Det siges, at der ikke er nogen, der dør af sult. Men i mange dele af verden dør folk af sult. Hvordan forklarer man denne modstrid?

– Hvad siger du så til de, der dør af sult i Afrika, hvis Gud har garanteret, at vi alle vil blive forsørget?

Vores kære bror,

Ifølge ovenstående vers er det Gud, der forsørger alle levende skabninger i hele deres levetid. Han giver dem føde, så længe de lever; føden er med andre ord garanteret af Gud.

Ja, den allsmægtige Gud, som er fyldt med uendelig barmhjertighed, har udbrevet jorden som en festmåltid og inviteret alle levende skabninger til dette festmåltid. Fra dette festmåltid drager såvel mikrober, der er for små til at ses med det blotte øje, som tonnsvægtige hvaler gavn.

Så vidt biologiens videnskab kan fastslå, findes der mere end 2.000.000 plantearter og dyrearter på jorden. Hver art har et uendeligt stort antal individer. Hver enkelt har en forskellig mave, forskellige smagssanser og foretrukne føde, og dermed også en forskellig kost.

Det smukkeste eksempel på, at Gud sørger for alle levende væseners føde, er den langt mere perfekte ernæring af de svageste. Et barn i modervulben er f.eks. helt uden styrke. Men det ernæres på den smukkeste måde via navlestrengen. Når det kommer til verden, opnår det lidt styrke, og den vej lukkes. Derefter ernæres det gennem munden med ren og nærende mælk fra moders bryster. Denne mælk indeholder alle de næringsstoffer, som barnet behøver til at leve, som fedt, proteiner og kulhydrater, og den indeholder ikke kun disse. Disse elementer, som Gud, der sørger for alle levende væseners føde, har lagret i barnets krop, mens det endnu var i modervulben. Og denne proces varer i cirka seks måneder.

Nej. Man kan se lignende love hos alle levende væsener. Løven, der med sit ry som skovens konge skræmmer alle andre dyr, spiser selv ikke, når den finder føde, men bringer det til sine sultende unger. Hennen giver sin kylling den sorghumkorn, den har fundet.

Mens mennesker indånder ilt og udånder kuldioxid, indånder planter kuldioxid og udånder ilt. Disse planter optager visse stoffer fra jorden og omdanner dem til organiske stoffer ved hjælp af sollys. Planter er føde for dyr, og nogle dyr er føde for andre dyr, mens andre dyr igen er føde for mennesker. Denne lov i fødekæden sikrer kontinuitet, således at ingen skabning på jorden mangler føde.

Vi har ovenfor nævnt, at Gud er garant for alle levende væseners forsørgelse. Dette kan rejse spørsmålet:

Dette emne kan undersøges fra flere vinkler. En del af den føde, vi indtager, lagres i form af glykogen og fedt. Disse lagre forbruges i tilfælde af sult. De lagrede fødevarer giver mennesket mulighed for at overleve i en ret lang periode. Doktor Deweys forskning i dette emne er særdeles interessant:

To børn på fire år fik brænderanker i spiserør og mave, fordi de ved et uheld slugte medicin, og de kunne derfor ikke spise. Det svageste og mest skrøbelige barn brugte sine reserver i kroppen og levede 75 dage. Det stærkere barn holdt ud i 90 dage.

Resultaterne fra Dr. Bertholets undersøgelse af langvarig sult er bemærkelsesværdige. Ifølge disse resultater sker vægttab under langvarig sult primært i organer og væv med mindre vital betydning, såsom fedtvæv og milt. Undersøgelsen viste, at under langvarig sult anvender kroppen 97% af fedtvævet, 63% af milten, 56% af leveren, 30% af musklerne og 17% af blodet. Samme undersøgelse viste dog, at der ikke var nogen vægttab i hjernen og nerverne, som er af vital betydning for mennesket. Senere forskning har vist, at fedtstoffer omdannes til ketonstoffer under sådan sult, og disse sendes til hjernens celler.

Det er ikke hensigtsmæssigt at afbryde fødeindtaget pludseligt. Ellers kan kroppen svækkes og dø, hvis man pludselig ophører med en indgrovet vane. Ibn Khaldun udtrykker dette som følger:

“I tider med hungersnød lider de, der er vant til at spise meget, langt mere end dem, der er vant til at spise lidt. Det, der dræber dem, er ikke hungersnøden, men den mæthed, de er vant til.” (1)

Det siges, at 20 % af de mennesker, der dør af sult i verden, er børn under et år i Indien, og 35 % er børn under et år i Afrika. Det fremgår, at mikrober, der konstant venter i menneskekroppen og -miljøet, straks overtager og besejrer kroppen, når den er svag. Børn er særligt udsatte i denne henseende og dør i højere grad. De, der siges at dø af sult, dør altså ikke af mangel på føde, men af sygdomme, der opstår på grund af fødemangel.

I den forbindelse udtaler Prof. Dr. Sabahattin Zaim følgende:

“Selv i Fjernøsten, Sydamerika og Afrika, hvor fødevareproduktionen er mest utilstrækkelig, er det konstateret, at fødevareproduktionen pr. indbygger er steget eller er forblevet stabil i de seneste 30 år, mens den i andre regioner er steget med 16 til 50 procent. I samme værk forklares eksistensen af sultende mennesker i dele af verden med manglende udnyttelse af den menneskelige faktor. Det peges på, at kapital, som er en produktionsfaktor, er til stede i store mængder i disse lande. Samtidig nævnes det, at de fremskridt, der er sket i ressourcer og andre muligheder for udvikling, er i stand til at sikre, at nationalindkomsten i alle lande vokser hurtigere end befolkningen.” (2)

Ifølge forskningsresultater fra Storbritannien på dette område, vil det være muligt at øge fødevareproduktionen med mindst 10 gange ved hjælp af tilstrækkelig brug af gødning. Dette ville betyde, at det ville være muligt at ernære cirka 31,5 milliarder mennesker.(3)

1. Canan, İ.; Opdragelse i Profetens Sunnah, 3. udgave, 1984.

2. Zaim, S.; Befolkningsspørgsmålet i Tyrkiet set fra politiske, økonomiske og sociale synspunkter, 1973.

3. Ergüllü, E.; Sulten – fremtidens store problem, Milliyet Gazetesi, 21.12.1982.

Med hilsen og velsignelser…

Islam i spørgsmål og svar