Vores kære bror,
Og de, til hvem Vi har givet Bogen, ved, at den (Koranen) er nedstigen fra deres Herre med sandhed. Vær da ikke blandt de tvivlende. Og følg ikke de tvivlende i deres afvisning, og giv ikke ind på at søge andre dommere. I sandhed er denne Bog en sand ord fra din Herre. Og din Herres ord er fuldkommen i sin sandhed og fuldkommen i sin retfærdighed. Koranen er et ord fra Gud, der omfatter to aspekter: den informative (relateret til nyheder) og den konstruktive (relateret til ønske). I den ene kræves sandhed, i den anden retfærdighed. Koranen er fuldstændig sand i sine nyheder og løfter, sandheden selv, fjernt fra løgn og tvivl. I sine love og domme er den fuldstændig retfærdig, retfærdigheden selv, fjernt fra uret og fordrejning. Ingenting, ingen kan ændre Guds ord, domme, skelne eller rette ham. Ingen kan fjerne hans ord og erstatte dem med mere sande og retfærdige, eller selv med det samme. Ordet er hans ord, loven er hans lov, bogen er hans bog, dommen er hans dom. Hvordan kan man da overveje og tillade at søge en anden dommer end Gud, som altid hører og ved? Han hører og ved alt, det skjulte og det åbenbare, han hører sagsøkeres sager, kender deres hensigter og formål. Og han kender ikke kun de synlige sider af alle, der skal dømmes, men også de usynlige. Således dømmer og bestemmer han. Hvem kan da ændre hans dom? Og hvem kan slippe fra hans dom? Sådan er Guds vilje.
Det siges, at hvis de plagede profeten for at drive ham ud af hans hjem, ville de selv heller ikke kunne blive der længe efter ham, og at dette var den lov, Gud anvendte på de tidligere profeters samfund, og at Guds lov ikke ville ændre sig. Profeten (fred og velsignelser over ham) opmuntrede de svageste og mest udsatte, som var mest udsat for Quraysh’s undertrykkelse, til at rejse til Abysinien. Det fremgår, at han selv overvejede at rejse til Abysinien på grund af Quraysh’s ubønhørlige undertrykkelse, men han nøjed sig med at sende sine udsatte medbrødre. Det fremgår, at Quraysh’s undertrykkelse derefter øgede endnu mere.
De polytheistiske troende forsøgte at plage Profeten (fred og velsignelser over ham) og drive ham ud af Mekka, i den tro, at hans stemme ville stilne og ingen ville lytte til ham. I denne vers trøster Gud Profeten (fred og velsignelser over ham) og meddeler, at de, der plagede ham for at drive ham ud af hans hjem, ikke ville kunne blive der længe efter ham, og at de ville lide straf som en konsekvens af at have drevet Profeten (fred og velsignelser over ham) bort. Det samme skete i tidligere generationer; de, der drev profeterne ud af deres hjem, led straf.
I virkeligheden forlod Profeten (fred og velsignelser over ham) dem efter en stund, og de opholdt sig ikke længe hos ham. De drog ud af deres hjem for at kæmpe mod Profetens (fred og velsignelser over ham) hær, men de vendte aldrig tilbage og døde i Bedr.
De har gode nyheder i dette liv og i det hinsidige. Dette er deres egenskab, Guds gunst og velgørenhed som gengæld. Dette er grundlaget for udsagnet “de hellige er besidder af mirakler”. De anerkender ingen ven eller beskytter udover Gud, de frygter og holder sig fra at handle imod Gud, og de frygter intet andet. Fordi Gud er deres ven, har de ingen frygt eller sorg. De har modtaget gode nyheder i dette liv og i det hinsidige. Dette er i dette liv.
Og igen i det hinsidige,
vil de blive glædeligt overrasket.
Der er ingen ændring i Allahs ord. Det vil sige, der vil ingen ændring ske i disse løfter, i disse glædelige budskaber fra Allah. Der er ingen kraft, der kan ændre Allahs ord, der kan ophæve Hans givne dom, Hans afgørelse, og det er heller ikke muligt. For eksempel: Der er ingen kraft eller gyldig hindring, der kan skræmme eller bedrøve, når Allah siger: Frygt ikke, vær ikke bedrøvet. Og Allah bryder aldrig sit løfte, Han opfylder det, som Han har lovet. Derfor,
I overensstemmelse med versen er det umuligt, at Gud, som har givet sit løfte og sin gode nyhed til sine hellige i denne verden og i det hinsidige, vil ændre det, medmindre de hellige selv ændrer og ødelægger deres hellighed, tro og gudsfrygt. Disse er evige løfter.
Siden de hellige er blevet glædet med sådanne gode nyheder, og de slet ingen frygt har og heller ikke vil blive bedrøvede, så skal du, o sande profet, vide, at du, da profetens rang er højere, slet ingen frygt og sorg skal have.
Det understreges, at Koranen, som er Guds bog, er uforanderlig, og at der ikke er nogen at søge tilflugt hos udover Gud.
I overensstemmelse med Guds sædvane med hensyn til de foregående generationer, det vil sige i overensstemmelse med den lov, som Han har fastsat. For i enhver nation, i enhver sted, har de, der har fremmet ondskab og korruption, altid været straffet med døden og bortvisning. Og du vil ikke finde nogen ændring i Guds sædvane og lov. Det vil sige, den islamiske religion, som ophævede visse domme og love i de foregående generationer, er ikke kommet for at ophæve eller ændre loven om at straffe og bortvise dem, der er skadelige og korrupt. For Gud elsker ikke de korrupta, og islam er ikke til for at øge ondskab, men til at øge fred og ro.
De himmelske bøger, som er guddommelige åbenbaringer, er fri for enhver modstrid og uoverensstemmelse. For den bog, der blev givet til den sendte profet, er Allahs ord. Det er åbenbart, at Evangeliet er blevet forfalsket, af det faktum, at der findes fire forskellige evangelier, som indbyrdes er i modstrid og uoverensstemmelse med hinanden og giver forskellige oplysninger.
Også Matthæusevangeliet handler om Jesu (as) liv, død og opstandelse. Markusevangeliet er det korteste evangelie og omtaler i høj grad den interesse, som folk viste Jesus (as), og Jesu (as) liv. Lukas angiver i begyndelsen af sit evangelie tydeligt, at hans hensigt er at beskrive Jesu (as) liv nøjagtigt og detaljeret. Det faktum, at han angiver, at han skrev sit evangelie til Theophilus (Lukas 1:3), viser, at det ikke er skrevet af Jesus (as). Johannes angiver selv, at han skrev evangeliet, idet han siger: “dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Messias, Guds Sønn, og for at I skal have liv i hans navn” (20:30-31).
Guddommelig åbenbaring er kun Guds ord, tale, udtalelse. Den indeholder de love, befalinger og forbud, som Gud har fastlagt for profeten og hans samfund. Den fortæller om fortidens profeter og om livet efter døden.
Som det fremgår, er de omtalte evangelier skrevet efter Jesus og beskriver hans liv. De guddommelige åbenbaringer er blevet blandet, og det oprindelige evangelium, der blev nedskrevet til Jesus, er blevet forfalsket. Ved nærmere undersøgelse og ved brug af sund fornuft vil denne sandhed blive tydelig.
For det første blev evangelierne skrevet cirka et århundrede efter Jesus, og de er ikke skrevet i Jesu sprog. Ifølge Det Nye Testamente var evangelieforfatterne blot talsmænd for den tidlige kristne menighed, der fastlagde den mundtlige overlevering. Hver af evangelieforfatterne har, ud fra sin egen stil, personlighed og religiøse bekymringer, skabt forbindelser mellem ord og historier, som de hentede fra den tradition, de var omgivet af.
I Matthæusevangeliet (1/1-17) er det samlede antal navne, der nævnes som Jesu fader (inklusive Abraham), 40 op til Abraham. I Lukasevangeliet er det samlede antal navne, der nævnes, 55, inklusive Abraham.
Lukasevangeliet (3/23-38) tilskriver Messias til Matata, mens Matthæusevangeliet (1/16) tilskriver Messias til tømrer Josef.
Evangeliet efter Matthæus (11,18) fortæller, at Johannes kom hverken spise eller drikke, mens Evangeliet efter Markus (1,6) siger, at Johannes spiste græshüpere og vildhonning, og disse to beretninger er uforenelige.
Ifølge Matthæus (27/60), Markus (15/46) og Lukas (23/53) blev liget taget ned og lagt i en grav, der var hugget ud af klippen. Ifølge Johannes (19/41) blev Jesu lig lagt i en grav i en have. Matthæus (17/15) nævner, at en mand kom til Jesus for at bede ham helge sin epileptiske søn, mens Markus (9/17) fortæller, at manden bragte sin søn, der var besat af en ond ånd, til Jesus. Lukas gengiver samme begivenhed ved at skrive, at manden sagde til Jesus: “Mester, jeg beder dig, se på min søn!”
Evangeliierne er skrevet på græsk. Nogle ord i Det Nye Testamente, som har bevaret deres oprindelige betydning, er ikke græske, men hebraiske. Dette er yderligere et bevis på forfalskning. For Jesu Aleyhisselams sprog var aramæisk (hebraisk).
Ifølge Matthæusevangeliet erklærede Jesus, at han var kommet for at opfylde, ikke for at ophæve, Moselov.
Men den nuværende Nye Testamente lærer, at Moses’ lov er blevet fuldstændig afskaffet af Jesus. Dette er en modstrid, en inkonsistens.
Versen om Triniteten, som betragtes som grundlaget for kristendommen, lød som følger: “For der er tre, som vidner i himlen: Faderen, Ordet og Helligånden, og disse tre er ét; og der er tre, som vidner på jorden: Ånden, vandet og blodet, og disse tre er ét.” (Johannesevangeliet 5:7-8) Den første del er fjernet fra den reviderede udgave af 1881 og findes ikke i de nye udgaver.
Dette eksempel viser os, at der er foretaget ændringer i kristendommens hellige skrift, og at disse ændringer fortsætter.
Der er en modstrid mellem Matteus’ ord (5/39-40): “Men jeg siger jer: Stå ikke imod den onde; men den, som slår dig på din højre kind, vend ham også den anden til; og den, som vil sagsøge dig og tage din kjort, lad ham også have din kappe,” og hans ord (Matteus 10/34): “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommet for at bringe fred, men et sværd.”
Ifølge Matthæus (20/29) var der to blinde, der kom til Jesus, da han forlod Jeriko, for at blive helbredt. Ifølge Markus (10/46) var der dog kun én blind, der kom for at blive helbredt.
Ifølge Matthæusevangeliet (10/9) tillod Jesus sine apostle ikke engens at tage en stok med sig.
Ifølge Markusevangeliet (6/8) anbefalede han dem at bære en stok med sig.
Mens Matthæus (25/15) nævner tre tjener, nævner Lukas (19/33) ti tjener.
Ifølge Matthæusevangeliet (18,1) er det Jesu disciple, der stiller spørgsmålet om, hvem der er den største i himmeriget. Ifølge Markusevangeliet (9,33-34) er det imidlertid Jesus selv, der stiller spørgsmålet.
I Markusevangeliet omtales det stedvis (1/1) som Jesu Kristi Evangelium, mens det andre steder (1/14) omtales som Guds Evangelium.
I Lukas-evangeliet omtales Jesus på et sted som “Frelseren Gud” og på et andet sted som “Frelseren Jesus”. (2:11)
I forbindelse med Jesus bruges udtrykkene “Guds søn”, “Jusufs søn”, “Davids søn” og “Adams søn” hyppigt.
Hvilken af disse udsagn er korrekte? I en guddommelig religion forekommer der absolut ingen så store modsigelser. Disse udsagn viser omfanget af de ændringer, der er foretaget i Bibelen.
I evangelierne nævnes det ofte i fodnoter, at mange ældgamle manuskripter indeholder disse ord.
Eller som i Markussen (16/20), hvor det siges, at vers 9-20 i dette kapitel ikke findes i de ældste tekster.
Den åbenbarhed, der afslører denne ændring, findes også hos Johannes (7/53 – 8/11).
Sådanne modsigelser og inkonsistenser findes ikke i en bog, der tilskrives Gud. På den anden side vil en profet, der er Guds tjener og budbringer, heller ikke betragte sig selv som Gud eller lade sig tilbede.
Derfor er det indlysende, at Evangeliet, som blev nedskrevet til Jesus, senere er blevet nedskrevet og ændret af menneskehænder.
Koranen nævner, at Biblen er blevet ændret, på følgende måde:
Med hilsen og velsignelser…
Islam i spørgsmål og svar
