Nursi og Şa’rani—
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
