– Er der forskel mellem den undersøgelse, der foretages i graven, og den undersøgelse, der foretages på dommedag?
– En person, der døde for 3.000 år siden, vil opleve gravens straf eller nåde indtil dommedag. Hvad sker der så med en person, der dør i øjeblikket af dommedag, vil han/hun så ikke opleve gravens straf?
– Og hvad er forskellen mellem gravplager og helvede?
Vores kære bror,
Svar 1:
1. Plagen i graven,
Ifølge vores profet (fred og velsignelse være med ham) er det for syndige troende og dem, der dør som vantroende.
2. Uanset om det er en troende eller en vantroende
Alt, hvad der sker med ham, vil føre til tilgivelse af hans synder. Ulykker, uheld, sygdomme, vanskeligheder osv. fører til en lettelse af folks synder.
En troende lever i denne verden som en synder, men de prøver, han oplever, vil føre til en reduktion af hans synder. Også straffen i graven vil sone hans synder og slette dem.
På samme måde betragter Gud, som er den absolutte retfærdige, de lidelser, som de utroende oplever, som en reduktion af deres straf i helvede. Hvis to utroende, der har begået den samme synd, oplever lidelser, mens den anden ikke gør det, vil straffen for den, der oplever lidelser, blive lettere end for den anden.
En vantroende vil ikke komme i paradis, da han vil tilbringe evigheden i helvede, men på grund af de lidelser og straffe, han har oplevet i denne verden eller i graven, vil intensiteten af straffen i helvede blive lindret.
Derfor vil den, der tilbringer lang tid i graven og lider meget, ikke nødvendigvis være i en værre situation end den, der tilbringer kort tid i graven og lider lidt. Måske vil han/hun endda være meget tilfreds med sin situation, når han/hun finder det ud i det hinsidige.
3. Mennesker lever ikke i det samme tempo, og de oplever tid på forskellig vis.
For eksempel kan det virke som om dage, måneder og år er gået i en drøm, der kun varede et par minutter. Nogle gange kan vi heller ikke rigtig huske, hvordan en nat er gået, som om vi lige er stået op. På samme måde kan en person, der tidligt kommer i graven, føle sig som om han lige er vågnet op i det hinsidige. En anden kan tilbringe flere år i graven, men lide som om det var tusinder af år.
Om man kommer til graven tidligt eller sent, kan variere afhængigt af personen, hans synder og hans situation. Gud kan skabe en tilstand derinde, ligesom i søvn og drømme.
4.
Straffens sværhedsgrad kan variere. Ligesom en volt og en million volt ikke er det samme, er heller ikke lyset fra et stearinlys og lyset fra solen det samme. I graven kan der også være forskellige og varierende straffe afhængigt af den enkelte persons situation. Nogen, der kommer sent til graven, kan lide en voldsom straf på meget kort tid, ligesom nogen, der kommer tidligt.
Svar 2:
Man kan kalde Kabir-spørgsmålet en slags forhørsspørgsmål.
Denne afregning er den første afregning, der finder sted, når en person forlader dette jordiske liv og går ind i gravlivet, og den giver en indikation af, hvordan gravlivet vil blive indtil dommedag. Gravlivet vil formes i overensstemmelse hermed. Men den egentlige og svære afregning vil finde sted på dommedagspladsen.
Død er ikke intet.
Det er porten til en smukkere verden. Ligesom en kerne, der går ned i jorden, tilsyneladende dør, rådner og forsvinder. Men i virkeligheden overgår den til et smukkere liv. Kernerne går fra kerne til træ.
På samme måde, som en død person tilsyneladende forsvinder i jorden og rådner, opnår han eller hun i virkeligheden et mere fuldkomment liv i det hinsidige og i gravens verden.
Krop og sjæl er som en glødlamp og elektricitet.
Når en glødepære går i stykker, forsvinder elektriciteten ikke, den fortsætter med at eksistere. Selv om vi ikke kan se den, tror vi, at elektriciteten stadig er til stede. På samme måde, når en person dør, forlader sjælen kroppen, men den fortsætter med at eksistere. Gud klæder sjælen i en passende, smukkere kjole og lader den leve videre i gravens verden.
Derfor sagde profeten (fred og velsignelser over ham):
“Graven er enten en af paradisets haver eller en af helvedes huller.”
(Tirmidhi, Qiyama, 26).
ved at sige dette, fortæller han os om eksistensen af livet i graven og om, hvordan det vil være.
Når en person er død og begravet, kommer to engle ved navn Munkar og Nakir til graven og spørger ham:
“Hvem er din Gud? Hvem er din profet? Hvad er din religion?”
De vil blive spurgt. De troende og de, der har foretaget gode gerninger, vil besvare disse spørgsmål korrekt. For disse afdøde vil himlens porte åbnes, og himlen vil blive vist dem. De vantroende eller de hykleriske vil imidlertid ikke kunne besvare disse spørgsmål korrekt. For dem vil helvedes porte åbnes, og straffen der vil blive vist dem. Mens de troende vil leve i velstand, uden bekymringer og i fred, vil de vantroende og hykleriske lide straf i graven.
(se ez-Zebîdî, Tecrîdi Sarih, overs. Kamil Miras, Ankara 1985, IV/496 ff.).
Der findes en række vers og hadither, der peger på eksistensen af straf og belønning i graven. I et vers i Koranen;
“Farao og hans hær vil blive kastet i ild, morgen og aften. Og på dommedag vil der blive sagt: ‘Kast Faraos slægt ind i den mest barmålige ild!'”
(Al-Mu’min, 40/46)
Det er blevet sagt. Derfor er der straf, selv før dommedag, altså i graven. Profeten Muhammed (fred og velsignelse være med ham);
“Gud vil de troende i dette liv og i det hinsidige stadigt bekræfte i deres fast bestemte ord.”
(Abraham, 14/17)
har forklaret, at verset handler om gravens velsignelse.
(Bukhari, Tafsir, sura: 14)
.
I hadith-bøgerne omtales mange hadither om straffen i graven (kabir azabı). Her er et par eksempler: Hz.
Da Profeten (fred og velsignelse over ham) passerede en kirkegård, så han, at to af de afdøde i gravene liden på grund af nogle små ting. Den ene af de afdøde i disse to grave havde i sit liv spredt rygter, mens den anden ikke tog sig af sin urin. Da tog Profeten (fred og velsignelse over ham) en grøn gren, delte den i to og plantede hver halvdel i hver af de to grave. Da hans følgesmenn så dette, spurgte de ham, hvorfor han gjorde det:
“Så længe disse to grene ikke tørker ud, kan man håbe på, at straffen, som de to lider, vil blive lindret.”
(Bukhari, Janā’iz, 82; Muslim, الإيمان, 34; Abu Dawud, الطهارة, 26)
har de beordret.
I en anden hadit fortæller profeten Muhammed (fred og velsignelser over ham):
“Når den døde er lagt i graven, kommer to mørkeblå engle, den ene kaldet Munkar og den anden Nakir, og de spørger den døde:”
“Hvad mener du om den der Muhammed (fred og velsignelser over ham)?”
Han/Hun svarer således.
“Han er Guds tjener og budbringer. Jeg vidner, at der ingen gud er end Gud, og Muhammed er hans tjener og budbringer.”
Da sagde englene:
“Vi vidste jo, at du ville sige det.”
, siger de. Derefter udvider de hans grav med halvfjerds alen. Derefter oplyses og belyses denne afdødes grav. Derefter siger englene til den afdøde:
“Læg dig ned og sov”
siger de. Og det er;
“Gå til min familie og fortæl dem, hvad der er sket.”
sagde. Englene sagde til ham:
“Lig en stille som en person, der er i bryllupsnat og kun vågner af den person, hun elsker mest, indtil dommedag.”
kalder de det.Hvis den afdøde er en hyklist, vil englene sige:
“Hvad mener du om den der Muhammed (fred og velsignelser over ham)?”
Og den hykkelige svarer:
“Jeg har hørt folk tale om Muhammed, og jeg har bare sagt det samme som dem. Jeg ved intet andet.”
Englene sagde til ham;
“Vi vidste jo, at han ville sige det.”
siger de. Derefter til jorden
“Sæt den mand i en svær situation.”
og bliver kaldt ved sit navn. Stedet begynder også at indsnævre. Så meget, at den person føler, som om knoglene er ved at vokse sammen.
Denne lidelse vil vare indtil dommedag.
(Tirmizi, Cenâiz 70).
I Koranen står der følgende om martyrernes liv i graven:
“Tænk ikke, at de, som er slået ihjel på Allahs vej, er døde. Nej, de lever, og de modtager deres levebrød fra deres Herre.”
(Al-Imran, 3/169),
“Sig ikke om dem, der er slået ihjel på Allahs vej, at de er døde. Nej, de er i live, men I er det ikke klar over.”
(Al-Baqara, 2:154).
Synspunktet, at gravplageriet rammer både sjælen og krop, er at foretrække.
Men denne straf rammer ikke det legeme, der er begravet i jorden, men den rene ånd, der er adskilt fra legemet, og som i overensstemmelse med gravverdenen har antaget et nyt, fint legeme. En gruppe tilhærdere af Ahl-i Sunnet har sagt, at ånden er en substans, der trænger ind i legemet, ligesom rosenvand trænger ind i rosen.
(Aliyyu’l-Kâri, Fıkh-ı Ekber Şerhi, overs. Y. Vehbi Yavuz, Istanbul 1979, s. 259).
I verset står der:
“Sig: Ånden er en sag, som kun min Herre kender. I har kun modtaget ringe viden om det.”
(Isra, 17/85).
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
