Vores kære bror,
I den tredje vers af Surah An-Nur,
“En mand, der begår overgreb, gifter sig med en kvinde, der begår overgreb, eller med en kvinde, der tilbeder andre guder; og en kvinde, der begår overgreb, gifter sig med en mand, der begår overgreb, eller med en mand, der tilbeder andre guder.”
er blevet beordret.
Hvad sker der så, hvis en person, der fejlagtigt er havnet på denne vej, senere angrer og beder til Gud om tilgivelse?
Forklaringerne af denne vers kan vi opsummere fra Elmalıs afdøde teologiske kommentar som følger. Vi vil først præsentere de forskellige synspunkter og derefter i punkt 7 angive konklusionen:
1.
Nogle har sagt, at “formålet med denne vers ikke er at forklare loven om ægteskab, men at forklare ondskaben i overgreb. Her betyder ægteskab parring, og derfor er forbuddet også et forbud mod overgreb”. Men dette er meningsløst. Fordi ægteskab i Koranen altid betyder kontrakt, “ægteskabsindgåelse”, er det forkert at tolke det som parring. Desuden er det vist, at verset i denne fortolkning ville være ubrugeligt.
2.
Det er overleveret fra Aisha (ra), at:
“Hvis en mand har samleje med en kvinde, kan han ikke gifte sig med hende; det er forbudt i denne vers. Han begår overtrædelse, når han begynder på det…”
I Abu Hayyans tafsir nævnes det, at Ibn Masud og Bara’ ibn Azib (r.a.) fra Sahaberne også delte denne opfattelse.(1) Imidlertid blev profeten Muhammed (s.a.v.) selv spurgt om dette emne.
“Det begynder med uforstand, og det slutter med ægteskab; det ulovlige gør det lovlige ikke ulovligt.”
(2)
Det er overleveret, at han sagde: “Det er tilladt.” Abu Bakr as-Siddiq, Ibn Umar, Ibn Abbas og Jabir, samt Tawus, Sa’id ibn Musayyab, Jabir ibn Zayd, Ata, Hasan og de fire Imamer, har alle udtrykt denne opfattelse.(3) Imidlertid, som nævnt i Fahr al-Razi’s tafsir, er det også en opfattelse, at det er forbudt for en mand, der har begået overgreb, og en kvinde, der har begået overgreb, at gifte sig med en ærefuld mand og en ærefuld kvinde, og at en ærefuld mand og en ærefuld kvinde skal gifte sig med en mand, der har begået overgreb, og en kvinde, der har begået overgreb; denne opfattelse tilhører Aisha (r.anha), Ibn Mas’ud, Abu Bakr, Umar og Ali (radiyallahu anhum ecmain).(4)
3.
Ifølge Hasen gælder denne forbudte forbindelse kun for specifikke mandlige og kvindelige overtrædere af ægteskabsloven. En mand, der har begået overtrædelsen og er blevet straffet med pisk, kan kun gifte sig med en kvinde, der ligeledes har begået overtrædelsen. Det siges, at Ali (ra) afviste et sådant ægteskab.
4.
Nogle har sagt, at denne regel blev indført i Medina i de tidligste dage af islam, men blev senere ophævet. Said b. Müseyyeb i denne periode…
“Gift dem, der er ugift, blandt jer.”
(Nûr, 24/32)
og i Nisa-suren
“Gift jer med kvinder, som er lovlige for jer.”
(Nisa, 4/3)
Det er overleveret, at versene blev ophævet sammen med deres generelle betydning, og denne opfattelse har vundet udbredelse.(5) Den mu’tezilite Jabbai sagde også, at de blev ophævet ved konsensus. Men som Fahr al-Razi forklarer i sin tafsir, har forskende teologer vist, at begge disse synspunkter er svage.(6) For at sige, at ophævelsen sker ved konsensus, er det fastlagt i Fiqh-metodologi, at konsensus ikke kan ophæve. Desuden kan konsensus ikke være gyldig i en sag, hvor der er modstand fra personer som Abu Bakr, Umar og Ali (radhi Allahu ‘anhum ‘ajma’in). Derfor er det ikke rigtigt at sige, at de blev ophævet ved konsensus, ligesom det heller ikke er rigtigt at sige, at der var konsensus om, at de var ophævet. Fordi det modsatte er, som forklaret, fastlagt. Dog…
“og gifte jer med dem, som er jeres egne kvinder”
og
“Forklar dem, hvad der er sket med jer”
Ordrenerne er generelle. Men der er ingen tvivl om, at de gælder for dem, der ikke har nogen religiøs hindring. Derfor kan det antages, at det at noget er forbudt her, ligesom andre forbudte ting, er en af hindringerne.(7)
5.
Ifølge overleveringer fra Abdullah ibn Umar, Ibn Abbas (må Gud være tilfreds med dem), Mujahid, Said ibn Jubair og Said ibn Musayyab, er årsagen til nedstigningen af denne vers følgende:
Prostitutionshuse, der blev drevet af kvinder i Jahiliyya-æraen
(brothels)
Der var bordeller.
Da islam kom til Medina, fandtes der ni broldhuse med berømte kvinder som Umm Mahzûl, kendetegnede og med flag på dørene. Disse kvinder og broldhusene tilhørte alle polyteister. Nogle af dem havde samlet rigdom. Da zina (udomskifte) er forbudt i islam, tilbød nogle af disse prostituerede sig i ægteskab til nyomvendte muslimer og tilbød at forsørge dem, hvis de accepterede. De bad profeten Muhammad (fredesvæn over ham) om tilladelse, da de var fattige og i nød. Derefter blev denne vers nedsendt, som erklærede, at dette ægteskab var forbudt for de troende.
Derfor har nogle fortolkere af Koranen antaget, at denne forbudthed kun gælder for dem, der var til stede ved nedstigningen af versen.
“elif lammer”
Det kan betyde “for en pagt”. Selvfølgelig, når den fuldstændige tegn er til stede, kan dommen begrænses til årsagen til nedstigningen. Men her er dommen givet på en generel egenskab og viser ikke en modsætning mellem de personer, der er årsag til ulovligheden; snarere modsætningen mellem synd og tro. Dette er et tegn på generalisering, dvs. universalitet. Selv hvis “lam” tolkes som en pagt, vil det være nødvendigt at generalisere dommen ved analogi. Derfor mener de, der siger, at det er begrænset til årsagen til nedstigningen, at denne ulovliggørelse specielt gælder for prostituerede i bordeller.
Og det fremtrædende kendetegn ved disse prostituerede er, at de betragter eller nedvurderer ekteskabssvig som tilladeligt, hvilket er blasfem.
Med Islam’s fremgang forsvandt bordellerne, dette overskud fra hedendommen, og så længe had-straffe blev pålagt og anvendt, og dermed forhindrede fremkomsten af lignende steder i de islamiske lande, har der været dem, der sagde, at dette kun gjaldt disse specifikke personer. Dog:
6. Ifølge de fleste fortolkeres udlæg,
Dette forbud er en overdrivelse, der skal afskrække de troende fra at gifte sig med de, der har begået overgreb. De siger nemlig: Det er uacceptabelt og farligt at omgås med syndere, der er mærket med synd. Det fører til at man ligner syndere, at man kommer i mistænkelige situationer, at der tales ondt om en, og til mange andre former for korruption. Hvor stor er ikke fare for at begå synder, selv bare ved at opholde sig i selskab med syndere! Hvordan kan man nu gifte sig med kvinder, der har begået overgreb, med skjøgere?
“Gift dem, der er ugift blandt jer, og dem, der er gode blandt jeres slaver og kvindelige slaver.”
(Nur, 24/32)
under hans kommando
“salah” “de gode”
I indtastningen er der også peget på denne betydning.
– Men hvis en troende – hypotetisk – indgår et sådant ulovligt, forbudt ægteskab, er det så et ægteskab, eller er det så bare en synd?
7.
Lad os nu opsummere dette og fastslå versets betydning: Der er tre dele her:
De polytheister, der betragter ekteskabssvig som tilladeligt og bagatelagt, og dem, der ikke gør det.
FORTSAT:
Det er strengt forbudt og ulovligt for en troende mand eller kvinde at gifte sig med en kvinde eller mand, der dyrker andre guder end Gud. Det er synd og har ingen gyldighed.
ANDRE:
Hvis manden og kvinden, der begår overgreb, tilhører gruppen, der betragte overgreb som tilladeligt eller som en bagatel, ligesom de, der driver bordeller og udnytter kvinder som kapital, og som var anledningen til nedstigningen af versen,
fordi det er kuffar (noget, der udgør en fornærmelse mod Gud) at betragte det, hvis ulovlighed er fastlagt i de hellige tekster, som lovligt eller at tage det på spøg.
Fordi disse er lig med polytheister, er deres ægteskaber ugyldige, helt og aldeles forbudte, ligesom polytheistiske ægteskaber. Derfor er manden og kvinden, der begår overgreb, i verset sammenlignet med polytheistiske mænd og kvinder.
“Dette er forbudt for de troende”
Det er blevet foreskrevet. Versen er et bevis på, at disse to grupper ikke må gifte sig.
Men de, der oprigtigt har omvendt sig, er anderledes.
TREDJE:
Hvis en kvinde, der har begået overgreb, og som aldrig har været gift, er blevet dømt for det, og dette ikke anses som et tegn på ulydighed mod Gud, som f.eks. at betragte det som tilladeligt eller at tage det på spøg, så er det forbudt for ærefulde troende mænd at gifte sig med hende, men ægteskabet er gyldigt. Der er en vis tvivl om, hvad denne del af versets forbud omfatter. Derfor har det ført til forskellig fortolkning.
Den omtalte uenighed drejer sig om netop denne gruppe. Kun Aisha (r.a.), Ibn Masud og Bara’ ibn Azib anså det som uacceptabelt at gifte sig med nogen fra denne gruppe og betragtede deres ulovlighed som lige så stor som de to andre grupper.
Kort sagt: De, der mener, at ekteskab uden ægteskab er tilladt, bør kun gifte sig med en person, der har begået ekteskab uden ægteskab.
Det er tilladt for en troende, der har begået ekteskabssynd, men som erkender, at det er synd, og som har bedt Gud om tilgivelse, at gifte sig med en, der ikke har begået ekteskabssynd. Desuden vil Gud forhåbentlig tilgive oprigtige og inderlige angre.
Fodnoter:
1) Abu Hayan, VI/430.
2) Alûsi, XVIII/88.
3) Kurtubi, el-Camiu li Ahkami’l- Kur’an, XII/169; Süyuti, ed-Durrul-Mansur, VI/126-130.
4) Fahr al-Razi, XXIII/151.
5) Alusi, Ruhul Meani, IX/87.
6) Fahr al-Din al-Razi, XXIII/152.
7) Suyuti, ed durul Mansur, VI/128-130.
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
