– Denne hadit betragtes af de lærde som en opdigtelse. Kun Ibn Majah overleverer denne hadit som autentisk. Men Hafiz Khalid bin Sad al-Andalusi sagde:
“Der er ingen skade, og der er ingen, der lider skade.”
Han siger, at haditten ikke er autentisk som en isnad-hadit. Abu Dawud derimod antyder, at det er en af de haditter, som fiqh (islamsk jurisprudens) er baseret på, og giver indtryk af, at den ikke er svag. Gud ved bedst. Det vil sige, selv haditspæd Abu Dawud tvivler på autenticiteten af denne hadit. Denne hadit findes heller ikke i Bukhari og Muslim.
– Har denne hadit en fuldstændig overleveringskæde? Er der tvivl om dens autenticitet; kan du det forklare?
Vores kære bror,
I den udgave af Musnad, som Muessesetu’r-Risale udgav i 1421/2001, og som er redigeret af Şuayb el-Arnavud (og hans kolleger), indeholder den tilhørende redaktion af hadithen følgende oplysninger:
– Ifølge Ibn Salah har al-Darukhtni overleveret denne hadit i forskellige varianter, og summen af disse varianter styrker og bekræfter denne overlevering.
“hasen”
bringer det op til det niveau. Især Abu Dawud’s
“at denne hadit er en af de haditter, som hele den islamiske teologi er baseret på”
Det tyder på, at det ikke er svagt.
(Musnad, 5/56)
– Hadisen er overleveret af mange hadisoverleverere, herunder Ibn Majah, Bayhaqi og Ibn Abd al-Barr. Dette store antal overleveringer bekræfter…
at der er en original
viser.
– Imam Nawawi omtaler også denne hadith
“hasen”
har han nævnt.
(Måne, måne)
– Hakim har også overleveret denne hadith, og
“at dette er i overensstemmelse med Muslimes betingelser”
har han udtalt. Zehebi har dette bekræftet.
(se Hâkim, el-Müstedrek, 2/66)
– Heysemi siger om denne haditshistorie:
“I den beretning findes Ibn Ishaq. Denne person er en bedrager, men han er troværdig.”
ved at sige, at historien i det mindste
“hasen”
har indikeret, at det er tilfældet.
(se Mecmau’z-Zevaid, 4/110/h. nr: 6536)
Ud fra denne og lignende forklaringer fremgår det, at denne haditshistorie,
er rigtig/eller er god/det vil sige, den er ikke svag.
Det er forbudt at skade sig selv, og det er ligeledes forbudt at skade andre.
Vores religion befaler, at ingen skal skade nogen.
Selvom denne regel gælder, må den skadede ikke gengælde skaden med en tilsvarende skade, selvom den skadende har brudt reglen. (Fra haditten)
“Skade skal ikke bekæmpes med skade.”
Uttrykket udtrykker dette. Munawī, der kommenterer denne hadit, peger på, at den skadede skal tilgive, ikke gengælde. Lærde peger på, at ordet “dırar” i hadithen indebærer “müşâreke”, dvs. at to personer skader hinanden. Siden dette er forbudt, må den skadede ikke skade den anden i troen på, at hævn er tilladt. Det, der påhviler ham, er tilgivelse; hvis han ikke tilgiver, skal han få sin skade erstattet på lovlige måder. At få sin ret på lovlig vis anses ikke som at skade den anden part.
I et muslimsk samfund skal de troende leve i harmoni ved at respektere hinandens rettigheder og opfylde deres pligter i deres interaktioner med andre. I islam er det forbudt at uretmæssigt skade andres ejendom, liv, ære og anseelse. Gengældelse af skade er ligeledes forbudt. Blandt de måder, skade kan påføres, er…
vejsmugling, tyveri, lommerov, plyndring, bedrag, løgn, drabet, kvæstelse, bagtalelse, ødelæggelse og beskadigelse af ejendom, undertrykkelse og uretfærdighed
er forbudt.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
