– Jeg vil stille spørgsmålet med to eksempler: altså den del, der ikke er synd, og den del, der er synd…
– Det er vores Herre, der varmer hjerterne til hinanden, alhamdulillah, det forstår jeg… Betyder denne vers kun at elske det, der ikke er syndigt? Eller kan den også betyde at elske synder? (Selvfølgelig forstår jeg, at alt sker med Allahs tilladelse, intet kan ske uden hans tilladelse).
1. For eksempel: Hvis jeg elsker en kæt, (ikke hans karakter eller religion), er denne kærlighed da synd? Er denne kærlighed uafhængig af min vilje? (Min hjerte varmer sig?) Og hvis den er uafhængig af min vilje, er jeg jo ikke ansvarlig, og dermed er det heller ingen synd.
2. Hvis jeg elsker hans religion, er det synd. Elsker jeg hans religion af egen vilje? Varmner mit hjerte sig af min egen vilje? Eller er det Gud, der varmner det, men af stedfortællerens vilje, altså at stedfortællereren *vil* elske? Hvis han ikke vil, så varmner Gud det ikke, vel? Gud tvinger jo ikke sin stedfortæller til at begå synder? Kort sagt, skal vi forstå det sådan, at den kærlighed, vi føler, er afhængig af vores egen vilje? Elsker vi synder af egen vilje? Og kan vi elske det, der ikke er synd, uden vilje? – Det jeg vil vide er, om en person, der elsker synder, altså ureligiøsitet, gør det af egen vilje?
– Han elsker ikke, hvis han ikke vil, vel?
– Eller er det, fordi han selv har begået den gudløshed, at han udvikler en viljeløs kærlighed?
– Har han/hun da ikke allerede begået den synd, er det så umuligt?
– Så skal man altså udøve sin vilje for at elske, for at man kan anses for at bære ansvaret for kærligheden?
Vores kære bror,
Ligesom vi er født med organer som hænder, øjne, ører og tænder, er følelser som kærlighed, stædighed, nysgerrighed og bekymring for fremtiden også medfødte egenskaber, der tilhører vores sjæl.
Men det er vores vilje, der bestemmer, hvor og hvordan vi bruger dem, og vi dømmes derefter. Ligesom vi har viljen til at bestemme, hvor og hvordan vi bruger vores hænder, har vi også viljen til at bestemme, hvor og hvordan vi bruger vores kærlighed, og vi er ansvarlige for det.
Det vil sige, at følelsen af kærlighed er medfødt hos alle mennesker, og det er op til den enkelte at bestemme, hvordan den skal bruges.
Svaret på alt.
i en ægte tro og i fuldkommen underkastelse af vores religions bud og forbud.
ligger.
I vers 23 og 24 i sura At-Tawbah
Allerede i starten har vores Herre bestemt, med hvem vi kan slå os i venner, og derefter har Han givet os en uundværlig prioritering af, hvem vi skal elske.
Det er foreskrevet, at vi skal elske Gud på første plads, profeten Muhammed på anden plads og hellig krig i Guds navn på tredje plads.
Den efterfølgende rangorden er overladt til os, og vi er blevet bedt om at elske de personer og ting, som Gud vil være tilfreds med.
Hvis vi er bevidste om dette og ikke giver afkald på det, vil vores hjerte forhåbentlig ikke glide hen til de forkerte mennesker og ting.
Derfor er det, at vi muslimer har kontakt med, er sammen med eller forsøger at efterligne dem, der ikke er som os, forbudt; fordi omgang med de forkerte mennesker og ting kan besudle hjertet og
årsag til de problemer, der er nævnt i din forespørgsel
kan give.
Dog er det, som du selv påpeger, ingen hindring i at elske de sider af andre, der ikke er muslimer, som ikke strider mod den islamiske tro, dens regler, moral og etik. Eksempler herpå er en læge, der ikke er muslim, som elsker sit lægehåndværk, eller en muslim, der elsker sin jødiske hustru som sin ægtefælle.
Klik her for mere information:
– KÆRLIGHED.
– I vers 23 og 24 i Sura At-Tawbah nævnes “Fædre, brødre, sønner, hustre…
– “Tag jer ikke jøder og kristne til venner!”
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
