–
Er situationen den samme for en person, der gentager den samme synd og derefter beder om tilgivelse, som den var ved den første tilgivelse?
Vores kære bror,
Ja, i den forstand findes der en haditshistorie, der lyder som følger:
“Vær barmhjertige, så I selv vil blive barmhjertigt behandlet. Tilgiv andre, så I selv vil blive tilgivet. Ve dem, der ikke lytter til ordene. Ve dem, der ved, at det, de gør, er ondt, og alligevel fortsætter med det.”
(Müsned, 2/65, 219)
Der er en anden berømt hadit, der handler om dette emne:
“Ingen stor synd forbliver stor, hvis man angrer og beder om tilgivelse. Og ingen lille synd forbliver lille, hvis man vedholdende begår den.”
(Kenzu’l-Ummal; h. nr.: 10230)
En vers som fortæller om belønningen for at holde sig fra at fortsætte i synd, og for at indse sin fejl og opgive den:
“Og de, som, når de har begået en synd eller har begået uret mod sig selv, husker Gud og beder om tilgivelse for deres synder, og som ikke vedholdende har fortsat med den synd, som de har begået. Disse, deres løn er tilgivelse fra deres Herre og haver, hvori floder flyder under træerne, og de skal bo der evigt. Hvor smuk er lønnen for de, som gør gode gerninger!”
(Al-Imran, 3/135-136)
Det vil sige, at for at en omvendelse skal blive accepteret, og en synd skal blive tilgivet, kræves det, at man ikke vedbliver med den synd, selvom der ikke er nogen undskyldning. Hvad sker der, hvis en person fortsætter med at begå en synd, ved at undskylde sig med, at han ikke kan overvinde sin lyst, eller ved at bekymre sig om, hvordan hans omgivelser vil reagere? Her er en hadith om dette emne:
“Når en troende begår en synd, vises der en sort plet i hans hjerte. Hvis han holder op med synden og beder Gud om tilgivelse, renseres hans hjerte fra den sorte plet. Men hvis han fortsætter med synden, vokser den sorte plet. Dette er det, der omtales i Koranen…”
‘synden, der dækker hjertet’
det er i den betydning.
(Ibn Mace, Zühd, 29)
Ja,
“I enhver synd ligger der en vej til vantro.”
Ordene udtrykker en vigtig sandhed. Nemlig, at en person, der fortsætter med at begå en synd, med tiden bliver vant til den og kan ikke længere afstå fra den. Denne vane fører ham gradvist til større åndelige farer. Han kommer til at tro, at synden ikke har en straf i det hinsidige, ja, endda at Helvede slet ikke burde eksistere. Med andre ord, det syndige frø, der har slået rod i hjertet, vokser med tiden…
– Gud bevare os –
kan grønnes og transformeres til et oleander-træ.
(Lem’alar, s. 7; Mesnevî-i Nuriye, s. 115)
For at undgå en sådan fare og ikke falde for djævelens fristelser, er det nødvendigt, at man straks opgiver den synd, der kræver omvendelse, og tager fat i sig selv.
Alligevel kan vi igen glide og falde. I en sådan situation skal vi straks mobilisere vores fornuft og samvittighed,
“Jeg er kommet i denne tilstand ved at blive adskilt fra Gud. Derfor kan jeg kun slippe ud af denne tilstand ved at genforenes med Ham.”
og dermed bør vi forsøge at styrke vores forbindelse til Gud.
Klik her for mere information:
– Findes der en hadit, der betyder: “Den, der fortsætter med synden og beder om tilgivelse med sin mund, er som at spotte sin Gud”?
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
